Kronik

Nødvendig grundlovsdebat

Et stort, historisk ansvar venter på, at nogen skal påtage sig det. Og vi kan gå forrest i arbejdet for en legitim, demokratisk ansvarlig europæisk union. Lad os så få den grundlovsdebat
Debat
29. september 2001

Lørdagskronikken
For et år siden stemte vi Nej til euro’en. Siden har klimaet i EU-debatten tilsyneladende forandret sig. Også før hele verden forandrede sig for 17 dage siden. Da havde danske EU-politikere allerede længe ganske åbent luftet deres frustrationer over ikke at kunne tale med vælgerne. De var endda indstillet på at gøre noget ved det, sagde de. Nu skulle EU indkorporeres i den danske, indenrigspolitiske proces, i stedet for at hænge udenpå som et uberegneligt fremmedlegeme. Det lød jo både kønt og rigtigt. Men det betyder ikke noget.
Det så man tydeligt, da Nyrup Rasmussen og Lykketoft i sidste måned fremlagde regeringens EU-politik. Deres vision af det fremtidige EU er en topstyret, men derudover principielt tåget union af nationer, som ’Danmark’ (dvs. regeringen) kan bruge som ’platform’ for den indsats til verdens forbedring, som nu er blevet mere nødvendig end nogensinde. Derfor er det også nødvendigt på en eller anden snedig måde at få has på forsvarsforbeholdet. Målet er en union som er mindst lige så fjern fra danske vælgeres rækkevidde, som den altid har været.
Hvad angår tågen, indrømmede Nyrup Rasmussen, at »der er brug for større klarhed over, hvad vi skal tage os af i fællesskab, og hvad hvert enkelt land fortsat skal have som national opgave.« – Men samtidig afviste Lykketoft blankt det ’kompetence-katalog’, som man i Nice vedtog at udarbejde netop for at skabe denne større klarhed. Tåge i anden potens.
I den borgerlige opposition nøjes man med almindelig tåge. Derfor går Fogh Rasmussen ind for kataloget – men på en så forsigtig og afglidende måde, at det ikke støder nogen eller skaber kludder i valgkampen. Den må for alt i verden ikke komme til at handle om EU. Så kan man aldrig vide, hvad vælgerne finder på at stemme. Alt er med andre ord ved det gamle – bortset fra, at usigtbarheden er blevet tættere og et par grader lunere.
Men bag tågen er en stor, historisk proces i gang. Den handler om intet mindre end det demokratiske grundlag for fremtidens danske og europæiske samfundsliv. Angående den er der både opmuntrende og sørgelige danske tendenser at hæfte sig ved. Lad mig begynde med de opmuntrende. De fylder ikke meget:

Sidste år nedsatte folketingets formand en (stor og uhåndterlig) Styregruppe vedrørende gennemførelsen af en grundlovsdebat. Og de nødvendige midler til at få debatten i gang blev bevilget.
Før det var der allerede dannet et par små græsrodsorganisationer, bl.a. Grundlovsværn 2000, hvis formål er at beskytte grundloven mod både udhulinger og ændringer. Og endelig lancerede folk bag Nyt Europa det, de kalder Forfatningsinitiativet.
Formålet er at engagere danskerne i diskussionen af den nye EU-traktat, som man i Nice bestemte skal vedtages i 2004 og træde i kraft året efter.
De tre initiativer stritter i hver sin retning. Men fælles for dem er, at de prøver at tage højde for den største af fremtidens politiske udfordringer. Det var det opmuntrende.
Det sørgelige er, at den er aldeles fraværende i den officielle politiske debat. Ingen minister eller minister-aspirerende oppositionspolitiker vil røre den med en ildtang. Nu skal vi først have både et kommunevalg og et folketingsvalg, og så skal Danmark være formandsnation i EU, så der er slet ikke tid til den slags, siger de. Med det mener de, at de er hunderædde for at vælgerne skal opdage udfordringen. For de aner ikke, hvad de skal stille op med den. De ved vel godt, at den strudsepolitik ikke går i længden. De prøver bare at udsætte det øjeblik, hvor de er nødt til at trække hovedet op ad hullet så længe som muligt.

Udfordringen blev ubortforklarlig, da Højesteret i domspræmisserne til frikendelsen af statsministeren for grundlovsbrud efter Maastricht-traktaten, gav regeringen et vink med en vognstang: Den grundlov, der om halvandet år fylder 50, skal meget snart skrives om, hvis Danmark skal være med i den fortsatte unionsdannelse på en legitim måde. Så kom Nice-traktaten, som ikke gjorde sagen bedre. Men den er kun en mellemstation. EU-ministrene vedtog som sagt at lave en ny om tre år. Den traktat skal have karakter af en egentlig EU-forfatning. Det er i hvert fald det faste, tyske standpunkt. Og Tyskland er jo sværvægteren i EU.
Men så kom det irske Nej og kastede grus i maskineriet. Nu har den danske regering bidraget med endnu en håndfuld ved på forhånd at afvise alle tilløb til en forfatning. Det må, siger den, ikke komme videre end til en løs, helt principiel ’grundtraktat’. Problemerne i forbindelse med østudvidelsen (hvoraf de fleste skal løses i København til næste efterår) vil garanteret betyde andre sækkevis af grus. Alt i alt skal der en meget dristig bookmaker til at holde en euro på, at der i 2004 bliver vedtaget noget, der bare langt ude minder om en EU-forfatning.
Det betyder, at det er Nice-traktatens EU, de østeuropæiske lande skal optages i. Dvs. et EU, der ikke har gjort noget afgørende for at udbedre sit – år for år voksende – demokratiske underskud.
Et EU hvor en stadig stærkere lovgivningsmagt ligger et afsondret og ansvarsforflygtigende sted i et lukket system af embedsmænd og lobbyister, der aldrig er ansvarlige over for noget vælgerkorps – og ministre, der heller aldrig er det samlet eller direkte.
Det klarer østlandene nok, ville en kyniker sige. De har jo ikke haft tid til at tillægge sig dyre, demokratiske vaner. Med hvad med os andre, der er mere forvænte? – Skal vi på demokratisk afvænning?
Ja, det skal vi. Det mener den danske regering i hvert fald, hvadenten dens leder hedder Rasmussen eller Rasmussen. Den ønsker ikke at gøre demokratiet stærkere. Den har tværtimod accepteret, at det i de kommende år bliver afgørende svækket.
Når jeg mener at være i min gode ret til at fremsætte denne skråsikre og injurierende anklage, er det på grundlag af to antagelser:
*Den danske regering vil ikke i overskuelig fremtid begynde at arbejde for en demokratisering af EU. Tværtimod vil Danmark som hidtil være blandt de hidsigste forsvarere af den moderne form for kollektiv minister-enevælde, EU er bygget op omkring.
*Den danske regering vil heller ikke i overskuelig fremtid, for alvor sætte gang i en grundlovsændringsprocedure. Det tør den ikke. Dels fordi den ikke tiltror sig selv evnerne til at skrive en ny grundlov, som vælgerne vil vedtage. Dels fordi den ikke aner, hvordan EU’s grundlag vil se ud om nogle år – og hvordan en demokratisk lovtekst kan bringes i overensstemmelse med det.
Jamen, er det ikke folketingets flertal, der har bestemt, at der skal sættes gang i en grundlovsdebat? – Og fremgår regeringen ikke af folketingets flertal? – Hvordan kan jeg så beskylde regeringen for at ville modarbejde folketinget?

Forklaringen er, at der sidder to meget forskellige slags politikere i folketinget. Der er dem, der regner sig for at være vælgernes repræsentanter. Og så er der dem, der hellere vil være ministre. Så længe det ikke betyder noget særligt, vil den sidste slags ofte posere som den første slags, for det er jo det mest sympatiske. Det giver én slags flertal. Men når det virkelig gælder, så skilles vandene, og det giver en anden slags flertal. Det var det første flertal, der gav Ivar Hansen mandat til at nedsætte sin styregruppe. Det er det andet flertal, der vil gøre hvad det kan for, at der ikke sker store sager i den anledning.
At være minister-politiker betyder jo, at man sigter på at sidde sammen med EU-kollegerne i Rådet og afgøre sagerne. Men dermed følger også risikoen for at dumme sig i denne eksklusive, lukkede kreds ved at være handicappet af for mange demokratiske betænkeligheder og forbehold. Og hvis der er noget, en dansk grundlovsdebat ikke kan undgå at fremkalde, er det en vågen demokratisk sans hos vælgerne med deraf følgende bøvl. Derfor må den udsættes så længe som muligt.
De store linier i minister-politikernes EU-politik er dikteret af det samme hensyn. EU’s voksende, demokratiske krise kan – som Joschka Fischer gjorde det klart under sit besøg på Christiansborg den 10. september – behandles på to måder. Enten kan man vedtage en demokratisk tilfredsstillende forfatning for unionsmyndighederne og deres forhold til de nationale myndigheder. Det går ’Danmark’ imod.
Eller man kan lade som ingenting, indtil det demokratiske underskud er vokset til konkursstørrelse. Det går vi ind for. Det giver mindst bøvl med vælgerne. Mener ’Danmark’.
Både Danmark og EU befinder sig kort sagt i et trøstesløst, demokratisk limbo, og vores politiske ledere har ingen planer om at bevæge sig derfra. De er bange for det demokratiske helvede, de så vil komme til at betræde. Det store spørgsmål er, hvor længe vi danske vælgere vil acceptere rollen som statister i deres kedsommelige komedie om demokratiets udhuling.
Der ligger jo et stort, historisk ansvar og venter på, at nogen skal påtage sig det. Hvis ingen gør det, betyder det, at denne generation af danskere og europæere vil gå over i historien som den, der fatalt misrøgtede den ædleste del af sin politiske arv.
Hvis ingen i løbet af de næste år minder EU om sin demokratiske forpligtelse på en uafviselig og inspirerende måde, er det stensikkert, at der aldrig vil blive bygget en legitim, demokratisk ansvarlig europæisk union. Tværtimod vil minister-kommisær-sammensværgelsen (af effektivitetshensyn) udvikle sig stadig mere lyssky.

To spørgsmål: Hvilken nation i EU (eller i verden for den sags skyld) har bedre og tryggere vilkår til at kunne sætte et demokratisk eksempel end Danmark? – Og hvilken politisk opgave er bedre egnet til at gøre det end vedtagelsen af en tidssvarende grundlov for det danske folkestyre?
De oplagte svar på de spørgsmål pålægger os et ansvar, der for så vidt er mere tvingende end det, vi stod med i 1849. Dengang var flere andre nationer kommet længere, end vi var. Derfor kunne vi bruge den belgiske og norske grundlov som vigtige forlæg for vores egen. Nu er vi i front. Der er ingen europæisk nation, der har fornyet sit lovgrundlag, så det bringer de demokratiske principper op i nutiden – og i forhold til den europæiske integration. Dennegang skal vi med andre ord skrive en grundlov, som de andre kan bruge som forlæg.
I arbejdet med at få den gennemført, vil den danske og den europæiske politiske debat flyde sammen i én altomfattende diskussion om det klassiske demokratis forhold til den moderne verden.
Sådan som EU-politikerne selv siger, at de skal, hvis de igen skal kunne tale ubesværet med deres vælgere.
Selvfølgelig kan jeg høre murren i krogene, både fra minister-politikere og fra almindelige, magelige vælgere. Har man hørt en loppe gø? – Skal vi nu til at stable os op som Europas mønsterdemokrater? – Til det er at sige: Det er vi allerede – hvor forstemmende det end måtte være at indrømme det. Det danske oplysningsniveau angående EU er højere end andre medlemsnationers, og de danske folkeafstemninger bliver i resten af EU studeret som et udtryk for oplyste, demokratiske vælgeres forhold til unionsdannelsen. Det kan vi ikke løbe fra.
Derfor er ansvaret vores, og derfor skal vi i gang så hurtigt som muligt. Det er det hele, der skal til debat. Kongehuset og dets plads i loven. Folkekirkens forhold til staten. Hele molevitten.
Det første, gigantiske problem er naturligvis, hvordan sådan en altomfattende, folkelig debat kan struktureres. Det problem er Ivar Hansen og styregruppen forlængst stødt ind i. Og han skal som sagt ikke vente sig nogen hjælp til at løse det fra nogen ’ansvarlig’ minister-politiker.
Selv er han jo valgt til at beklæde folkestyrets fornemste embede, og det virker heldigvis, som om hans ambition er at fuldende sin politiske karriere ved at slå et slag for folkestyret og en ny grundlov. Han fortjener alle demokratisk sindede danskeres støtte til at nå det mål.
Støtten må udmønte sig i, at vi prøver at strukturere debatten uden regeringens og den officielle oppositions hjælp. Der er flere måder at gøre det på. Mikael Witte har allerede anvist den mest vidtgående. Han har udgivet et Forslag til Danmarks Grundlov (1999). Ifølge det skal Danmark gøres til menneskerettighedernes republik. Det er svært at forestille sig, at 40 procent af de danske vælgere vil stemme ja til det. Men det er indtil nu det eneste bud på situationen. Forhåbentlig kommer der flere. Man kan også begynde med at koncentrere sig om de mest utilstrækkelige dele af 1953-loven. Først og fremmest skal den ny lov på en eller anden måde anerkende den europæiske virkelighed. Det betyder, at den skal indeholde betryggende betingelser for afgivelse af danske beføjelser til unionsmyndigheder.
For tiden er den eneste betingelse, at afgivelsen skal være af »nærmere bestemt omfang« – en lækkerbidsken for enhver paragrafvridende EU-jurist, der vil kunne påvise det nærmere bestemte omfang ved hvadsomhelst til og med universet. Der er allerede udført akrobatnumre i verdensklasse i den disciplin.
Men nu har professor i forfatningsret Henning Koch udarbejdet et forslag til en ny § 20 med et mindre luftigt indhold, som kunne være oplægget til en hårdt tiltrængt debat om det svageste led i den paragraf-kæde, vi har bygget vore folkestyre på.
Tiden er også løbet fra 1953-loven på andre punkter (f.eks. er vores fælles værdier og rettigheder ubeskyttede, og folkeafstemningsparagraffen skal strammes op). Hovedsagen er, at de vælgere, der bekymrer sig om folkestyrets fremtid, begynder at diskutere, hvordan Grundloven kan forstærkes på sine svageste punkter. Hvis det griber bare en smule om sig, vil det tvinge vores ministerpolitikere til at blande sig, fordi de vil blive nervøse for, at det hele skal løbe løbsk. Og så begynder det at ligne noget.

Hvornår skal vi begynde at vride arm på dem? – Mit forslag er, at vi begynder ved det kommende folketingsvalg. Vi må være nogle stykker, der så ofte som muligt forlanger et svar fra kandidaterne på, hvad de mener om den krise i det europæiske og danske demokrati, som end ikke den glatteste minister-politiker længere kan bortforklare.
Især skal vi forhøre dem om, hvordan de mener, at en nutidig dansk grundlov skal se ud – og hvordan den skal forholde sig til en kommende, europæisk grundlov. Selvfølgelig kan vi ikke forlange svar, der løser alle problemer. Men vi kan alligevel få et ganske godt indblik i, hvor alvorligt kandidaterne tager det folkestyre, de kandiderer i.
Hvis vi gør det godt nok, har vi en rimelig chance for at undgå, at valget bliver den sæbeopera af reklamespots, personhutlihut og fladpandede appeller til tryghedsnarkotiske gennemsnitsforbrugere, som vi alle hemmeligt frygter. Det kunne i stedet komme til at handle om de demokratiske grundprincipper.
Det kunne måske endda resultere i et folketing, der er sig sit store, historiske ansvar bevidst – og kræver af regeringen, at den også er det. Det er da forsøget værd.

*Ebbe Kløvedal Reich er forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her