Kronik

Den fatale kvinde

Hendes spil med kærligheden er et erotisk elastikspring, der af manden kræver både en solid psyke og en velspækket tegnebog. Men hvor er hun nu – i feminismens tid – la femme fatale?
1. september 2001

Lørdagskronikken
En sommerforelskelse er ikke til at forklare andre. De står bare der og måber og forstår ingenting.
Man er nødt til at blive ved med at tale om det, for det er jo vigtigt, det der er overgået én, men man kan se i deres øjne at de ikke følger ordentligt med. Kun de der selv har været sommerforelskede lader som om, men de tænker nu mest på sig selv.
Man kan komme et stykke vej med sprogets forstærkere: Fedt, kanon, svedigt, for vildt..., men til sidst må man give op og nøjes med at betragte det som en personlig oplevelse.
Digterne har altid gjort sig meget umage med at forklare lige netop den oplevelse – og har gjort den erfaring at metaforerne er det nærmeste man kommer, når man skal forklare det uforklarlige. Hvis digteren skal sammenligne den elskede med noget – og det er det meget digtning går ud på – sammenligner han med det bedste han ved.
Den der har formet den ultimative metafor om kærligheden, så man aldrig glemmer det, er Dante, der i Den Guddommelige Komedie møder Beatrice og sammenligner hende med det fedeste og det vildeste han kender til, dvs. det guddommelige. Han bliver næsten væltet omkuld af stråleglansen fra hendes skønhed, jomfru Maria virker så at sige falmet i sammenligning. »Kærlighed og had er ikke blinde, men blændede af den ild de selv bærer med sig«, siger
Nietzsche. Hos Dante er kærligheden en hellig flamme.
Da begrebet kærlighed i sig selv ikke er ret præcist, fordi det bruges om alle kombinationer af det kropslige og det åndelige, og derudover om alle slags næstekærlighed, gør man klogt i, hvis man skal aflæse hvilken kærlighedsforståelse en forfatter skriver ud fra, at lægge mærke til hvilke metaforer han benytter. De siger alt.

En af verdenslitteraturens kærlighedsspecialister, den franske forfatter Stendhal, har formet sit eget billede af passionskærligheden i en lille allegorisk fortælling:
»Lad en elskers hoved arbejde i 24 timer og se hvad I finder: I saltminerne ved Salzburg kaster man i minens forladte skakter en afbladet gren. To eller tre måneder senere trækker man den op, dækket med strålende krystaller: de mindste kviste, der der ikke er større end kloen på en blåmejse, er prydet med en umådelig mængde af sitrende, strålende diamanter; så mange at man ikke længere kan se den oprindelige gren.«
Det er idealiseringen meget konkret anskuet, som en naturvidenskabeligt orienteret humanist forestiller sig den, hvis han skal omsætte den til et billede. Ikke lidenskabens flammende eller lutrende bål, men ædelstenens perfekte – og langsomt opbyggede – krystallisation. Den elskede forbedret til ukendelighed.
Når mændene skrev litteratur, foregik det på den måde. De gjorde sig til mestre i at idealisere kvinden og passionskærligheden, dvs. den smukke følelse som opstod i manden når han betragtede kvinden, anskueliggjort i metaforer der var formet af en kombination af tradition og personligt temperament.
Det er stadig sådan at når man siger 'kærlighed', tænker man gerne på passionskærligheden, følelsen i ren form, den store betagelse, som ikke tænker på andet end sin egen lykke, og som grundlæggende er umulig at kommunikere til andre fordi den primært er oplevelse.
Man skal ikke lade sig forvirre af at der tales forskelligt om kærligheden til forskellige tider, dvs. at man eksponerer, måske overeksponerer forskellige aspekter af den. Det kan være et spørgsmål om personlig udvikling, stil, tidsånd, almindelig blufærdighed – eller den statslige blufærdighed der hedder censur. Det er den samme følelse der tales om. Det lyder bare forskelligt. Hos Stendhal hedder det lakonisk: »Da han to timer senere forlod hendes soveværelse, havde han ikke længere noget tilbage at ønske.«
Et århundrede senere, hos D.H. Laurence f.eks., berettes der mere udførligt. Det er bare en forskel i stil.

Først i det øjeblik kønnene ændrede roller i samfundet og dermed i forhold til hinanden, skete der for alvor noget nyt.
Lise Præstgaard Andersen har i Sorte Damer givet en forførende analyse af, hvad der skete, da kvinderne frigjorde sig fra mændene i slutningen af det 19. århundrede. Mændenes fortolkningsmonopol kom i krise, og de hævnede sig ved at dæmonisere den nye, selvstændige kvindetype. Jomfru Maria blev trængt i baggrunden som idealskikkelse og en type som Judit fra det Gamle Testamente sås oftere, f.eks. i billedkunsten hos østrigeren Klimt.
Judit er en femme fatale, i den forstand at hun øver en livsfarlig tiltrækning på manden. Hun »gjorde sit udseende særlig skønt for at kunne dåre mændenes blik« (Judits Bog, 9,4), forfører den assyriske hærfører Holofernes, hugger hans hovede af under det, han troede skulle være deres elskovsnat, og bringer det som trofæ tilbage til sit folk, hvorved hun vender krigslykken.
Hun repræsenterer altså den gode forførelse i en højere sags tjeneste, men kærlighedsvold er det immervæk, og skræmmende er det jo at hun kan være så kynisk i kærlighedsanliggender. Blandingen af forførelse og vold, sanselighed og brutalitet, er samtidig pirrende. Dårende smuk og forbryderisk farlig, det er en ægte, tvetydig mandedrøm om kvinden omkring århundredskiftet.
Og minsandten om ikke virkelighedens kvinder begyndte at efterligne litteraturen og spille med på rollen som femme fatale.
Den danske advokat Thorvald Mikkelsen, en god ven af Johannes V. Jensen, som han omgikkes i kunstnercafeen Bernina, hvor mangen en femme fatale færdedes med stribet habit og cigaretrør, skrev sine erindringer bl.a. om sin ungdoms store kærlighed i perioden før Første Verdenskrig, en femme fatale der havde specialiseret sig i at forføre og ruinere velhavende mænd. Først var der en mand der hed Larsen, som betalte hendes billet til Sydafrika, og derefter blev fyret som elsker. Derefter tog hun en rig tysk baron, der spekulerede i guldminer. Da han var ruineret tog hun til London, hvor hun traf en gummiplanter, lige hjemkommet fra Ceylon. Efter yderligere at have ruineret en canadisk minister, og mens hun var godt i gang med at gøre det samme med en dansk stamhusbesidder, traf hun Thorvald Mikkelsen.
Hans konklusion efter 10 års stormfuldt samvær med denne dame, var at hun var uimodståelig og det hele værd: »Hun var et sjældent menneske, den levendegjorte Aspasia – en anakronisme i vor nøgterne tid, skabt af forsynet til mandens glæde og fordærv, hinsides godt og ondt, vampyr uden at vide det eller mene noget ondt med det, den legendariske, altopslugende, ideelle elskerinde.«
Tiden udviklede en kvindetype der godt gad iscenesætte sig selv som erotisk diva, hvad der ikke er det samme som sex-dronning, fordi det er forførelsens iscenesættelse, det raffinerede forspil, der er i centrum, ikke kropsligheden i sig selv.

Det som er det erotisk tiltrækkende ved disse kvinder, er det elastikspring de tilbyder. Der spilles spil med kærligheden – en slags poker om penge og med mærkede kort. Hun spiller op til rigtig, gammeldags kærlighed, med forførelse og sex og det hele, men sidder med et par esser i baghånd, som vil ydmyge den dårlige han taber han nu engang er.
Der skulle en solid mandepsyke og en velspækket tegnebog til, som Thorvald Mikkelsens. De andre klarede det ikke, eller blev rystede i deres sjæls inderste, Johannes Jørgensen f.eks., der konverterede tilbage til jomfru Maria. Hellere gå i kloster i Assisi end udsætte sig for »denne blinde Brynde, dette dybe Sjælemulm, der i Stormnætter slaar op om alle klare Tanker og drukner al ærlig Vilje«, som han skælvende skriver om la femme fatale.
Der er ikke enighed om hvordan man skal fortolke la femme fatale som fænomen.
En kvindelig fortolkning går ud på at der dybest set er tale om kvindeundertrykkelse, fordi det er mændene der danner sig et billede af kvinderne, som de så er nødt til at leve op til, hvis mændene overhovedet skal gide have noget med dem at gøre.
Mandlige fortolkere er mere tilbøjelige til at se la femme fatales manerer som mandeundertrykkende, fordi mænd fra naturens side er gjort af et letantændeligt stof, og er forsvarsløse ofre for så megen hjerteløshed og så gustne overlæg.

Kvinderne havde allerede forlængst fået støtte fra en uventet kant, nemlig fra mændene selv, dvs. visse sorte romantikere, der i deres iver efter at idealisere kvinden for kontrastens skyld og af galanteri, reducerede manden til en parodi.
Paludan-Müllers Adam Homo, som er et fromt værk, engang en yndet konfirmationsgave, har den enkle fordeling mellem det Gode og det Onde at kvinden repræsenterer det ene og manden det andet. Det er ham der bliver grebet af den erotiske besættelse – hvad der ikke kommer noget godt ud af, fordi han fordeler den seksuelle og den åndelige kærlighed på forskellige damer.
Tjenestepigen Lotte, som han forfører korporligt, ender som prostitueret, mens den kyske kærlighed til idealkvinden Alma er helt åndelig, hvorved hun kan forblive den prægtige, rene kvinde der ender med at berede ham til døden, idet hun – meget belejligt – i mellemtiden, dvs. efter at han havde svigtet hende, er blevet ansat i plejesektoren.
Paludan Müllers Adam Homo blev dannende for kvinde- og mandsopfattelsen i en længere periode, fordi værket blev meget læst og beundret i brede kredse i Danmark.
Ideen om at kvinden var perfekt og manden defekt kunne genbruges den dag det blev kvindernes tur til at overtage fortolkningen af parforholdet.
Vi finder modsætningen mellem kvindelig uskyld og mandlig liderlighed mange steder. Kvindelige forfattere har været særligt leveringsdygtige, f,eks. Thit Jensen for hvem mandlig erotik – i modsætning til kærlighed – er en rå, dyrisk kraft, som hun tidligt sporede i øjnene på sin broder, altså Johannes V., der havde »delirium i øjnene af gæringen i sig selv«, en afholdsmetafor for noget hun på det skarpeste måtte tage afstand fra. Liderligheden gør folk lige så berusede og kulrede som sprut, har hun bemærket – med en stram metafor fra den missionske Forbudstid.
Siden har der cirkuleret stereotyper som forplumrer enhver diskussion om det emne.
Det er blevet ret almindeligt at se kvinderne mistænkeliggøre den mandlige seksualdrift. Dante hævede kvinden til de himmelske pauluner, den kloge og spirituelle Suzanne Brøgger kvitterer med at reducere den mandlige seksualitet til en drift af lavere orden:
»Hvert år tvinges en million ud i prostitution. Til mandlige kunder, må man formode. Med mødrenes velsignelse, velsagtens. 30.000 pædofile er organiserede i Europa. Børnene, de eneste garanterede ikke-hiv-smittede, har en sikker fremtid som stimulans for den mandlige drift. En mand kan – i modsætning til en kvinde – få udløsning i en sofapude, en udhulet melon, en siamesisk barnerøv. Den mandlige drift er udifferentieret, udiskriminerende og blind.« (Et frit og muntert lig.)
Det er sådan set svar på tiltale efter 100 års mandlig diskurs om den kvindelige seksualitet. Talen om femme fatale var jo i høj grad en mistænkeliggørelse af den kvindelige destruktive leg med den stakkels mands seksualdrift.

Den moderne mand er kørt op i et hjørne af den overmagt. Vi træffer ham som ivrig deltager i de nye polterabendritualer der iscenesætter den moderne machos mandefællesskab. Carl-Mar sørger for at drengene kun går lidt over stregen for hvad den kommende brudgom kan klare. Det er ikke mindst kroppens ædlere dele ydmygelserne er rettet imod.
Man kan anbefale de kvinder der ønsker at kende den nye macho-mand at læse Céline, som er blevet kult, og hvis originalmanuskript til Rejse til Nattens Ende netop er solgt for det største beløb der nogensinde er betalt for et litterært manuskript i Frankrig, nemlig 15 mio franc.
Célines kærlighedsopfattelse er meget kontant: relationen mellem seksuelle partnere består i at de overmandes af den biologiske nødvendighed. Der kan være et erotisk polterabendshow forbundet med det, men så skal man heller ikke sætte næsen op efter mere. Sommerferieforelskelsens følelseskærlighed betragter han som et fatamorgana, en drømmefidus, »uendelighed for puddelhunde«, som han siger.
Céline blev et par år før sin død spurgt om han troede på kærligheden. Svaret var: »Hvis man opfatter livet humoristisk, vist så, selvfølgelig, fint nok med kærligheden! men så skal det også være med hele dens vulgaritet.«
Og hvad blev der af la femme fatale? Hvor kan man møde hendes efterfølger?
Det kunne være hende der forfører en mand og forlader ham, når hun har fået sit barn, fordi hun ikke har brug for ham som forsørger. Det kunne være hende der forlader manden fordi han indrømmer at han ikke så gerne vil have et barn – lige nu.
Vi får muligvis et glimt af hende i TV3’s ny program »Harem«, som angiveligt går ud på at fire singlekvinder skal flyves til en tropeø, hvor de i haremslignende kulisser får stillet 18 ungfyre til rådighed, som de nu skal stemme hjem en for en, indtil der kun er fire tilbage, hvorefter de tilbageblevne ’par’ skal dyste om en jordomrejse. Dette er naturligvis en parodi på la femme fatales forførelseskunst, for det her er ren demonstration af tv-formidlet kvindemagt, men det er måske for tiden det nærmeste vi kommer hende?
Sponsorstaten, også kaldet velfærdssamfundet, har i det virkelige liv gjort livskampen mindre indædt, også i forførelsens former. Men så taler vi ikke længere om la femme fatale. Hos hende var der et element af desperation, for det var hendes eksistens der stod på spil.
Thorvald Mikkelsens forhold endte brutalt: »En af os måtte gå under. Jeg var et par år yngre end hun og trods alt med nogen fornuft i behold. Kort tid efter at vi endelig skiltes, tog hun sig af dage.«

*Hans Boll-Johansen er dr. phil., før docent ved Romans Institut, Københavns Universitet.
Han skrev i 1999 en bog om Célines liv og værk: ’Latter i dødens
skygge’.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu