Læsetid: 2 min.

Befri storbyen

Sporvogn og letbane er en nødvendighed for at befri storbyen for støj og møg
27. september 2001

Trafik
I weekenden den 23.-24. september blev det synliggjort, at hovedstaden kan fyldes med grønne lunger og skabe rammen om et sund liv for fodgængere, cyklister og folk i alle aldersgrupper. Det blev muligt at lade byens borgere trække vejret uden risiko for sod og sunhedsnedbrydende partikler fra diesel og benzin.
For dette projekt spiller sporvognen en afgørende rolle. Erfaringer fra Freiburg, Basel, Karlsruhe, Strassbourg, Grenoble, Nantes, Lyon og Stockholm bekræfter dette.
I nogle af disse byer har man formået at overflytte passagerer fra bil til kollektiv trafik. Ikke så meget på grund af prisen, men fordi der her er tale om en komfortabel transportform med høj fremkommelighed. Ved den sidst åbnede linje i Karlsruhe kunne man registrere, at 40 procent af passagererne var bilister, der havde ladet bilen stå. I Grenoble har man kunnet registrere en voldsom stigning i opbakningen til sporvognen med krav om fortsat udbygning heraf. Den såkaldte Tvärbanan i Stockholm er blevet en sporvognssucces. De mest optimistiske havde satset på 10.000 pr. døgn, tallet er nu 20.000.
Man kan selvfølgelig være imod sporvognen, fordi man vil lade privatbilen få frit råderum (og dermed påtage sig et ansvar for mere trængsel og et elendigt miljø – ikke mindst for småfolk). Man kan også være imod sporvognen, fordi man ikke vil en så omfattende langsigtet økonomisk løsning, og endelig kan man være imod sporvognen, fordi luftledningerne (som der dog findes alternativer til) støder ens æstetiske sans, men vil man en løsning på de omfattende trængsels- og miljøproblemer er der ikke nogen vej tilbage:

Byens fredeliggørelse
Moderne sporvognstog, der forbinder city med byens periferi og fungerer som både sporvogn og letbane, er et afgørende led i byens fredeliggørelse.
I store dele af Europa opfattes statslig medfinansiering som en nødvendighed til fremme af en bæredygtig, skinnebåren trafik i storbyerne. I Tyskland er der således en statslig støtte på op til 75 procent (efter 1991 også rullende materiel). Den franske statsstøtte er mere kompliceret. I Grenoble var statsstøtten på godt 38 procent af faste anlæg og rullende materiel. Det normale er 30 procent, men der kan gives op til 40.
At befri storbyerne for støj og møg bør også i Danmark være en national opgave.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu