STUDIESTART
Rynket røv
18. AUG. En gammel mand med rynket røv får ble på for åben skærm i TV-Avisen, midt i et indslag om hvor dårligt politikerne behandler vore ældre medborgere.
Det er godt, at man gør opmærksom på den dårlige behandling. Man harmes over den, men man sidder også og tænker på, om det er journalistisk nødvendigt at ydmyge mennesker på den måde.
Kunne man forestille sig at bringe billeder af de interviewede ansvarlige politikere på samme måde?
Aron Engelhardt
Muldager 39, Frederikssund
Bjørnen sover
14. AUG. DR-tv-direktøren Bjørn Erichsen forsøger endnu en gang at forklare den manglende dækning af DR 2-programmerne med, at »20 procent af seerne stadig ikke har fået skaffet sig modtageudstyr til at modtage DR 2«.
Rent retorisk må man jo beundre ham for at reducere en forskelsbehandling af ca. en million danskere til et problem på størrelse med, at de forresten glemte at købe mælk i Netto, men det får de nok skaffet sig næste gang. På direktørniveau er det sikkert svært at gennemskue, at manglende anskaffelse og etablering af modtageudstyr til DR 2 til en pris af fem-ti tusinde kroner kan skyldes andet end en forglemmelse.
Men alligevel burde det for en tidligere højskolemand som Bjørn Erichsen både være en eftertanke og en handling værd, at det sandsynligvis drejer sig om den samme million danskere, der har den dårligste adgang til og slider mindst på borgerskabets øvrige statsstøttede kulturtilbud, som man nu spiser af med amerikansk discount
på DR 1.
Bent Jørgensen
Hårbøllevej 60, Askeby Møn