Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

8. september 2001


Ustøttede kvinder
4. SEPT. – Dansk Kvindesamfund er på nippet til at lukke efter at have eksisteret i 130 år. Foreningen tæller kun 830 medlemmer og er røget af finanslovsforslaget.
Helt ærligt, Dansk Kvindesamfund har før klaret sig uden støtte fra Folketingets gamle mænd, så hvis I stadig har noget på hjerte, skal I nok klare skærene.
Der er også foreninger der har færre medlemmer og ikke er på finansloven, som trives i bedste velgående.

Peter Olsen
Martin Vahls Vej 28, Århus C

New Order?
5. SEPT. – Klaus Lynggaard relancerer den 28. aug. kvartetten New Order med billede både på forsiden og inde i bladet. Alligevel fremstår kun tre mænd på billedet. I anmeldelsen fremgår, at den fjerde, Ian Summer, hængte sig i 1980; endvidere at keyboardspilleren Gillian Gilbert, som vedhæng til trommeslageren Stephen Morris blev indrulleret (temmelig militaristisk (forf.)) i gruppen.
Når nu miss Gilbert mener at kunne spille keyboard, og Klaus Lynggaard mener, at udgivelsen er »gruppens til dato bedste«, kunne K.L. eller Information så ikke gøre sig den ulejlighed at bringe et billede af en kvartet bestående af fire personer. Hvis miss Gilbert er slidt op – og det er jo en hård branche, hævder K.L.– eller af andre grunde ikke kunne være til stede, ville det være interessant for læserne at vide hvorfor.
Lad os få et billede af Gillian Gilbert i Information og gerne med tekst. Alt andet vil være kønsdiskrimination!

Viggo Kallenbach
Jernaldervej 255 B, Århus V

Stor ståhej
6. SEPT. – Det var en ordentlig fjært, Information slog hen over for- bag- og kulturside torsdag den 6. sept. Heldigvis for læserne lugtede den ikke af noget. Ham Mikkel Hulebæk fra Normandiet, alias forfatteren Michel Houellebecq, har skrevet eller sagt ét eller andet, som har sat ’sindene i kog’. Desværre for mig, der godt kan lide at koge lidt en gang imellem, var der intet, der kunne ophidse mig. Men andre, måske? Mon dog!
At nogle muslimer galper op, er jo ikke verdens største nyhed og ellers – ingenting.
Nå jo, ifølge underoverskriften er fransk for fint til at man kan bruge et profant dansk genitiv-s efter Houllebecq. Fint skal det være.

Henning Prins
Vingen 7, 3140 Ålsgårde

Popnyheder
5. SEPT. – Nu skraber I eddermame bunden derinde på ......ja, hvem beslutter egentlig, at en historie som den, der er på bagsiden den 5. sept. (»Død i kamp om paraply«) overhovedet kan komme igennem nåleøjet? Er det stoppet eller hva´? Landet flyder over med aviser, der bruger kostbar spalteplads på lignende ligegyldigheder fra nyhedsbureauernes overdrev. Hvis dette misbrug af min avis ikke hører op, så må mit abonnement.

J.Z. Maarup
Tvedvænget 5, Odense NØ

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu