Middelalderligt
Tak til Morten Pedersen for et velgennemtænkt og lødigt indlæg om at »Muslimer er middelalder« den 20. september.
MP titulerer sig selv »selvstændig«. Selvstændig ekspert i arabisk kultur går jeg ud fra? Med den indgående og tydeligvis empirisk funderede viden, der lægges for dagen i indlægget, må jeg konkludere, at det er svaret.
MP, der tydeligvis er en berejst herre, som har været i både Arabien og i Sambaland, sætter fingeren direkte på årsagen til de grundlæggende menneskelige fejl, som enhver araber bærer på i kraft af sin herkomst. I en knivskarp analyse af forskellene på den vestlige, den sambanske og den arabiske kultur hæfter MP med stor autoritet prædikaterne forkælet, intolerant og morderisk på den empirisk velfunderede enhed, som han betegner »den arabiske kultur«: »Problemet i Mellemøsten er ikke fattigdom i sig selv, men intolerancen i den arabiske kultur, som hylder menneskeofring«, skriver han.
MPs indsigtsfulde indlæg fik mig til at vågne op af flere års dvale pludselig indså jeg, at mine venner i Syrien og Libanon har ført mig bag lyset: De har hverken optrådt intolerant over for mig eller stukket mig ned bagfra, som det ifølge MP sig hør og bør for en ægte araber.
Slet ikke arabere
Det har været et stort chok for mig at måtte sande, at disse mennesker, som jeg stolede på, løj mig op i mit åbne ansigt med hensyn til deres herkomst, for nu har jeg jo måttet sande, at hvad de end er, så er de i hvert fald ikke arabere, sådan som de har ladet mig forstå.
MP udvidede yderligere min horisont med den skræmmende klarsynede observation, at fattigdom aldrig kan være en undskyldning for voldelig modstand.
På uafrystelig vis fremfører han, at sydamerikanerne på trods af den fattigdom, der hersker mange steder på kontinentet, er et næstekærligt og festligt folkefærd, der danser og synger sig gennem tilværelsen. Personligt er jeg meget lettet over denne oplysning, da jeg dermed kan udlede, at Rio di Janeiros næstekærlige dødspatruljer nu endelig har fået bugt med alle de grimme, limsniffende gadebørn, der rendte rundt og ødelagde stemningen, mens alle andre festede, og at hele det sydamerikanske kontinent nu kun befolkes af livsglade mennesker, der danser samba hele dagen som det sig hør og bør for rigtige negermænd.
Det er i sammenligningen med disse beundringsværdige mennesker, at vi ser det absurde og afskyvækkende i palæstinensernes modstand mod den israelske besættelse.
Ridsede kampvogne
Ak, hvad skal vi dog stille op med palæstinenserne, disse besværlige mennesker, der ifølge MP jo ikke vil have fred, uagtet at de konstant er udsat for en veritabel slagregn af generøse tilbud fra deres overbærende naboer? Jeg ved det ikke, men én ting ved jeg efter at have stiftet bekendtskab med MPs eksemplariske vid:
De krigsliderlige terroristbørn, der gang på gang ridser israelernes pæne kampvogne, der stilfærdigt tøffer rundt mens mandskabet forsøger at gøre dagens dont, burde skifte deres sten ud med et par maracas, iføre sig en spraglet folkedragt og danse en debka for Sharon så skulle I bare se løjer, små venner:
Gamle Aris bløde bedstefarhjerte ville smelte som en pakke smør i en vindueskarm i Gaza og alt ville være fryd og gammen.
Nye oliventræer
Bosættelserne ville forsvinde som dug for solen, Israel ville acceptere de gamle, afstumpede FN-resolutioner som de selv har underskrevet, (på trods af at dette jo i virkeligheden foregik under moderat fysisk pres) og om kun 100 år ville oliventræerne komme op igen.
Efter alt for mange år indser jeg endelig, at skal man tage stilling til nuancer som fx hvorvidt diskussionen omhandler muslimske, kristne eller sekulære arabere for slet ikke at tale om noget så uhåndgribeligt som historiske, politiske eller socioøkonomiske faktorer, så ville man jo aldrig få noget fra hånden et problem, som du jo som selvstændig kun alt for godt kender.
Derfor siger jeg dig endnu en gang tak for dit uundværlige bidrag til en nuanceret debat. Hvis blot alle ville gøre sig den ulejlighed at sætte sig så grundigt ind i de sager, de udtaler sig om, ville verden være et bedre og fredeligere sted at være.
