Læsetid: 2 min.

Kill, kill, kill

Vi kedede os. Så faldt tårnene, mens far og mor var på arbejde, og nu skal perkerne dø. Jeg skammer mig
Debat
22. september 2001

Terror
Jeg havde nok regnet med det snart ville ske. Faktisk er der en del af os der havde tænkt på det, diskuteret det under vore natlige symposier, med øl og smøger finansieret af statens kontanthjælpskasse, fordi vi ikke vidste hvad vi ville, ikke følte vi passede ind.
Det ville ske. Det! Vi kunne mærke det i vores blod og i den murrende spændte agurketidsstemning i aviserne.
I hele vores trygge forkælede tilværelse har vi kedet os ihjel. Pakket ind i vat og fodret af medierne med løfterne om, at alt hvad livet handlede om, hvad livsstil, MTV, diskodasko og fritidsjobbet man elsker at hade, bare gå i skole eller på universitetet og på druk i weekenden.
Eller vi gik i den stik modsatte retning, læste Jack Kerouac og Kafka, og tænkte og tænkte så vi troede vores hoved skulle sprænges af frustration og uforløst energi, fastspændte i velfærdssamfundet.
Blinde, døve og ligeglade, eller bare frustreret tvangsagtigt tog vi imod, og berøvet kritisk sans var vi derfor også de første ofre for billederne af to tårne i flammer, mens far og mor var på arbejde.
»Feeede effekter«, tænkte nogle. Ingen kunne rigtig kapere at det altså var tv-nyhederne de havde lukket op for.

Sukkende poptøser
Vi havde været ved at kede os ihjel. Poptøser havde sukkende set den svulstige patriotiske kærlighedsfilm Pearl Harbor, et eventyr, noget der aldrig ville ske igen, for nu var vi et civiliseret verdenssamfund.
Nogle snothvalpe, unge palestinænsere i Vollsmose, har jublet over faldet. De skal rejse hjem.
De skal dø. Muslimer skal dø. Alle perkere skal dø. Kill, kill, kill! Vi hader dem, de har ingen respekt for frie demokratiske værdier. De har ingen respekt for menneskeliv. Længe leve Amerika og Det frie Vesten!
Jeg skammer mig over at tilhøre Vesten hvor alt er sort og hvidt. Skammer mig over at mine jævnaldrende, min generation, er så lette at tænde ilden i, har ladet sig tænde af hadets og fundamentalismens ild; den vestlige fundamentalisme. Den fundamentalisme der ser sig selv som eneste løsning, samtidig med at den forbander de muslimske fundamentalister for at mene det samme. Den fundamentalisme der tilsmudser mindet om over 5.000 uskyldige amerikaneres død ved at udnytte den til at sælge sig selv.
Den fundamentalisme der ikke holder sig tilbage for at gå ned på niveau med de sindssyge terrorister den fordømmer.
Jeg skammer mig over at være menneske, en dyreart, der ikke kender til ydmyghed, som både kaster fly ind i bygninger og dræber uskyldige, og som gribes af raseri over muslimske mødres jubel, i stedet for at prøve at forstå.
Jeg skammer mig over at tilhøre en art som ikke vil vedkende sig sit fælles ansvar, som altid udråber ’de andre’ til at være ’de onde’, og som udvider den bredere og bredere slugt mellem to dele af menneskeheden.
På begge sider af denne kløft står millioner af os som ikke vil slås.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her