Kronik

»Her vil jeg begraves...«

Hjemstavnen er forvandlet; den er blevet nostalgi og længsel, den er blevet drømme og syner, den er blevet billedet på noget, der engang var
5. september 2001

Tro & Filosofi
En dag gik det op for mig. Det gav et ryk i mig, og en ubehagelig varme skyllede op i mine kinder. For det var den dag, det gik op for mig, at jeg ikke ved, hvor jeg vil begraves.
Den dag tænkte jeg mulighederne igennem. Fra min stol på altanen kunne jeg se skråt ind på kirkegården, der grænser op til min have. Der? Ville jeg begraves der, hvis imorgen blev min sidste dag? Næppe. Kirkegården har været min nabo i lidt over et år, egnen er ny for mig. Nej, ikke der. Men hvor så? Rækken af byer, jeg har boet i, siden jeg rykkede op fra barndomshjemmet, rullede nu gennem mig. Kirkegårde med plæner, kirkegårde med gamle træer, kirkegårde i store byer, kirkegårde i små. Rækken sluttede ved Falsled kirke i byen, hvor jeg har levet hele min barndom og ungdom, og hvor barndomshjemmet stadig beboes af mine forældre. Er det i Falsled, jeg skal begraves?
Falsled er min hjemstavn. Ifølge Nudansk Ordbog betyder det, at byen er mit hjemsted og mit fødested. Ingen af delene passer; jeg er født i København og kom til Falsled som to-årig, så byen bliver aldrig mit fødested. Endnu mindre kan byen kaldes mit hjemsted; jeg har ikke boet i byen i 10 år, og jeg kommer sikkert heller aldrig til det igen. Hvordan kan jeg så kalde Falsled min hjemstavn? Fordi det er der, jeg har rod trods mange flytninger. Det er der, jeg kommer tilbage til som gæst hos familie og venner. Sig det ikke videre: Men jeg siger stadig ’hjemme på Fyn...’.
»Men så lad dig dog begrave der,« siger du nu. »Så svært kan det vel ikke være...« Og jeg vedbliver at være besværlig og siger: »Nej, ikke Falsled, jeg skal ikke begraves i Falsled.«
I starten af 1900-tallet opstod i Danmark en ny litterær strømning, der fik navnet hjemstavnslitteraturen. Litteraturleksikonnet skriver om hjemstavnsdigtningen: »En betegnelse for en digterisk beskrivelse, der fremhæver lokale miljø- og naturtræk, adfærdsmønstre og mennesketyper i en egn, som forfatteren har stærke relationer til, fx. gennem sin opvækst eller sine familieforhold.«
Hjemstavnsdigtningen talte forfatternavne som Jeppe Aakjær, Johan Skjoldborg og Marie Bregendahl, Jacob Knudsen, Thøger Larsen og Martin Andersen Nexø. Fælles for disse forfattere var, at de i romaner, noveller og digte brugte deres hjemstavn som scene. Lad os tage en af dem ud, lad os tage Jeppe Aakjær, hvis hjem idag står som museum kun få kilometer fra min bopæl.

Jeppe Aakjær blev født i landsbyen Aakjær syd for Skive i 1866. På byens fattigste gård. Her voksede Jeppe Aakjær op, her gik han i skole, her passede han får på lynghederne og ved Karup Å. Han sled med tørvene, med mugningen i stalden og med Saxos Danmarkshistorie, når der var tid til det. Og sådan kunne det være fortsat, hvis ikke Jeppe Aakjær havde vist sig at have talent for det med ord. Han brød op fra sin hjemstavn i 1882 for at tage på højskole, og bosatte sig i 1884 i København for at læse på seminariet.
Det blev til en længere årrække i hovedstaden med eksamen fra seminariet og studier på Københavns Universitet, indtil turen gik tilbage til det jyske i 1907. Jeppe Aakjær havde da fået opført en gård lidt nord for Skive, cirka 20 kilometer fra fødehjemmet. Gården fik navnet Jenle. Her boede Jeppe Aakjær sammen med hustruen Nanna Aakjær til sin død i 1930.
Jeppe Aakjærs mest læste værk er formentlig digtsamlingen Rugens Sange fra 1906. Heri finder vi alle de tekster, vi har sunget i skolens aula en morgen, hvor solen faldt så smukt ind gennem de store vinduer. Her er teksten om havren med bjælder på, og den om Jens Vejmand, som blev båret over heden en kold decembernat. Vi kender hyrden, der bærer med smil sin byrde, vi har siddet med ved mors rok, mens spurven sad stum bag kvist, og ja, så var der jo Ole, som sad på en knold og sang.
Digtene i Rugens Sange er skrevet kort inden Jeppe Aakjærs tilbagevenden til det jyske, og de udspringer af den hjemstavn, han da var på vej tilbage til. De handler om landskaberne i hjemstavnen og om personer på egnen. Jens Vejmand har slidt både knæ og hammer på vejene omkring Skive, og hyrden har vandret over heden for at lade fårene drikke ved Karup Å.
Men også på en mere indirekte måde er hjemstavnen vigtig i digtene; hjemstavnen optræder som et tabt paradis, den er barndom, uskyld og uendelige somre. Den er leg i kornet og ubekymret væren til. Og den er for altid tabt.

For altid tabt. Jeppe Aakjærs hjemstavn fandtes som et landskab i Jylland, han kunne se den på et kort og vende tilbagetil den, opføre en gård ved navn Jenle og leve en lykkelig tid der indtil sin død. Men det Jeppe Aakjær skrev Rugens Sange på, er noget helt andet.
Det er smerten over tabet; for trods hjemstavnens fysiske, konkrete eksistens er den blevet fortid, og den kan ikke erobres igen; man kan ikke finde ind i den, ikke rigtigt, ikke fuldt og helt, for vejen ind i hjemstavnen tilbagelægges med en voksens bevidsthed.
Den voksnes tilgang til hjemstavnen er intellektuel; man er den tilbagevendende, man er den, der har været væk en tid, man er den, der har fjernet sig. Denne bevidsthed udelukker en fra igen at opleve hjemstavnen, som man kendte den som barn. Man bliver aldrig igen den, der blot bor og trækker sit vejr i dette landskab. Man vil altid være den, der med sin vilje har bestemt sig for at vende tilbage, kortvarigt eller for altid.
Derfor er hjemstavnen forvandlet; den er blevet nostalgi og længsel, den er blevet drømme og syner, den er blevet billedet på noget, der engang var. Den er blevet en smerte og en allestedsnærværende bevidsthed om det tabte.

Af samme grund må hjemstavnen for alt i verden ikke ændre sig. Ingen fældede træer, ingen nedrevne gårde, ingen nye veje igennem engen eller skoven. Hjemstavnens fysiske fremtræden er det sidste bevis vi har på, at barndommens dage i kornet virkelig fandt sted, og den mindste forandring er en trussel mod dette bevis. Barndomsbilledet er et transparent, vi lægger ned over hjemstavnens landskab, og de to billeder skal passe. Helst ingen overlap, helst ingen flosne kanter. Opdager man forandringer, reagerer man som Jeppe Aakjær i digtet »Vor Barndoms Bæk«:
»Men staar du saa i Poplernes Sus
en Dag og ser, at alt er Grus,
din Barndoms Grund, din Moders Hus,
hvor maa dit Hjærte bløde.«

Jeppe Aakjær ligger nu begravet i en af bakkerne ved Jenle. Han ligger med udsyn til gården, hjemme. Han vendte tilbage til sin hjemstavn. Årene i København var blot en stor parentes, sat ind i en linje i Jylland, og derfor forblev hans hjemstavn intakt som et sted at vende tilbage til, og lade sig begrave på.
Hvorfor skal jeg ikke begraves i Falsled?
Som mange andre af min generation har jeg flyttet rundt i Danmark. Først efter uddannelse, siden efter job. Det har ikke været glæden ved bestemte landskaber eller forelskelsen i en særlig by, der har bestemt mine adresser. Der har været rationelle og praktiske grunde til alle flytninger; et ekstra fag på universitetet, en kvarttidsstilling som underviser, en mands mulighed for fast arbejde. På turen rundt i Danmark har jeg hele tiden vidst, at en tilbagevenden til hjemstavnen var urealistisk, og af samme grund har den slet ikke indgået i fremtidsovervejelserne. Turen rundt i Danmark har derfor også været en lang rejse mod en ny hjemstavn. Flere gange har jeg troet, at jeg var ved at skabe den, men så er det blevet til endnu en flytning.
Som sagt deler jeg denne skæbne med mange andre på min egen alder. Ser jeg rundt i vennekredsen, bor næsten alle langt fra hjemstavnen, og kun få regner med at vende tilbage til udgangspunktet. Godt eller skidt?
Godt, fordi vore geografiske bevægelser er udtryk for udvikling og mod til at indtage nyt land, både fysisk og mentalt. Skidt, fordi vi risikerer aldrig at finde den nye hjemstavn. Rækken af flytninger truer med at blive uendelig, for er man først flyttet en gang, så kan man også flytte igen ... og igen.

At skabe en ny hjemstavn synes pludselig omsonst, for hvorfor skulle man skabe den her? Hvorfor ikke det næste sted?
Alle regioner, alle byer, alle landskaber er mulige hjemstavne, intet kvalificerer det ene sted frem for det andet, for måske kunne man få et lige så godt job i en anden by, eller et endnu bedre hus, nogle sjovere venner...
Jeppe Aakjær fik en hjemstavn i arv, som han naturligt vendte tilbage til. Min hjemstavn skal skabes; ikke fordi jeg ikke har fået en tildelt af mine forældre, men fordi jeg har sagt nej til den gennem opbrud.
Min hjemstavn vil altså aldrig blive mit fødested eller det sted, jeg er vokset op, men derimod det sted, jeg i fremtiden gør til mit hjemsted. Og den dag, det lykkes, kan jeg sige til mig selv: Her vil jeg gerne begraves.
Indtil da vil jeg blive ved med at sige: Hjemme på Fyn.

*Charlotte Bork Høvsgaard er cand.mag. i dansk og filosofi, og underviser på Teknisk Gymnasium i Holstebro

Serie

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu