Kronik

Da vesten vippede

Den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelts politik over for Sovjetunionen var en sand gyser, præget af naivitet, ønske-tænkning og selvbedrag
Debat
18. august 2001

Lørdagskronikken
Vi satte os ned ved et bord og talte sammen i to timer... Det var virkelig en intellektuel nydelse. Vi spøgte og grinede i løbet af samtalen. Han har en lumsk humor. Hans mentalitet er storslået. Den er skarp, dreven og fremfor alt forstandig – sådan synes det mig i hvert fald«.
Sådan beskrev den amerikanske ambassadør i Moskva i 1938, Joseph Davies, sit møde med Joseph Stalin.
I to år havde Davies været ambassadør i Moskva, men endnu havde han aldrig mødt Stalin, som ikke havde nogen officiel stats-post. Selv om alle vidste, at han var landets ubestridte leder.
Så da Joseph Davies en dag var til samtaler i Kreml med Sovjet-unionens præsident Kalinin og Sovjetunionens ministerpræsident Molotov, trådte Stalin pludselig ind ad døren, hvorved den amerikanske ambassadør til sin store forbløffelse kom til at møde nummer ét.
På det tidspunkt havde ingen udenlandske diplomater i Moskva mødt Sovjetunionens reelle leder. Stalin havde på bedste diktatorvis gemt sig væk fra offentligheden, så det var en sensation, da Joseph Davies uventet fik lov at træffe Stalin. Og det var en intelletuel nydelse, berettede amerikaneren: »Vi spøgte og grinede!«

Episoden er interessant til at belyse forspillet til den kolde krig og forholdet mellem USA og Sovjtunionen.
Fra min skoletid har jeg fået at vide, at USA var antikommunistisk fra top til bund og ivrigt bekæmpede og inddæmmede Sovjetunionen. Ligeså var al jagt på kommunister i 50’ernes USA en ’heksejagt’, dvs. en grundløs forfølgelse af uskyldige mennesker.
Jo mere, der dukker op af ny viden, jo mere krakelerer fordommene. At studere den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelts politik over for Sovjetunionen er en sand gyser, hvor eftertiden kan glæde sig over, at Roosevelt ikke fik magt som agt.
For Roosevelts billede af, hvad der foregik i Sovjetunionen var præget af dyb naivitet blandet med ønsketænkning og selvvillet bedrag.
I 1936 udnævnte Roosevelt sin gode ven Joseph Davies til en af de vigtigste ambassadørposter for USA. Davies havde ingen som helst diplomatisk erfaring, hvilket skulle vise sig katastrofalt.
Joseph Davies’ egen beretning om sin tid som ambassadør i Moskva fra 1936 til 38 findes i hans bog Mission to Moscow. For mig repræsenterer Davies’ bog et af de mest uhyggelige og fatale eksempler på en total fejlvurdering af en alvorlig politisk situation.

Det er ikke nogen overdrivelse at sige, at Joseph Davies nærmest beundrede Stalin og Sovjetunionen.
Han kunne i hvert fald ikke se noget grundlæggende forkert i systemet. Det var anderledes end derhjemme, men han mødte det nye fordomsfrit og tolerant.
Moskvaprocessernes tilståelser, hvor Stalin henrettede hovedparten af sin politiske modstandere og gamle venner efter først at have fået dem til at acceptere de mest fantasifulde anklager, opfattede Joseph Davies som ægte.
I sin dagbog beskriver Davies f.eks., hvordan den amerikanske ambassade havde middag for 60 af de øverste repræsentanter for den røde hær. Ambassadørfruen sad som værtinde ved siden af marshall Tukhatchevsky.
I en note til bogen skriver Davies, at ni uger efter var 11 af gæsterne henrettet af Stalin, heriblandt Tukhatchevsky.
I en indberetning til vicepræsidenten i Washington, Henry Wallace, beskriver Joseph Davies det kollektive landbrug i Sovjet:
»Det er et af de mest interessante eksperimenter herovre. Individuelt landbrug er i praksis blevet forbudt af staten. Videnskablig landbrugsdrift er blevet tvunget ned over landet«.
Og så skriver Davies også, at det i forbindelse med gennemførelsen af denne videnskabelige landbrugsrevolution er blevet hævdet, at flere hundrede tusinder mennesker skulle være omkommet i begyndelsen af 30’erne.
Amerikanere, der opholdt sig i Moskva på det tidspunkt, kunne berette om grufulde scener. Bønderne var kontrære og nægtede at producere mere, end hvad de selv skulle bruge.
Men regeringen tog sin kvote, eller »brød strejken«, som Davies skriver. Han fortsætter: »Forsøget på at anvende kommunismens principper på landbruget blev bittert bekæmpet af den borgerlige bondestand,« skrev han til Roosevelt.
Uden rigtigt at være klar over, hvad der egentlig skete. Reelt var der tale om et folkemord.
I 1937 er Joseph Davies i London og drikker bl.a. kaffe med Winston Churchill. »Churchill var meget interesseret i disse skueprocesser,«skriver Davies i sin dagbog. »Han overfaldt mig med spørgsmål. Jeg fortalte ham sandheden, som jeg så den. Det var åbenbart en stor overraskelse for de diplomatiske gæster. Den slags tale er ikke fashionabelt her, hvor fordommene er så voldsomme. Churchill har ingen kærlighed til kommunister ... Han er afgjort ingen ønsketænker.«
Man får stor respekt for Churchill. Han vidste instinktivt, at skueprocesserne var fup og bedrag fra ende til anden. Ren dæmoni.
Han vidste, at Stalin var en diktator af værste slags. Men Joseph Davies og med ham hans præsident i USA forblev besat af ønsketænkning i deres forhold til kommunismen.
Joseph Davies naivitet er ikke enestående. Masser af vesterlændinge, som ikke var kommunister af overbevisning, lod sig alt for villigt narre og bedrage. Det er mere undtagelsen end reglen, hvis de amerikanske journalister skrev kritisk om Sovjet i 30erne. For ellers kunne de slet ikke få lov til at virke som journalister.
Det uhyrligste og skrækkeligste eksempel er Walter Duranty, der var korrespondent for New York Times og modtog Pullitzer-prisen for sin journalistik.
Duranty skrev stort set kun rosende beskrivelser af bolsjevikkernes folkemords-
regime, og eftertidens forskning kan godtgøre, at Duranty handlede bevidst mod bedre vidende.
Duranty vidste, at mennesker døde af sult i stort tal midt i verdens kornkammer, men det blev fortrængt og skønmalet i beretningerne til den amerikanske offentlighed (S. J. Taylor, Stalins Apologist, 1990).
Walter Duranty var ikke kommunist, men et liberalt menneske som ikke tror på det onde og derfor ikke tror på, at det onde kan trives i fuldt omfang midt i et stort historisk eksperiment.
Det samme gælder Joseph Davies, der som en handelsmand a la Chamberlain næppe havde antenner til at dechifrere det totalitære.

Men hvordan kunne det gå til, at USA udnævnte en mand som ambassadør i Moskva, der intet anede om politik og viste sig naiv i omgang med fremmede magter? Forklaringen ligger i Washington, hvor Roosevelt brugte det politiske system til at belønne vennetjenester. Således blev partifællen og forretningsmanden Joseph Davies ambassadør, efter at have forflyttet den tidligere ambassadør William Bullitt til Paris, fordi Bullitt ifølge Roosevelt var alt for kritisk over for Sovjetunionen.
Da Joseph Davies blev udnævnt til ambassadør i Moskva, holdt ambassadens ansatte et privat møde, hvor de overvejede at sige deres stillinger op i en kollektiv protest mod placeringen af en så uerfaren og amatøragtig person i en så vigtig stilling.
Den amerikanske diplomat George Kennan, som på det tidspunkt arbejdede på ambassaden, skriver i sine erindringer, at præsidenten ikke kunne have gjort noget værre end at udnævne Davies. Davies benyttede ikke ambassadens ekspertice, men omgikkes mest amerikanske journalister, der som bekendt var lige så enøjede i deres syn på kommunismen. Det lykkedes f.eks. ikke George Kennan at få lejlighed til at forklare ambassadøren sin mening om udrensningerne, skønt han tolkede for ham ved flere af skueprocesserne.
Joseph Davies er ingen enlig svale, men er repræsentativ for Det hvide Hus’ politik over for Sovjetunionen i 30’erne. Jeg ved ikke, om Franklin D. Roosevelt kan undskyldes, for alt hvad han fik at vide om Sovjet var skønmaleri. Men på den anden side var han selv ansvarlig for politikken og ønskede ikke at vide andet, end hvad hans venner og støtter fortalte ham.
Roosevelts’ vicepræsident under krigen, Henry Wallace, var af samme støbning som Davies og Duranty.
Wallace foretog i 1944 en rejse i det østlige Sibirien, hvor han bl.a. blev præsenteret for Potemkin-kulisser i stort format. Wallace besøgte gulagget i det østligste Sibirien og anså det for en russisk variant af et New Deal-projekt. I bogen Soviet Asia Mission beskrev Wallace sin tur og berettede om, hvordan, der var en otte timers arbejdsuge, overarbejde blev betalt, og arbejderne havde mange rubler at spendere. Alt i alt langt bedre end i Zarens Rusland.
Wallace så ikke en eneste arbejder, for der var kun fanger i gulagget, som aldrig så en rubel. Men Wallace så heller ingen fanger. Alle, han mødte, var NKVD-folk (datidens KGB) klædt ud som arbejdere. Uhyggeligt at en amerikansk vicepræsident så villigt lader sig forføre af et totalitært system. En af Wallaces rådgivere på rejsen var Kina-eksperten Owen Lattimore, som senere blev
McCarthyismens skydeskive nr. ét. Var det med urette?

Den politiske elite i Washington omkring præsident Franklin Roosevelt fejlvurderede fuldstændig Sovjetunionen. De anså tvangskollektiviseringerne for en russisk variant af deres egen centralt dirigerede politik. For dem var Nazi-Tyskland og USSR ikke samme slags.
For dem var USA og Sovjet naturligt allierede med samme grundliggende tro på rationel samfundsplanlægning. FBI blev i 30’erne beordret om at skygge alle mulige tyske spioner, mens den sovjetiske ambassade og dens aktiviteter blev fredhelliget fra Det hvide Hus. Anklager om russisk spionage (som Whittaker Chambers fremførte allerede i 1939) blev ikke taget alvorligt. Churchill bebrejdede indtrængende Roosevelt hans skødesløshed i omgang med kommunisterne, men den engelske leder blev betragtet som fordomsfuld.
Da Franklin D. Roosevelt skulle vælges for fjerde gang til præsident i 1944, blev den kræftsyge præsident presset af den amerikanske opinion og af voksende kræfter i sit eget parti til at skifte den åbenlyst Sovjetvenlige Wallace ud med den mere skeptiske Harry Truman.
Fire måneder efter at Roosevelt blev valgt i 1944, døde han af kræft. Og en mand af en anden støbning fik magten i Det hvide Hus.

Hvis noget kan give mig kuldegysninger, er det at tænke på, hvad der kunne være sket, hvis Roosevelt havde fulgt sit hjerte og holdt fast på vennen Wallace i 1944. Det havde betydet ingen Truman-doktrin, ingen Marshall-plan, Grækenland og Tyrkiet formodentligt sovjetiske satellitstater, intet NATO og et Vesteuropa i langt højere udstrækning domineret af kommunistiske fagforeninger og partier.
Det mest kritiske punkt i Vestens historie i dette århundrede var vicepræsident valget i USA i 1944. Da vippede Vesten.
Efter at være blevet vraget som vicepræsident i 1944 stillede Wallace op til præsidentvalget på sin egen liste i 1948, hvor han bl.a. blev samlingssted for vestrefløjen i USA. Wallace gik til valg i opposition til Trumans langt hårdere linie over for Sovjet.
Jo mere der kommer frem om den kolde krig, des mere synes antikommunisterne at være dem, der holdt fast på det rigtige standpunkt i en ideologisk meget hård tid. Sagligt set ændres der ikke på dette, selv om nogle af antikommunisterne uheldigivs skulle lide af paranoia, som f.eks. senator McCarthy. Følgagtigheden over for Sovjtunionen gennemsyrede store dele af den administration, som Roosevelt havde installeret i Washington i sin lange præsidentperiode.
De var alle af Joseph Davies’ og Henry Wallaces støbning.
En af konklusionerne er derfor også, at der var overordentlig god grund til efter krigen at få gjort op med kommunister og salonkommunister i USA. Formen for opgøret kan diskuteres. Meget af det løb af sporet, som det tit gør i Washington med undersøgelseskommissioner.
Men at opgøret var nødvendigt, kan der ikke være tvivl om. Så længe vennekredsen omkring Roosevelt havde indflydelse, udgjorde de – deres magt taget i betragtning – den hidtil største sikkerhedsrisiko for USAs og Vestens eksistens.

*Henrik Gade Jensen er ekstern lektor.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her