Læsetid: 3 min.

Mahogni-balletmester og Neumeier-danser

Ny chef med en god business-nerve og respekteret danser fra Hamburg-balletten skal bringe korpsånden tilbage i balletten og tegne fremtiden i skibsrederens opera- og ballethus
25. september 2001

Kommentar
Det Kongelige Teaters balletmester vil fra sommeren 2002 igen hedde Frank Andersen. Denne ikke helt overraskende meddelelse kom teatrets bestyrelse med på et pressemøde mandag, hvor også en ny stilling som 1. gæsteinstruktør blev besat med Lloyd Riggins, der fra 1987-1995 var ansat ved Den Kongelige Ballet og som siden har været solodanser hos John Neumeier i Hamburg.
Disse udnævnelser kommer fra toppen, fra direktion og bestyrelse, og ballettens dansere har kunnet tage dem til efterretning. Da den seneste balletmester, Aage Thordal Christensen, ikke ønskede at fortsætte i en svækket lederposition, anmodede bestyrelsen om en redegørelse for ballettens problemer. Man har valgt at springe besindelsesfasen over og i stedet optræde som myndig ledelse med hår på brystet ved den hastige nyudnævnelse. Forudsigeligheden i denne rapport bliver nu endnu større, men skinnet opretholdes. Som der står i pressemeddelelsen fra teatret: Bestyrelsen forventer, at den analyse af ballettens ledelses- og samarbejdsforhold, teaterchefen er bedt om at foretage, kan gennemføres i samarbejde med ballettens nye ledelse.
Hvad man i øvrigt kan bruge rapporten til, når man har valgt en ny leder, som er ansat til 30. juni 2006, melder historien ikke noget om.

Bournonvilles mand
Frank Andersen har i en rum tid ligget i venteposition med en post som rådgiver for det kommende opera- og ballethus og blev fornylig formand for bestyrelsen for Nyt Dansk Danseteater. Da han i 1993 blev tvunget væk fra Det Kongelige Teater havde han nogenlunde fået styr på den modvilje, der mødte ham som ung balletmester i 1985 og sikret balletten en betydelig popularitet hos erhvervslivet. Frank Andersen har haft stort held til at finde sponsorer til balletten, særlig i forbindelse med det klassiske Bournonville-repertoire.
Det var da også navnet Bournonville, der lød hyppigst på den hasteindkaldte pressekonference: Udnævnelsen måtte ske nu, for i år 2005 bliver ikke blot H.C. Andersen, men også den gamle balletmester 200 år, og så skal Det Kongelige Teater ’vise verden hvad Bournonville er, så det aldrig bliver glemt i balletverdenen’.
Det er mere end på høje tid: Ser man dagens forestillinger som den nuværende Napoli er der behov for en grundig revision. Det vil være interessant, hvis teatret under Frank Andersen foretog reel danseresearch, som den musikverdenen i de sidste fyrre år har udvist over for det ældre musikrepertoire. Her er de store smil og de kække spring ikke tilstrækkeligt.
Frank Andersen havde som balletmester i sin forrige periode den force, at han så repertoiret på lang sigt med en fin forståelse for betydningen af Balletskolen på Det Kongelige Teater, som senere chefer ikke har haft. Han lægger nu op til et samarbejde med danske dansere som Hübbe, Peter Bo Bendixen og Alexander Kølpin, uden at nævne Johan Kobborg, der i weekenden gav os den strålende balletgalla i Tivoli.
Det vil ikke skade at styrke kontinuiteten i balletten, måske især i undervisningen – eksempler som Kølpins Sylfiden i Østre Gasværk maner derimod ikke til efterfølgelse.
Hvilken rolle Lloyd Riggins, der nu skal være 1. gæsteinstruktør for Den Kongelige Ballet egentlig er tiltænkt står noget hen i det uvisse. Først skal han danse af i Hamburg, men ellers skal han tilsyneladende repræsentere John Neumeier i Danmark. Synderligt fremskuende kan dette træk ikke siges at være: Neumeiers Romeo og Julie fra 1974, der nu står på repertoiret, viser tydelige alderdomstegn og hans seneste pas de deux for Det Kongelige, Yesterday er et stykke nostalgi, der hurtigt blev gammelmodigt. Heller ikke Neumeiers Messias virkede som et bud på ballet af idag – så nogen nytænkning sporer man ikke i teatrets tætte forankring til denne koreograf. Vi får håbe, at Lloyd Riggins er en gudbenådet personinstruktør: I så fald er der virkelig brug for ham i balletten, der sjældent får sjælen med i disse dage.
Hvorledes Frank Andersen i øvrigt vil bringe balletten videre i det klassiske og især det moderne repertoire meldte pressemødet ikke noget om – kun danske navne som Peter Martins, Anna Lærkesen og Tim Rushton blev nævnt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu