Læsetid: 3 min.

Hul igennem til altet

Ved døden opløses kroppen, og sindet afpersonaliseres og forener sig igen med det universelle
6. september 2001

Tro
Aldous Huxley anbefaler i Erkendelsens Døre at overveje den teori, som den franske filosof Henri Bergson fremsatte i forbindelse med erindring og sanseperception.
Bergsons tanke var, at hjernens, nervesystemets og sanseorganernes funktion i alt væsentligt er eliminativ og ikke produktiv. Ethvert menneske er i ethvert øjeblik i stand til at huske alt, hvad der nogensinde er hændt det, og i stand til at erkende alt, hvad der sker alle steder i universet. Hjernens og nervesystemets opgave er at beskytte os mod at blive overvældet og forvirret af denne mængde stort set unyttige viden ved at udelukke (eliminere) det meste af, hvad vi ellers ville opfatte eller huske i et givet øjeblik, og kun at lade det meget lille og specielle udvalg tilbage, der med sandsynlighed kan være praktisk nyttigt.
Den tjekkisk-amerikanske psykiater Stanislav Grof har sammenlignet hjernen med et tv-apparat. Billede og lyd skabes ikke af apparatet, men formidles af den komplicerede mekanik indeni og er udsendt andetsteds fra. De der kan huske radioens barndom kan sagtens forestille sig kaos i et tv, der modtager fra flere sendere på én gang. Et sundt tv-apparat udelukker eller eliminerer det der ikke ønskes.

Kreativ intelligens
Jeg spørger derfor: Er hjernens funktioner – eller en af dem – at modtage informationer fra eller måske kommunikere med, en universel bevidsthed ? I denne universelle bevidsthed eller kollektive kreative intelligens, ligger kilden til meningen med livet, og derfra stammer alle kendte religioner. Erkendelse heraf kunne tjene til at opløse grænserne mellem religionerne og dermed mindske deres indbyrdes fjendtligheder. Efter Bergsons teori er enhver af os verdenssjælen, potentielt set. Men da vi er organiske væsener, er det vor opgave at leve videre for enhver pris. For at muliggøre biologisk videreleven må verdenssjælen kanaliseres gennem hjernens og nervesystemets reduktionsventil. Det som kommer ud i den anden ende er et usselt smådryp af den form for bevidsthed, der vil hjælpe os til at holde os i live på denne jord. Det, der i religionens sprog kaldes for ’denne verden’, er den reducerede årvågenheds univers, udtrykt og i realiteten forstenet af sproget. De forskellige ’andre verdener’, som mennesket planløst tager føling med, er et tilsvarende antal elementer i totaliteten af den årvågenhed, som hører til verdenssjælen.

Det ægte virkelige
De fleste mennesker ved og kender det meste af tiden kun, hvad der kommer gennem reduktionsventilen og som af det stedlige sprog er sanktioneret som ægte virkeligt. Visse mennesker synes imidlertid at være født med et rør, der går uden om reduktionsventilen. Hos andre kan midlertidige rør af denne art erhverves enten spontant eller som resultat af bevidste »åndelige øvelser«, ved hypnose, åndedrætsterapi, eller ved hjælp af psykoaktive stoffer. Gennem disse permanente eller midlertidige rør flyder ganske vist ikke erkendelsen »af alt, hvad der sker overalt i universet« (for røret ophæver ikke reduktionsventilen, der stadig udelukker det totale indhold af verdenssjælen), men noget mere end, og navnlig noget andet end, det omhyggeligt udvalgte brugbare materiale, som vore indsnævrede, individuelle hjerner betragter som et komplet eller i det mindste tilstrækkeligt billede af virkeligheden.
En sådan åbning i bergsonsk forstand – spontan eller tilsigtet – til det transpersonlige kan være skræmmende eller storslået, og kan i forhold dertil, og afhængig af personens åndelige struktur og måden det sker på, føre til psykose, visdom eller religiøs vækkelse. Villy Sørensen siger i interviews i Information den 18. apr. 1992 og 20. juni 1998, at Gud nok ikke er en magt, men snarere en kraft.
Jeg forestiller mig denne kraft udbredt overalt i universet, ganske som de magnetiske og andre kendte kræfter i kosmos. Denne kraft er nu, var før og vil være altid, er m.a.o. tidløs. Denne kraft er vi da som bevidsthed indlejret i – ikke som et jeg eller nogle vi – men aldeles upersonligt eller transpersonligt. Derfra inkarnerer vi, d.v.s. legemliggøres ved undfangelsen. Den personlige eksistens er dermed grundlagt, og den opløses igen i det transpersonlige ved døden. Eller anderledes udtrykt: .

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ervin Lazar
Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

Preben Kruse

Hej Gustav. TAK for dette indlæg - selvom det har år på bagen. Men for mig er de rette ord på rette tidspunkt :-) Dog savner jeg afslutningen - eller har jeg misset en pointe???