Læsetid: 2 min.

Afrika, grib i egen barm

Slaveriet fandtes og findes fortsat i Afrika – det har europæerne og amerikanerne ikke fundet på
7. september 2001

Slavemoral
Fra FN’s høring om racisme høres der nu krav om, at ofrene for den europæisk-amerikanske slavehandel bør have erstatning for deres lidelser. I den anledning kræver man en officiel undskyldning fra de førende magter inden for slavehandelen, nemlig USA, England og Holland. Danmark er sjovt nok ikke nævnt, skønt hele vores økonomi i den såkaldt ’florissante periode’ hvilede på slavehandel, som ethvert barn ikke kan læse i sin historiebog.
En sådan officiel undskyldning vil kunne åbne for en uoverskuelig række søgsmål fra enkeltpersoner mod de pågældende stater, der derfor tøver noget med at undskylde. Amerikanske sagføreres mundvand er begyndt at sive.
Spørgsmålet er, om de behøver at frygte så meget, når det kommer til stykket. En nøjere granskning af den afrikanske slavehandel vil vise, at ingen europæer sandsynligvis har gjort nogen til slave.
De slaver, der blev solgt til de europæiske og amerikanske slavehandlere, og som under grusomme forhold blev transporteret til især Den Ny Verden, var alle taget som krigsfanger i de evindelige krige, der uafbrudt fandt sted i Vestafrika, hvor en række dynastier i bl.a. Ashanti, Benin og mange, mange flere helt ned til Congo kæmpede om at udvide deres herredømme.
Der er næppe tvivl om, at det stadigt voksende slavemarked var et incitament for de afrikanske konger til at gøre stadig flere erobringer med endnu flere undertvungne folkeslag til følge. Men det var altså afrikanere, der gjorde andre afrikanere til slaver.
Det var et sammentræf af uheldige historiske omstændigheder, der gjorde mødet med Europa så fatalt for de afrikanske slaver. For selv om de ikke var blevet transporteret til Caribien, Nord- eller Sydamerika, så ville de alligevel være forblevet slaver resten af deres levetid, blot i Afrika.

Dræbt eller solgt
Forholdene i Vestafrika var nemlig de samme som i Europa i romertiden, hvor sejrende feltherrer aldrig fik den tanke, at krigsfanger var nogle mennesker, man evt. kunne sende hjem, hvor de kom fra. Nej, hvis sejrherren ikke mente at kunne brødføde dem, blev de hugget ned, ofte i titusindvis, og ellers blev de solgt som slaver. Lige så i Vestafrika.
Derfor vil det være af stor opklarende virkning, hvis FN-høringen som et af sine resultater vil føre til en tilbundsgående undersøgelse af slavehandelen, så der kan blive gjort ret og skel.
I sin bog Farven lilla, der ganske vist påstås at være fiktion, fortæller forfatteren Alice Walker med forfærdelse om det indtryk, det gjorde på hende, da hun opdagede, at slavehandelen i Afrika trivedes i bedste velgående den dag i dag.
En ældre kvinde i den landsby, hun besøgte, irriterede landsbylederen så meget med sit frisprog, at han solgte hende til en nabolandsby.
»Det er værre end uvelkomne,« sagde Samuel. »Afrikanerne ser os ikke engang. De genkender os ikke engang som de brødre og søstre de solgte.« (Citat fra Farven lilla).
Jeg vil ikke gætte på de motiver, der besjæler dem, der ideligt rejser disse moralske sager, blot tilføje, at historien i givet fald bør foregå som én lang retssag, begyndende med de første stammesamfund og op til i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu