Kronik

Det begyndte med bystaten

En verdenshistorisk teori om bystater versus makrostater
3. september 2001

Historisk set
En samlet analyse af urbanisering og statsdannelse viser, at der fra oldtiden til ca. år 1900 har eksisteret to statstyper: Makrostater med mange byer inden for hver enkelt stats territorium, over for regioner opdelt i mikrostater, der hver bestod af én by med opland. En sådan mikro-stat kaldes en bystat, og en region opdelt i bystater kan beskrives som en bystatskultur.
Bystatskultur er et historisk fænomen. Der findes stadig isolerede bystater som San Marino, Andorra, Hamburg og Singapore. Men der er ikke en eneste bystatskultur tilbage i verden.
Har bystatskulturen så en fremtid? Måske. De to vigtigste udviklingstendenser i vor tid er globalisering og demokratisering. Men de trækker i hver sin retning, og hvis begge skal fastholdes, må globaliseringen kombineres med en decentralisering, hvor de stedse større makrostater opløses i mindre enheder, hver med et betydeligt indre selvstyre, der muliggør en demokratisk beslutningsproces. I økonomi er der en tendens til at se storbyerne som kraftcentre på tværs af de udflydende statsgrænser.
Hvis storbyerne også gøres til politiske enheder, vil man på ny vende tilbage til bystaten som politisk enhed. I fremtidsforskning vinder sådanne ideer frem, og Polis Centeret har nu leveret den historiske og noget af den teoretiske baggrund for disse tendenser i samfundsudviklingen.
Den ældste bystatskultur er de sumeriske bystater i Mesopotamien ca. 3000 f.Kr., med Uruk som den største blandt ca. 25 andre. Men der har været mange andre bystater: Athen i oldtiden. Venedig indtil 1797. Regensburg fra 1300-tallet indtil 1806. Danzig i mellemkrigstiden 1919-39; og i dag er Andorra en bystat i Pyrenæerne.
Det er dog utilfredsstillende at samle disse bystater under én hat. Uruk, Athen og Venedig lå mellem andre bystater. Regensburg, Danzig og Andorra er isolerede bystater. Derfor bør vi skelne mellem bystat og bystatskultur.
’Atomet’ i en bystatskultur er bystaten. En bystat er en mikro-stat med et territorium på helt ned til 10 kvadratkilometer og en befolkning på somme tider under 1000. Det er sværere at fastsætte en øvre grænse. Bystatens territorium er byens opland, der ideelt ikke bør være større end en dagsmarch fra grænse til by. Med en radius på 30 km får vi et territorium på højest 3.000 kvadratkilometer med højest 300.000 indbyggere.

I modsætning til nationalstaten, der som ideal har sammenfaldet af etnisk og politisk identitet, er bystatens etniske identitet forskellig fra den politiske. Den
etniske identitet deler bystatens indbyggere med borgerne i de andre bystater i samme bystatskultur. Den politiske identitet og patriotismen er derimod rettet mod den enkelte bystat og skiller bystaterne. En bystats bosættelsesform er kendetegnet ved en højere grad af urbanisering end i nogen anden samfundsform før industrialiseringen. I små bystater kan 50-90 procent af befolkningen bo inden for bymurene. Derimod er en bybefolkning på ca. 10 procent af totalbefolkningen typisk for makrostaterne fra oldtiden frem til ca. 1750.
Bystaten regeres fra bycentrum, og styret er ikke blot centraliseret, men også stærkt institutionaliseret. Mange bystater har republikanske regeringsformer, nogle endda demokratiske, f.eks. Athen i oldtiden.
Bystaten er en selvstyrende, men ikke nødvendigvis uafhængig stat. Mange bystater besidder ’den indre suverænitet’, dvs. en statsmagt der håndhæver retsordenen i territoriet over for befolkningen. Derimod mangler den ydre suverænitet, altså uafhængigheden.
Når bystater danner et netværk, får vi, hvad Polis Centeret kalder en bystatskultur: Et landområde bebos af folk med samme sprog, religion, kultur og traditioner; men er opdelt i et utal af små politiske enheder, der hver er en by med opland. I en bystatskultur er der ofte krig mellem bystaterne, men i reglen er ingen så stærk, at den kan erobre de andre og omskabe hele regionen til én stat. Kun sjældent er en bystatskultur et system af uafhængige bystater. De fleste bystatskulturer består af mange små og få store bystater. De små indgår ofte i forbundsstater eller statsforbund ledet af en stor bystat, eller de bliver lydstater under en stor bystat eller under et naborige.

Bystatskulturer er sjældnere end makrostater. De fleste mennesker har levet i makrostater, som man efter Freden i Westfalen i 1648 har kaldt ’territorialstater’.
I oldtiden var der bystatskulturer i Mesopotamien, Syrien og Palæstina. Den oldgræske kultur var fra 750 f.Kr. til 500 e.Kr. en bystatskultur med henved 1.500 bystater.
I Italien fandtes der bystater i Etrurien (Toscana) og Latium (bl.a. Rom). I middelalderen var der bystater i Norditalien,
Schweiz og Tyskland.
Den Hollandske Republik opstod i 1579 som en slags forbundsstat bestående af 57 byer. Uden for Europa finder vi ingen bystatskulturer i Nord- og Sydamerika. Men Mellemamerika var oversået med bystatskulturer, heriblandt mayaernes på Yucatanhalvøen og aztecernes i Centralmexico. I Vestafrika var der bystatskulturer, indtil kolonimagterne erobrede området i slutningen af 1800-tallet. En østafrikansk bystatskultur fandtes i Kenya og Tanzania. I Sydøstasien lå der bystater i Kina, Thailand, og Indonesien. I alt har Polis Centeret identificeret 30 bystatskulturer.
Et typisk eksempel er den mindste af de vestafrikanske bystatskulturer: Syd for Chadsøen i den nordligste del af Kameroun bebor Kotoko-folket en region på ca. 8.000 kvadratkilometer. Deres sprog tilhører Chad-familien, de er muslimer, og de lever fortrinsvis af fiskeri. Regionen var fra middelalderen til begyndelsen af 1900-tallet opdelt i 14 små fyrstendømmer, der hver bestod af en by med dens opland. De var oprindeligt helt uafhængige af hinanden.
Ca. 1600 blev de lydstater under Bornu-imperiet, og i 1800-tallet var de tolv af dem samlet i to forbundsstater: De syv nordligste var delstater i en føderation styret af sultanen af byen Makari. De fem sydligste dannede en anden føderation under sultanen af byen Logone Birni. Det politiske, økonomiske og religiøse center for hver bystat var en muromkranset by, der udover adskilte beboelseskvarterer havde en moské, sultanens palads, og en forsamlingsplads med en gudu, dvs. et lille tårn, hvorfra sultanen kunne tale til folket. Hver bystat besad et territorium på 100-1.000 kvadratkilometer. En af de større byer, Goulfeil dækker ca. 20 hektar, og havde i 1873 8.000 indbyggere, hvoraf ca. halvdelen boede i selve byen.
Oversigten viser, at man kun visse steder har haft bystatskulturer. Der har aldrig været det i Skandinavien, England, Frankrig og Spanien. Før 1806 havde Tyskland 60-100 bystater, men ingen bystatskultur, fordi bystaterne lå indeklemt mellem fyrstendømmer og bispesæder. De dannede ikke et eget netværk.
Skellet mellem makro-stater og bystatskulturer får flere træk i verdenshistorien til at fremtræde tydeligere: Indtil ca. 1800 var alle makrostater monarkier. Mange bystater var også monarkier, men bystatens lidenhed medførte, at der også fandtes oligarkier (styret af valgte råd) og demokratier (styret af folkeforsamlinger). Fælles for begge forfatningstyper er, at de er baseret på flertalsbeslutninger efter debat i forsamlinger, på valg af lederne, og på rotation mellem de politisk berettigede. Det er denne politiske kultur, der kendetegner nutidens stater. Tidligere kunne et sådant system kun praktiseres i mikrostater, og mikrostaterne var bystater.

Omvæltningen i politisk kultur fandt sted i slutningen af 1700-tallet: Under Den Franske Revolution begyndte tilpasningen af demokratiet til makrostaten. Chefideologen var Rousseau. Hans ideal var bystaternes direkte forsamlingsdemokrati, som han kendte fra Rom ca. 500 f.Kr. og fra sin fødeby Geneve, der i 1700-tallet var en bystat ligesom oldtidens Rom. Moderne politiske systemer har altså deres rod i bystatskulturerne.
Efter Den Amerikanske Frihedskrig indførtes en forbundsstatsforfatning, hvor de tretten medlemsstater og forbundet delte suveræniteten. Denne forfatningsmodel blev af mange anset for en umulighed.
Men forfatningens forkæmpere kunne pege på historiske eksempler: Det Achaiske Forbund og Det Aitoliske Forbund i oldtidens Grækenland; Det Schweiziske Edsforbund af 1291; og den hollandske forbundsrepublik dannet ved Unionen i Utrecht i 1579. Den amerikanske forfatnings fædre så det som deres særlige indsats at omforme dette historiske politiske system fra mikro-stat til makro-stat.
I dag lever over halvdelen af jordens befolkning i forbundsstater eller forbundsstatslignende stater. Igen er vor politiske kultur altså baseret på tanker og strukturer, der har deres rod i bystatskulturerne, og som først senere blev tilpasset makrostaterne.
Et andet vigtigt træk er udviklingen i statsbegrebet. I USA skelner man mellem staterne (f.eks. Texas) og forbundet.

En stat defineres typisk som en institution, der besidder et legitimt monopol på magten til at opretholde retsordenen inden for statsterritoriet over for statsfolket. Ifølge denne definition er delstaterne naturligvis stater. Men også hele forbundet er en stat. Vi kan ikke længere sige, at alle stater er principielt lige.
Vi er på sin vis vendt tilbage til bystatskulturernes ofte hierarkiske statsstruktur, hvor selvstyre, men ikke uafhængighed var forudsætningen for at være en stat, og hvor forbundsstaten var den foretrukne model for større politiske enheder.
Efter 200 år, hvor nationalstaten har haft sammenfald af politisk og etnisk identitet som ideal, og hvor enhedsstaten har domineret statsbegrebet, vender vi nu tilbage til strukturer, der kendetegnede bystatskulturerne. Statsbegrebet skilles fra suverænitetsbegrebet og erstattes med selvstyre (autonomi), som centralt kriterium.

*Mogens Herman Hansen er oldtidshistoriker, dr.phil. og udgav sidste år bogen ’A Comparative Study of Thirty City-State Cultures. An Investigation Conducted by the Copenhagen Polis Centre’, skrevet af 33 forskere fra 14 lande. 638 s., Indb. 600 kr. Udg.: Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Historisk-filosofiske Skrifter 21 (2000). C.A. Reitzels forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu