Læsetid: 4 min.

Man bliver både flov og pinligt berørt

Det er flovt at se, hvor fordrejet medierne i årevis har fremstillet palæstinenserne som grove og middelalderlige – mens israelerne fremstilles som effektive: Det effektivt lidende folk
25. september 2001

Arabisk
Man skal ikke have opholdt sig mange dage i Istanbul, Damascus eller Cairo bare for at nævne nogle islamiske storbyer, førend man bliver flov. Flov over at blive så vel mødt, flov over at modtage så megen velvilje og imødekommenhed. Flov over at repræsentere et land som behandler gæster så uvelkomment som vi gør, hvis gæsterne kommer fra netop den del af verden.
Flov bliver man når man besøger Alhambra i Andalusien, hvor araberne i 1200-tallet viste hvor suveræne arkitekter og ingeniører de var, på et tidspunkt hvor Europa var gennemsyret af den mørke middelalder hvor folk døde som fluer af urenlighed og uvidenhed. Flov ved tanken på hvordan de raffinerede og højtuddannede arabere, blev nedslagtet i Jesu navn af korsridderne som udviste en uovertruffen grad af intolerance og hyldede menneskeofring i kristendommens navn.
Flov bliver man når man læser Morten Pedersens indlæg »Muslimer er middelalder«, den 20.september. Her lægger han stærkt ud med at sige at »intolerancen i den arabiske kultur hylder menneskeofring«. Det er ukorrekt, dels fordi den arabiske kultur er et kaleidoskop af kulturer og religioner, og hvis Pedersen mener at Islam hylder menneskeofringer er dette også ukorrekt idet Koranen fordømmer såvel manddrab som selvmord.
Pinlig berørt bliver jeg når jeg ser, hvordan den selvstændige Pedersen går i kødet på det han kalder »den arabiske intolerance« med et floskolatur af uvidenhed og selvretfærdighed, og dumheden præsenteres som indlysende selvfølgeligheder:
»I Mellemøsten er det (...) sådan, at en stor del af palæstinenserne jo ikke ønsker nogen fredsproces og saboterer den med alle midler.«
Man behøver bare læse Birgitte Rahbeks artikel på modstående side for at finde større indsigt. Hun skriver meget præcist hvordan Bill Clinton og de israelske ledere fortalte at palæstinenserne sidste år havde sagt nej til fred, da de i Camp David afviste Ehud Baraks generøse tilbud. I dag ved vi, fortsætter Rahbek, både fra en amerikansk deltager i topmødet og fra israeleren Ron Pundak, en af de såkaldte arkitekter bag Oslo-aftalen – at der aldrig kom til at foreligge noget konkret skriftligt tilbud.
Det er flovt at se hvor fordrejet medierne i årevis har fremstillet palæstinenserne som grove og middelalderlige. Israelerne bliver fremstillet som effektive: Det effektivt lidende folk.
Der er ingen der taler om den uhyrlige brutalitet israelerne lægger for dagen når de med kampvogne kører ind i bosætter-områderne og beskyder sagesløse kvinder og børn med en selvretfærdighed som kun kan afføde magtesløshed. Og magtsesløshed, afmagt, dét ikke at blive hørt, er begyndelsen til fanatisme. Fanatisme er begyndelsen til terrorisme.

Den fattiges våben
Med undtagelser som den forgangne krig i Afganistan, er det vel sådan at krig vindes af de rige, mens selvtægt og terrorisme er den fattiges våben (og bin Ladens!). Tallene siger klart, at siden intifadaen brød ud for et år siden, er omkring 650 palæstinensere og 170 israelere blevet dræbt. Tabstal og fattigdom er også i krig ligefremt proportionale.
Sharon har med sin stejle modvilje mod forhandlling med Arafat været en gave til palæstinenserne, forstået på den måde at verden begyndte at få øjnene op for den uretfærdighed Israel udøvede overfor araberne. Derfor er terrorhandlingen den 11.september det forfærdeligste slag muslimerne kunne rette mod fredsprocessen. Attentatet på WTC er en gave til Sharon og til racister i hele verden inklusive Morten Pedersen.
Bare fordi folk er fattige behøver de da ikke være terrorister, fortsætter Pedersen, se på Sydamerika der »formår disse mennesker at elske livet og deres næste og deltage 100 procent i verdens gladeste og mest livsbekræfende fest.« Argumentet forekommer rimelig ’Goddag-mand-økseskaft-agtigt’.

Had af nyere dato
Det er jo ikke fattigdommen i sig selv der er udløsende faktor for terrorhandlinger, og det ret fordrejede samba-billede af Sydamerika indeholder vist heller ikke hele sandheden om den del af verden! I Mellemøsten er der tale om et had af nyere dato, et had udløst af israelernes bo- og besættelse af palæstinensisk land.
Indtil 1948 boede der i Syriens hovedstad Damascus flere tusinder jøder side om side med muslimer. Sunni- og shiamuslimer, drusere og alawitter, ortodokse og katolikker. Sagen er jo at Mellem-østen er den mest sammenstukne elixir i verden. Og derfor kan man ikke over en kam tale om ’intolerancen i den arabiske kultur’. For arabisk kultur er et vidt begreb.
»Hvor rigt et samfund og en kultur er, afhænger i kritisk grad af hvor tolerant man er som folk og nation. Det er svært at forestille sig en kultur, som er mere intolerant end den arabiske. Derfor er det først og fremmest den indgroede intolerance hos arabere over hele verden, som vi – og araberne selv – skal gøre op med, hvis der skal opnås langsigtede løsninger,« sagde Pedersen.
Hvad så med at udvise et mindstemål af tolerance selv, istedet for at fremture?
Den 11.september er benzin på racismens bål. Vi bør alle være umådelig forsigtige med at puste til ilden. Og vi bør hele tiden holde os for øje, at dét, der skete i New York og Washington, er fanatikeres værk, det er ikke det samme som at alle islamere er slyngler, at muslimer er middelalder eller at arabere er intolerante.
Det ville være det samme som at sige at alle europæere er veluddannede, høflige og smukke!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu