Kronik

En køn historie

Bang, Blixen og Rifbjerg er guld-gruber for læsere med mistanke om, at mænd og kvinder ikke altid er, hvad vi lærte i skolen. – Provokerende, queer øjne på kulturens køn og litteraturens kanoner
22. september 2001

Lørdagskronikken
Mange ting er blevet studeret i dansk litteratur. Der er foretaget tematiske, stilistiske, fortælletekniske, biografiske, filologiske, ideologikritiske, socialhistoriske, feministiske og dekonstruktive studier. Men mange spørgsmål er aldrig blevet stillet.
En del af dem omhandler relationer mellem mænd og relationer mellem kvinder, forvaltningen af det man kunne kalde ’homosocialt begær’ i dansk litteratur. En ny amerikansk bevægelse, Queer Theory, leverer nytænkning til at stille anderledes spørgsmål til bl.a. litteraturen. Queer teori giver nye skæve vinkler til en anderledes mærkelig litteraturhistorie.
Queer teori har udviklet sig eksplosivt i 90’ernes amerikanske universitetsverden, og bevægelsen har langt fra udspillet sin rolle som provokerende teorileverandør til human- og samfundsvidenskaber. Ligesom feministerne i 70’erne leverede nødvendig nytænkning ved at sætte køn på verden, er det queer-teoretikernes fortjeneste i 90’erne, at vi nu kan stille radikalt nye og uhørte spørgsmål omkring seksualitet, identitet og kultur. Hvor hovedfjenden i 70’erne var ’patriarkatet’, er skurken i queer-optikken ’heteronormativiteten’, troen på naturgivne og uforanderlige koblinger mellem natur, krop, køn, identitet, reproduktion og heteroseksualitet.
Queer teori er ikke dumpet ned fra himlen. Selv om bevægelsen stadig er i sin vorden, og selv om en af dens styrker netop er dens uforudsigelighed og flertydighed, er det muligt at indkredse nogle historiske forudsætninger. En af dem var 70’ernes kønsforskning, dvs. feminismen og dens videreudvikling i postfeminismen og 80’ernes ’forskelstænkning’ (inspireret bl.a. af Jacques Derrida). En anden er de såkaldte ’homo-studier’, der langsomt udviklede sig på samme tidspunkt såvel indenfor som udenfor, universiteter i USA og Vesteuropa.
Men hvor den tidlige homo-forskning ofte havde homoseksualiteten som genstandsfelt (historisk, kulturelt, litterært mv.), og først og fremmest blev bedrevet af forskere og studerende, der selv forstod sig som homoseksuelle, er genstandsfeltet for queer teori flyttet over på heteroseksualiteten. Udviklingen fra 70’ernes homoforskning til 90’ernes queer teori er et fokusskifte fra marginalitet til mainstream: Nu er det normen, der undersøges ud fra et ’skævt’, decentreret perspektiv.
Tre teoretiske navne er uomgængelige indenfor queer teori: Den franske filosof Michel Foucault, den amerikanske filosof Judith Butler og den amerikanske litterat Eve Kosofsky Sedgwick. Hvor de to sidste begge er udråbt til dronninger af queer teori, har Michel Foucault nærmest helgenstatus, en position, der måske bestyrkedes af hans tidlige død af aids i 1984. Foucault er den store teorileverandør, både til 80’ernes seksualitets- og kønsstudier, og til 90’ernes queer teori. Især hans seksualitetshistorie fra 1976 og hans analyser af sammenhænge mellem magt, viden, seksualitet og identitet er queer teoriens ABC.

Ultrakort formuleret hævdede Foucault i første bind af Histoire de la Sexualité, at seksualitet er en langt mindre biologisk størrelse end hidtil antaget. Han udråbte provokerende ’seksualiteten’ til en fiks idé, fremelsket af den vestlige kultur gennem de sidste fire århundreder med særlig intensitet i de seneste to.
Fra Dronning Victoria over Sigmund Freud (’århundredets berømteste øre’) og Wilhelm Reich, og frem til 70’ernes seksuelle revolution, sporer Foucault en intens »vilje til viden« om det seksuelle, en uophørlig trang til at opbygge myter om en særegen ’seksualitet’, en i høj grad metafysisk størrelse, som moderne mennesker tillægger alle mulige værdier og potentialer. Seksualitet konstrueres som en hemmelighedsfuld størrelse, der er skrøbelig, sårbar, kostbar, potentielt sygdomsfremkaldende, men først og fremmest uendeligt betydningsfuld, da den er kongevejen til bevidstheden og ikke mindst identiteten, samt midlet til vores ’selvrealisation’ og ’frigørelse’.
Alt dette finder Foucault perverst, ikke mindst seksualvidenskaben, psykoanalysen, psykologien, medicinen og diverse andre magt-vidensinstansers gramsen rundt i folks inderste. Foucault postulerer, at vi har underkastet os et moderne sex-monarki. I stedet skal vi nægte at indgå i de magtproducerede sandheds- og vidensspil omkring identitet og seksualitet, vi skal sige »Nej til Kong Sex«. For seksualitet er ikke en undertrykt essens vi skal befri, men en undertrykkende konstruktion, vi skal befri os fra.
Foucaults posthumane og postseksuelle utopi videreudvikles i Judith Butlers banebrydende Gender Trouble fra 1990. Hvor Foucault radikalt historicerede seksualiteten, er det hos Butler først og fremmest kønnet, der kommer på komedie.
Butlers radikale strategi til at sætte spørgsmålstegn ved kønnets naturlighed er at indføre en dramatisk retorik med ’performance-begrebet’ i centrum. For Butler er køn ikke noget man er, men først og fremmest noget man gør (og siger): En stadig iværksættelse af talehandlinger, en gentagen citering af elementerne ’mand’ og ’kvinde’, der aldrig eksisterer i ren form, men blot er fantasmatiske kopier af kopier af kopier; ’originalen’ findes ikke.
Den kulturelle iscenesættelse af verden i to køn er en lang social komedie, fra den indledende kønspåtvingelse (’boy’ing’ og ’girl’ing’), til det centrale citat ved alteret, hvor to tvangsheteroseksualiserede kroppe mødes ’naturligt’ ved bryllupsceremonien.

Eve Kosofsky Sedgwick er anderledes konkret i sin queer praksis, og hendes fokus er på engelsk litteratur. I Between Men fra 1986, af mange udråbt som startskuddet til queer teori, indfører hun et særdeles nyttigt, om end ikke uproblematisk begreb til at opfange, hvad der sker mellem mænd (og mellem kvinder) i kulturen og litteraturen: Homosocialt begær.
Dette begreb omfatter hele spektret af positive kønsrelationer, såvel erotiske som andre (positiv særbehandling, kollegialitet, kammerateri, sport). Vores moderne kultur forviser generelt for mænds vedkommende (i modsætning til f.eks. Antikken) seksualiteten fra det øvrige homosociale begær – mænds dragning mod andre mænd. Dette legemliggøres så af en udskilt gruppe – ’de homoseksuelle’.

I hovedværket Epistemology of the Closet fra 1990 hævder Sedg-wick radikalt, at hele den vestlige kultur fra slutningen af 1800-tallet er påvirket af denne stadige defineringskrise mellem homoseksualitet og heteroseksualitet, og at enhver analyse af et hvilket som helst moderne fænomen i det tyvende århundrede er ikke blot mangelfuld, men i sin kerne forfejlet, hvis det ikke medtænker denne krise i forvaltningen af (især maskulint) homosocialt begær.
Konkrete analyser efterprøver gyldigheden af Sedgwicks massive påstand. Men hvis hun har ret, må bl.a. hele den danske litteraturhistorie om ikke om-, så i hvert fald genskrives ud fra denne queer – mærkelige eller skæve optik. Foucaults radikale historicering af seksualiteten, Butlers dramatiske denaturalisering af kønnet og Sedgwicks stærke betoning af betydningen af det homosociale begær i moderne kultur efterlader ikke den danske litteraturhistorie uantastet.
Hvis man tør tage udfordringerne fra queer teori op, åbner der sig rige og spændende perspektiver. Her blot et par ultrakorte mærkelige sonderinger.
En ny queer dansk litteraturhistore skal ikke først og fremmest fokusere på homoseksuelle forfatteres homoseksualitet eller på homofobiske fortielser, bortforklaringer, fusk og heteronormative manipulationer og blinde pletter (skønt disse naturligvis forefindes i rigt mål!).
Den skal først og fremmest undersøge, hvordan køn, seksualitet og homosocialt begær manifesteres og konstrueres i litterære tekster.

Den skal f.eks. ikke kun undersøge en Johannes V. Jensens homofobe angreb på en Herman Bang i den herostratisk berømte Politiken-kronik, »Samfundet og Sædelighedsforbryderen« fra 1906.
Den skal snarere analysere, hvordan begge mænd befinder sig i en historisk situation, hvor det var bydende nødvendigt at forholde sig til homoseksualitets-kategorien, enten som inkorporering og identifikation, eller som et fænomen, man afviser i besværgende form.
Og den skal undersøge, hvordan homosocialt begær forvaltes i litterære tekster. Bangs debutroman Haabløse Slægter, om den ’besynderlige’ William Høg, må naturligvis nylæses for dens allegoriske homoseksuelle potentialer (’Danmarkshistoriens første springud-roman’).
Og Kongens Fald må genfortolkes bl.a. med fokus på, hvorfor den stakkels Mikkel Thøgersen må dræbe den dejlige Axel, og hvorfor han må hade den Otte Iversen, som han i begyndelsen er forelsket i...
Endvidere må man undersøge hvad der foregår mellem kvinderne i de berømte Bang’ske kvinderomaner som Tine og Ved Vejen, samt kigge nærmere på, hvorfor Ludvigsbakkes ’heltinde’ Ida Brandt er så ’underlig’.
Men historien standser ikke her. Det tyvende århundredes danske litteratur er en guldgrube for queer læseheste. Karen Blixens forfatterskab f.eks. har været en vidunderlig legeplads, som jeg i min afhandling Det umenneskelige (Odense Universitetsforlag, 2001) har boltret mig i. Det er måske dansk litteraturs mest mærkelige og queer tekstlandskab.
Den begavede og bornerte Frederik Schyberg så dette straks i sin berømte anmeldelse i Berlingske Tidende, hvor han forarges over det perverse i baronessens debutbog, Syv fantastiske Fortællinger (1935): »Ordet er grimt, men der findes intet andet, naar man skal betegne den Kendsgerning, at der i de syv Fortællinger ingen normale Mennesker findes.«
I modsætning til et halvt århundredes sekundærlitteratur, der enstemmigt har fordømt og besværget Schybergs karakteristik, hævder jeg, at han – selvfølgelig! – havde ret, og at mange elementer i forfatterskabet ikke bliver forståelige, hvis man ikke har blik for Blixens provokerende almengørelse af mandlig homoseksualitet og radikale dæmonisering/ banalisering af heteroseksualiteten.
Hos Blixen er heteroseksualiteten enten dødbringende eller banal, dræbende eller dræbende kedsommelig, mens det er hos ekscentrikerne, i periferien og perversionerne, alt det spændende foregår.

Nyere forfatterskaber som Klaus Rifbjerg og Kirsten Thorup råber ligeledes på queer læse- og fortolkningsmuligheder.
En gymnasieklassiker som Den kroniske uskyld (1958) bør nylæses med fokus på fortællerens homosociale begærsinvesteringer – og de forvrængninger, der opstår af dem.
Er f.eks. det dæmoniserede kvindeuhyre ’Fru Junkersen’ (som hele sekundærlitteraturen har læst realistisk), andet end en legemliggjort udspaltning af den forelskede Janus’ utilladelige jalousi over for hendes datter, der ødelægger hans umulige kærlighed til den idealiserede Tore?
Og Thorups Baby (1973) er ikke blot en socialrealistisk klassiker, men også en queer utopi, der opviser et mærkeligt univers, hvor heteronormativiteten på forunderlig vis er sat ud af kraft, og køn og begær svæver næsten frit mellem romanens kroppe fuldbyrdet i den afsluttende besynderligt ’lesbiske’ romance mellem den drengede Leni og transvestitten Jolly Daisy.
Disse sonderinger skal blot antyde omridset af et enormt projekt, der kan dynamisere hele den danske litterære kanon.
Konkrete, forsigtige og følsomme nærlæsninger er nødvendige for at realisere potentialerne af en queer litteraturoptik.
De sidste 30 års køns- og seksualitetsforskning har historiceret seksualiteten og litterariseret historien.
Nu er tiden inde til at seksualisere litteraturhistorien.

*Dag Heede, Ph.d. er adjunkt i dansk litteratur ved Syddansk’ Universitet i Odense

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu