Kronik

Kultur, tro og fattigdom

I Kina tager man fattigdomsproblemet alvorligt, i Egypten gør man ikke – trods den enorme bistand til landet. Hvad gør forskellen?
6. september 2001

Økonomi & Politik
Hvad er fattigdom? Bør vi overhovedet bekæmpe fattigdommen? Det kan virke som et vanvittigt spørgsmål, men det stilles rent faktisk fra tid til anden De fleste mener naturligt nok, at det er en tilstand, hvor man ikke har råd til dagligdags fornødenheder, og det er da også den mest brugte, internationale definition.
For Verdensbanken er absolut fattigdom at være tvunget til at leve for under en dollar, altså otte kroner, om dagen. Det gør over en milliard mennesker. Forøger vi grænsen til to dollars, eller seksten kroner, om dagen, drejer det sig om irka. halvdelen af jordens befolkning.
Det internationale samfund tager nu højde for, at fattigdom er mere end bare mangel på penge. Siden 1990 har FN’s udviklingsprogram UNDP hvert år offentliggjort sit såkaldte human development index, som foruden indkomsten pr. indbygger inkluderer den forventede levealder og adgangen til undervisning. Den forventede levealder er et ganske godt udtryk for den almene sundhedstilstand. Adgangen til undervisning forøger folks mulighed for selv at tage beslutninger, idet den mulighed altid forøges med mere uddannelse.
De store religioner har tænkt over fattigdomsproblemet, og Jesus og Buddha er begge stærkt tvivlende. Jesus gør opmærksom på, at de fattige er salige, og at det er sværere for en rig mand at komme ind i Himmerige, end det er for en kamel at gå gennem et nåleøje. Han er vel ikke ligefrem modstander af fattigdomsbekæmpelse, men det er ikke nogen vigtig bestanddel af hans program.
Hvad Buddha angår, er det klart umuligt at opnå Nirvana, hvis man ikke er fattig. I Theravada, den klassiske udgave af buddhismen, som stadig er den fremherskende i lande som Thailand, Sri Lanka og Burma, er det kun muligt for mandlige munke, der lever i cølibat og fattigdom, at opnå Nirvana. Fattigdommen sikres ved, at munkene ikke må omgås penge og skal tigge sig til deres mad. I den kinesiske Mahayana-version af buddhismen er der dog ingen problemer med penge. De kan både røres og tjenes, og man behøver ikke nødvendigvis give dem til de fattige.
To af de største verdensreligioner går altså ikke aktivt ind for fattigdomsbekæmpelse. Islam er forskellig, nok baseret på at Muhammed selv var købmand og ganske velstående: Det er de riges pligt at give almisse til de fattige, og der er ikke i sig selv noget forkasteligt i at erhverve sig rigdom.
Efter nogle år med fremgang for demokratiet i kølvandet på Sovjetunionens fald, går det nu den anden vej. Flere og flere lande i verden får korrupte og uduelige regeringer, som ikke kan skabe arbejdspladser. Det medfører en stigende frustration hos unge mennesker i disse lande. Og da de unge igennem de nye kommunikationsmidler er i stand til at se, hvordan vi lever i de rige lande, forsøger de enten at lave omvæltninger i deres hjemlande eller at immigrere til den rige verden.
Disse lande har hårdt brug for økonomisk vækst, og der er tre betingelser for økonomisk vækst. Den første er, at der føres en sund makro-økonomisk politik. Det gøres ved at få de vigtigste priser i orden: Prisen på penge – det er renten – skal være lav og alle priser skal være stabile – altså lav inflation. Samtidig skal prisen på valuta ligge fast for at sikre, at udenlandske investorer finder landet attraktivt.
Den næste betingelse er, at landet har en duelig regering, som overholder de love og forordninger, den selv har vedtaget, er tilstrækkelig ærlig i sin administration, og formår at regulere markedets værste skavanker. Det kniber det med i mange u-lande, og situationen ser ud til at blive stadig værre. Størstedelen af grunden til større ulighed i verden er, at flere og flere mennesker bliver regeret af korrupte, inkompetente politikere og embedsmænd.
Den tredje betingelse er, at landet investerer for fuld kraft i sundhed og undervisning, for dermed at sikre, at dets menneskelige ressourcer bliver brugt så godt som muligt. Får man disse tre ting i orden, som vi for længst har i Danmark, får man også økonomisk vækst. Men hjælper den nødvendigvis de fattige?

Økonomer kan ikke lide at tale om kultur, fordi den ikke passer ind i deres fine modeller, og antropologer viger som regel tilbage for at betragte hele civilisationer som entydige kulturer.
Nuvel. Jeg mener, at kulturelle faktorer er væsentlige og måske endda afgørende for, hvordan et land forholder sig til fattigdom.
Egypten er det land i verden, som får mest u-landsbistand. Det drejer sig om hen ved 50 milliarder kroner om året. Samtidig lever halvdelen af Egyptens befolkning for under 16 kroner om dagen.
Med så voldsom en bistand skulle Egypten vel kunne løse sit fattigdomsproblem? Der er tre grunde til, at det ikke sker.
For det første er selv den store hjælp til Egypten næppe tilstrækkelig til at løse problemet. Der findes kun et par eksempler i verden på, at man er kommet ud over fattigdommen ved en finansiel hjælpeindsats. Det første er Marshall-hjælpen efter Anden Verdenskrig. Den blev imidlertid givet til lande, som tidligere var udviklet og derfor havde den nødvendige menneskelige infrastruktur, og som kun havde brug for at få den fysiske repareret og fornyet for at kunne komme i gang med økonomisk vækst.

Det næste eksempel er Danmarks indsats i Grønland og Vesttysklands indsats i Østtyskland. For både Grønlands og Østtysklands vedkommende har hjælpen været af størrelsesordenen 50.000 kroner pr. indbygger om året, mens Egyptens kun er på 800 kroner. Det er i international u-landssammenhæng et rekordbeløb, men da det stadigvæk kun er en brøkdel af, hvad der bliver givet til Grønland og Østtyskland, er det ikke så mærkværdigt, at det er svært at se virkningen. Mange vil sige, at de kulturelle omkostninger, især for Grønlands vedkommende var store. Det kan være rigtigt, men som fattigdomsbekæmpelse virkede det.
Den anden grund er dog langt væsentligere. U-landsbistanden til Egypten bruges ikke ordentligt. Landet opfylder ikke Verdensbankens betingelser, især ikke hvad satsning på menneskelige ressourcer og specifik hjælp til de fattige angår. Men Egypten er blevet afhængig af hjælpen, og forsøger at få stadig mere hjælp ved at bruge alle mulige politiske pressionsmidler baseret på sin mæglerrolle i Mellemøsten.
Men allermest er den manglende fremgang på fattigdomsområdet funderet i landets stærke muslimske tro. Det er paradoksalt, at den religion, der er mest bekymret for fattigdommen, samtidig gør mindst for at udrydde den. Der gør sig altså en stærk kulturel faktor gældende i Egypten. I kombination med en dårligt fungerende regering og manglende indsats for at få pigerne i skole, er det ikke overraskende, at selv om landet er et mellemindkomstland, har det ikke formået at løse fattigdomsproblemet. Og at øge hjælpen til Egypten vil ikke give mening under de nuværende forhold og betingelser. Tværtimod. Den bør bruges i Kina i stedet for.
Vi har en tendens i Vesten til at mene, at alt andet lige vil et demokratisk land klare sig bedre end et autoritært. Hvad materiel udvikling angår, synes det ikke at være tilfældet i Kina. Kineserne er overbeviste om, at det er spild af tid og energi at have en opposition i venteposition til at overtage magten: Alle gode kræfter er nødvendige for at klare landets problemer.
Kinas regering har satset på de rigtige områder: Sundhed og uddannelse. Begge steder er der problemer i dag på grund af de store privatøkonomiske strukturforandringer, men regeringen er opmærksom på problematikken, og jeg er overbevist om, at Kina som sædvanlig finder en udvej til at klare de nødvendige investeringer i de to sektorer.
Samtidig har Kina en samfundsfilosofi, der er baseret på konfucianismen med dens eftertryk på lydighed, autoritetstro, pligt, hårdt arbejde og indlæring. Det er et helt andet fundament end muslimernes tro på, at det næste liv er bedre end det nuværende, og det har ført til en massiv indsats for at sikre Kinas udvikling.
Den vigtigste forskel mellem Egypten og Kina er kulturel. Kineserne tager fattigdomsproblemet alvorligt, egypterne gør det ikke.

Det afgørende er, at regeringen er kompetent. Det bliver straks mindre afgørende, om landet har en autoritær styreform eller er demokratisk. Det så i lang tid ud som om Kina med sin autoritære styreform ville være enerådende i retning af succes med økonomisk vækst, men Indien med sit mere eller mindre vaklende demokrati er nu også på vej.
Jeg synes derfor, at debatten om demokrati eller ej, set fra den fattiges synspunkt, er en luksusdebat. Her gælder det om først og fremmest at bekæmpe fattigdom. Udvikles demokratiet samtidig er det fint, men det kommer i anden række.
Regeringen skal være i stand til at bekæmpe korruption, nepotisme, bureaukrati og elitens privilegier. Det bliver ofte et kulturelt spørgsmål, om et land er i stand til det.

*Sven Burmester leder FN’s befolkningsfond i Kina og er tidligere vicedirektør i Verdensbanken. Sammen med 17 andre danske skribenter og debattører skriver han om danskernes holdning til globaliseringen og verdens fattige i bogen ’En dollar om dagen’, der udkom 3. september på forlaget Pressto.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu