Læsetid: 2 min.

Litterært tag-selv-bord

Findes der ingen grænse for, hvornår man må begynde at pille ved klassikerne?
Debat
7. september 2001

Frank Jæger
I 1956 gik Frank Jæger over til retskrivningsreglerne fra før 1948-reformen, og dette skift har man i den nye samlede udgave af hans digte valgt at se stort på. Moderniseringen (læs: normaliseringen) begrunder Finn Stein Larsen i et interview med, at for den »almindelige læser« ville denne inkonsekvente retskrivning forekomme »mærkelig og virke forstyrrende ved tilegnelsen af den enkelte tekst«.
Erik Skyum Nielsen efterlyser noget så fordækt og umoderne som en større respekt for det litterære kunstværks ’sjæl’. Denne ’sjæl’ gemmer sig ikke blot mellem linjerne for dernæst at springe os i øjnene i fortolkningens klare øjeblik, men kommer da i særdeleshed til udtryk i selve sprogets udformning, i sprogets særpræg.

Ikke modellervoks
Sproget er forfatterens materiale, og det færdige resultat er ikke en klump modellervoks, der kan gøres indhug på, fordi man tilfældigvis ikke lige bryder sig om forfatterens idiosynkrasier. Sprog og tanke er uomtvisteligt forbundet, og Skyum reagerer mod, at man lader stå til i forvaltningen af dette materiale, fordi det reducerer indtrykket af teksternes særegne ’sjæl’. Man ringeagter tilmed læserens fatteevne, når man hævder, at Jægers retskrivningsskift blot vil være til forvirring. Skal man så f.eks. heller ikke længere respektere den amerikanske lyriker e.e. cummings’ ønsker om at eksperimentere med sproget, som det ser ud på papiret, bl.a. ved at jonglere med brugen af store og små bogstaver, fordi det vil bringe læseren ud af sin vante tankegang?
Når Jæger vælger en ældre retskrivningsform, er det vel ikke fordi, han har kastet terninger om det, mens snapseflasken lystigt klukker, men fordi han har ment noget med et så markant valg. Stein Larsen udtaler, at den ellers progressive Jæger »knækker over« ved at gå tilbage til den gamle retskrivning, men så lad os da få lov til at fornemme dette sproglige knæk og bræk! Tvivl og utilregnelighed er vigtige sider af den kunstneriske integritet. Hvorfor skal vi skånes for den?

Brug for lysbringere
Med fare for at blive kaldt en reaktionær romantiker mener jeg, at vi i nutidens flimrende kulturelle medieflow har brug for lysbringere, der, som Skyum, gør oprør mod, at man uden videre steder de litterære klassikeres sjæl – med alt hvad det indebærer af retskrivningsmæssig snurrighed – til hvile i den pædagogiske normaliserings hellige navn.
»Det synger fint i nat/i alle buske,/men du skal rastløst midt/i mørket huske«, skriver Frank Jæger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her