Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
29. september 2001


Statsmand med bræk på skoen
Apropos »Indblik« på DR2 forleden: Jeg bemærkede mig, at Anders Fogh Rasmussen kunne »brække sig« (det sagde han!) over folk, der ikke mener som Venstre.
Vi kan da ikke have en eventuel statsminister gående rundt og kaster op på de bonede gulve i Folketinget, i Bruxelles og andre steder, hvor han måtte komme, vel? En overvejelse værd, når krydset skal sættes. Venstre og tolerancen? Venstre og respekten for andres meninger? Venstre og demokratiet?

Bjarne Hoff
Havevej 8, Skærbæk

Ikke flere ofre
20. SEPT. – Had og frygt må ikke blive en undskyldning for at angribe uskyldige mennesker - hverken i USA, her i Danmark, i Afghanistan eller andre steder i verden.
Tusinder af uskyldige mennesker blev dræbt i USA. Nu skal vi og ikke mindst den danske regering gøre alt, hvad der står i vores magt for at forhindre, at endnu flere uskyldige bliver ofre.

Christian Balslev–Olesen
Folkekirkens Nødhjælp
Vagn Berthelsen
U-landsorganisationen Ibis
Martin Lidegaard
Mellemfolkeligt Samvirke
Michael Bjerrum
FN-forbundet
Lars Normann Jørgensen
Amnesty International
Andreas Kamm
Dansk Flygtningehjælp
U-landsforeningen Svalerne
Jens Erik Ohrt
Arbejderbevægelsens
Internationale Forum
Niels Hjortdal
Red Barnet
Niels Lund
Dansk Ungdoms Fællesråd

Kan terror være forståelig
27. SEPT. – I sit svar på mit indlæg om forskellen på selvmordsaktioner begået mod henholdsvis USA og Israel, gør Peter Olsen (PO) sig den 25. sept. ihærdige anstrengelser for at fremstille Israels terrorbekæmpelse og selvforsvar som »hævnaktioner«.
Pudsigt nok optræder begrebet ’hævnaktion' ikke i mit indlæg, men indføres altså af Peter Olsen selv – hvorefter han understreger at begrebet »hævnaktion« er »helt uanstændigt at anvende«.
Mit indlæg er ikke tænkt som andet end en stille undren over, at en hel verden (med få åbenlyse undtagelser) betingelsesløst erklærer sig villig til at støtte USA’s ’krig’ mod terrorisme, mens et andet land, Israel, har måtte forholde sig til selvmords-terror i årevis, og aldrig har mødt samme forståelse og støtte fra omverden.
At PO mener at palæstinensernes terror er »forståelig«, mens Israels bekæmpelse og forsvar mod samme kan betegnes som »uacceptable hævnaktioner«, bekræfter ret præcist hvad jeg antydede i mit indlæg, nemlig at terror- og selvmordsaktioner opfattes vidt forskelligt, afhængigt af hvem det går ud over.
(Fork. af red.)

Levi Giversen
Grønnegade 11 A, Horsens

Danske raketter
25. SEPT. – De ansvarlige bag terror-angrebet mod WTC skal findes og straffes. Personligt er Talebans og Iraks styre mig inderligt imod, men det er uacceptabelt, at Nyrups blanko-check til Bush kan føre til, at mine skattekroner er med til at finansiere danske panserværnsraketter i en gengældelsesaktion, vi ingen indflydelse har på. De radikale kan næppe være færdige med at diskutere den sag?
Hvor var Information i øvrigt, da Johan Galtung med velvalgte ord besøgte Danmark for nylig og blev fyldigt refereret i andre medier? Og hvor er Informations kritiske dækning af Sharons maskepi omkring Peres’ møde med Arafat?

Peter Bischoff
Godthåbsvej 8, Frederiksberg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her