Læsetid: 7 min.

’Islam’ og ’Vesten’ er falske feltråb

USA’s internationale forståelse lader måske nok meget tilbage at ønske, men hvad, der især er deprimerende, er, hvor ringe en indsats, USA har gjort for at forstå sig selv
18. september 2001

Kommentar
De spektakulære rædselsscener, der sidste tirsdag udspillede sig i New York (og i mindre grad Washington) invarsler en ny verdensorden med usynlige, ukendte voldsmænd, med terrormissioner uden politisk budskab og med meningsløs ødelæggelse.
For borgerne i denne sårede by vil bestyrtelsen, frygten og den indædte vrede og chokfølelse givetvis vare ved i endnu lang tid, ligesom den dybe sorg og fortvivlelse, som det voldsomme blodbad så sindsoprivende grusomt har vakt i så mange menneskers bevidsthed.
New Yorks borgere har haft det held, at deres borgmester, Rudy Giuliani, der normalt ellers er en frastødende, ubehageligt stridbar og reaktionær type, hurtigt har formået at omgive sig med en næsten Churchill-agtig aura. Roligt, usentimentalt og med ekstraordinær indlevelsesevne har han stået i spidsen for byens heroiske politi, brandvæsen og nødhjælpsarbejdere med beundringsværdige resultater til følge trods de enorme tab af menneskeliv.
Giuliani var den første besindige stemme, der advarede mod panik og racistiske overgreb på byens store arabiske og muslimske mindretalssamfund, ligesom han var den første til at give vores fælles kvaler udtryk og den første til at formane alle til at vende tilbage til livet efter det knusende anslag.

Var dette blot alt. Det nationale fjernsyn i USA har selvfølgelig bragt disse rædselsvækkende flyvende fanatikeres gru ind i hver en husstand, uophørligt, insisterende og ikke altid på lige opbyggelig vis. De fleste reportager har understreget, ja mangedoblet det forventelige og forudsigelige i, hvad de fleste amerikanere føler: Det forfærdelige tab, vreden, krænkelsen, følelsen af overgreb og øget sårbarhed, ønsket om hævn og uhæmmet gengældelse. Ved siden af de obligate udtryk for sorg og patritotisme har hver en politiker og anerkendt ekspert pligtmæssigt gentaget, hvordan vi ikke kan besejres, ikke kan afskrækkes og ikke vil helme, før terrorismen er udryddet. Dette er en krig imod terrorisme, lyder det fra alle sider, men hvor, langs hvilke fronter og ud fra hvilke målsætninger?
Intet svar er blevet givet, udover vage antydninger om, at Mellemøsten og islam er det, vi må konfrontere, og at terrorismen må knuses.

Hvad, der er mest deprimerende, er imidlertid, hvor lidt tid der er brugt på at forstå USA’s rolle i verden og dets direkte indblanding i den komplekse virkelighed, der ligger hinsides de to kystlinjer, der i så lang tid har holdt resten af verden på stor afstand fra og reelt ude af gennemsnitsamerikanerens sind. Man skulle tro, at ’Amerika’ snarere var en sovende gigant end en supermagt i næsten konstant krig indblandet i obskure konflikter overalt i den islamiske verden.
Osama bin Ladens navn og ansigt er blevet så lammende fortroligt for amerikanerne, at det næsten har udslettet enhver historie og baggrund, han og hans skyggeagtige følgesvende måtte have haft, før de blev til stående symboler på alt, hvad der er modbydeligt og foragteligt for den kollektive bevidsthed. Følgelig er det uundgåeligt, at den kollektive lidenskab bliver kanaliseret ind i en drift mod krig, der i uhyggelig grad minder mere om kaptajn Ahabs jagt på den hvide hval Moby Dick end om, hvad der reelt foregår: En verdensmagt, der for første gang er såret på sin hjemmefront, i færd med systematisk at varetage sine interesser i, hvad der pludselig er blevet en omdannet konfliktgeografi uden klare grænser eller synlige aktører. Manikæiske symboler og apokalyptiske scenarier florerer, samtidig med at alle hensyn til fremtidige konsekvenser og ret0risk tilbageholdenhed blæser bort som avner i vinden.

En rationel forståelse af situationen er, hvad der er påkrævet nu – ikke flere krigstrommer. George Bush og hans stab ønsker tydeligvis det sidstnævnte og ikke førstnævnte. Men for de fleste mennesker i den islamiske og arabiske verden er det officielle USA imidlertid synonymt med arrogant magtfuldkommenhed og berygtet for sin hengivne og rundhåndede støtte til ikke blot Israel, men til en række undertrykkende arabiske regimer og for sin manglende opmærksomhed over for den blotte mulighed for at føre dialog med sekulære bevægelser og befolkninger, der har særdeles gode grunde til at føle sig forurettet.
Antiamerikanisme i denne kontekst er ikke baseret på hverken had til moderniteten eller teknologimisundelse. Det er baseret på en historie om konkrete interventioner, specifikke overgreb, som vi ser i det irakiske folks lidelser under de af USA påtvungne sanktioner og i den amerikanske støtte til Israels 34 år lange besættelse af de palæstinensiske områder.
Israel udnytter nu kynisk den amerikanske katastrofe ved at optrappe sin militære besættelse og undertrykkelse af palæstinenserne.
Den politiske retorik i USA har helt tilsidesat disse ting ved at kaste om sig med ord som ’terrorisme’ og ’frihed’. Men sådanne store abstraktioner dækkker for det meste over skjulte og skumle, men stærke interesser: Oliens indflydelse og de militærindustrielle og zionistiske lobbyer, der nu er ved at konsolidere deres greb om hele USA’s mellemøstpolitik foruden en århundredgammel fjendtlighed over for og uvidenhed om ’islam’, der hver dag antager nye former.
Intellektuel ansvarlighed kræver imidlertid en stadigt mere kritisk aktualitetssans. Der har selvfølgelig fundet terror sted, og næsten enhver moderne kæmpende bevægelse har på et eller andet tidspunkt måttet gribe til terror. Det gjaldt såvel Mandelas ANC som de øvrige, zionismen indbefattet. Og alligevel har bombninger af forsvarsløse civile med F16-fly og kamphelikoptere samme struktur og effekt som den mere konventionelle nationalistiske terror.
Hvad der er forkert og fordømmeligt ved al terror, er, at den knytter sig til religiøse og politiske abstraktioner og reduktionistiske myter, som vedblivende gør vold på historien og fornuften.
Det er her, at den sekulære bevidsthed har brug for at gøre sin indflydelse gældende, hvad enten det er i USA eller i Mellemøsten. Ingen sag, ingen gud og ingen abstrakt idé kan retfærdiggøre massedrab på uskyldige. Det gælder ikke mindst, når kun en lille gruppe mennesker står bag sådanne aktioner og selv føler at repræsentere en sag uden at have noget reelt mandat hertil.
Desuden findes der, uanset al den verserende palaver om muslimer, ikke en eneste og samme slags islam. Der findes mange slags muslimer, så vel som der findes mange slags amerikanere. Denne mangfoldighed findes inden for alle traditioner, religioner eller nationer, også selv om nogle af deres tilhængere forgæves forsøger at tegne skarpe grænser om sig selv og definere deres trossætninger snævert.
Ikke desto mindre er historien langt mere kompleks og modsætningsfuld end i fremstillingerne hos de demagoger, som er langt mindre repræsentative end både deres tilhængere og deres modstandere hævder. Problemet med religiøse eller moralske fundamentalister er, at deres primitive forestillinger om revolution eller modstand, heriblandt paratheden til at dræbe og blive dræbt, i dag forekommer at knytte sig til alt for let sofistikeret teknologi og til, hvad der ser ud til at skulle blive rædselsvækkende gengældelseshandlinger beregnet på at tilfredsstille hævntørst. Selvmordsbombemændene fra New York og Washington ser ud til at have været veluddannede middelklassemennesker, ikke fattige flygtninge. I stedet for at skaffe sig et oplyst lederskab, der lægger vægt på uddannelse, massemobilisering og tålmodig organisation i en sags tjenste, bliver de fattige og fortvivlede alt for ofte narret ind i den magiske tænkning og de hurtige, blodige løsninger, som sådanne afskyvækkende eksempler stiller til rådighed, iklædt løgnagtigt religiøse fraser.
Ingen garantier
På den anden side giver umådelig militær og økonomisk styrke ingen garantier for visdom eller moralske visioner. Skeptiske og humanistiske stemmer er stort set blevet ignoreret i den nuværende krise, samtidig med at Amerika ruster sig til en lang krig, der skal udkæmpes et eller andet sted derude sammen med allierede, der er blevet presset til at bistå under forudsætninger, der er usikre og ud fra mål, der er højest uvisse.
Vi er nødt til at træde et skridt tilbage fra de imaginære tærskler, der skiller vore folk fra hinanden og på ny granske de etiketter, man vil pådutte os, genoverveje de begrænsede ressourcer, der er til rådighed, og beslutte os for at dele vores skæbner med hinanden, som kulturer for det meste har gjort trods de krigsophidsende tilråb og trosbekendelser.
’Islam’ og ’Vesten’ er simpelt hen falske feltråb og forkerte bannere at udkæmpe en krig under. Nogle vil løbe efter dem. Men af hensyn til fremtidige generationer er det at dømme sig selv til at føre langvarig krig og undergå utallige lidelser uden så meget som at tage sig tid til en kritisk pause – uden at se på de vore sammenvævede historier om uretfærdighed og undertrykkelse – langt mere forhastet og uoverlagt end nødvendigt.
Dæmonisering af ’Den Anden’ er ikke et tilstrækkeligt grundlagt for nogen form for anstændig politik, især ikke nu, hvor det stadig er muligt at forholde sig til, hvordan terroren har sine historiske rødder i begåede uretfærdigheder, og terroristerne stadig kan isoleres, afskrækkes og deres hverv gøres overflødigt. Det vil kræve tålmodighed og uddannelse, men det vil blive en investering, der på sigt vil kaste langt mere af sig end esklarende niveau for vold og nye uophørlige lidelser i overstørrelse.

*©Edward Said. Kommentaren blev bragt The Observer den 16. september

*Edward Said er professor på Columbia Universitetet i New York

*'Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu