Den ny terrorisme

Økonomi & Politik
Terrorismen har i 1990’erne grundlæggende ændret karakter:
For det første er den i sin organisationsform og i sit rekrutteringsgrundlag blevet mere international.
For det andet er dens idegrundlag blevet mere abstrakt – og dermed er dens motiver vanskeligere at forstå.
For det tredje er den blevet mere voldelig i den forstand, at den sigter mod større ødelæggelse end tidligere, både hvad angår ofre og materiel.
Det sidste, frygter man, kan ske ved anvendelse af masseødelæggelsesvåben. Bortset fra enkelte tilfælde, hvor gerningsmændene havde deres baggrund i amerikanske højreekstremistiske miljøer, samt den japanske gruppe Aum Shinrikyos sarin-angreb i Tokyos undergrundsbane i 1995, kendes endnu ikke til masseterrorisme med anvendelse af masseødelæggelsesvåben.
Betegnelsen for denne nye terrorisme er superterrorisme, katastrofisk terrorisme, postmoderne terrorisme eller simpelthen den nye terrorisme.
Den nye terrorisme har primært sit udspring i Mellemøsten samt Syd- og Centralasien, hvor det ideologiske grundlag er islamistisk, dvs. en aktivistisk og stærkt politiseret fortolkning af islam, ofte i en variant af den saudiske, wahhabitiske og sunni-islamiske tolkning. Den nye terrorisme har primært manifesteret sig med angreb på USA, selv om navnlig gruppen al-jamaat al-islamiya (de islamiske grupper) i Ægypten (der bl.a. stod bag angrebene på turister I 1990'erne), både i organisation og metoder har mange træk tilfælles med den anti-amerikanske terrorisme, der første gang manifesterede sig med angrebet på World Trade Center i februar 1993.
Andre aktioner er Saudi-Arabien 1995 (Riyadh), Saudi-Arabien 1996 (al-Khobar), Kenya og Tanzania 1998, Yemen 2000 og USA 2001 (New York og Washington, D.C.). Fælles for disse aktioner er, at de er rettet mod USA, at ingen har taget ansvar for dem, at de forsøger at gennemføre masseterrorisme (massedød og kaos). Bortset fra World Trade Center-bomben er ingen af dem fuldt opklarede, men alle knyttes af de amerikanske myndigheder til islamiske netværk med tilknytning til Osama bin Ladens al-Qaida.
Al-Qaida blev etableret af Osama bin Laden i kølvandet på de afghanske mujahediners endegyldige sejr over Sovjetunionen i 1992, til bekæmpelse af den optrappede amerikanske militære tilstedeværelse i Den Persiske Golf i forbindelse med den anden Golfkrig. I udgangspunktet udgjorde netværket omkring 500 trænede afghanistan-veteraner omkring Osama bin Laden, samt et ukendt antal mujahedinere i lejre i Sudan, Pakistan og Afghanistan. I dag har netværket formodentlig global spredning.

Motivationen for at indgå i netværket er ideologisk og religiøst begrundet modstand mod USA’s rolle og tilstedeværelse i Mellemøsten og Sydasien, samt Israels rolle i Palæstinakonflikten. Modstanden mod og kritikken af USA er navnlig blevet forstærket i 1990’erne i takt med Oslo-processens mangel på resultater, den fastlåste situation i Irak, hvor USA gøres ansvarlig for det irakiske folks lidelser, samt USA’s åbenlyse forsøg på at holde oliepriserne på moderat niveau.
Der er i forbindelse med den nye terrorisme fremsat teorier om, at netværkerne arbejder sammen med såkaldte slyngelstater, hvor i hvert fald Afghanistan tillader al-Qaida at arbejde fra sit territorium. Derudover har der fra tid til anden været peget på forbindelserne mellem Irak og Osama bin Laden. Således var der kontakt mellem Osama og den irakiske efterretningstjeneste, da hans netværk var i Sudan 1993-1995. I december 1998 besøgte en højtstående irakisk efterretningsofficer Osama i Afghanistan, hvor Irak skulle have tilbudt ham politisk asyl.
Alt dette fremføres som belæg for, at Irak arbejder sammen med al-Qaida. Men ligesom påstanden om, at Iran skulle være indblandet i terroraktionen i Saudi-Arabien i 1996, er det indtil videre udokumenterede påstande, dog fra højtstående kilder.

Mellemøsten har i 1990’erne lidt under en eskalering af islamistisk baseret vold: I Algeriet er op mod 100.000 mennesker blevet dræbt i en borgerkrig mellem islamistiske grupper og staten og i Ægypten blev terroren optrappet i 1992, og kom til at koste mange ofre før den ægyptiske stat med hårdhændede midler tilsyneladende fik situationen under kontrol i slutningen af årtiet. Voldsomme terrorhandlinger har ledsaget den israelsk-palæstinensiske fredsproces, og der har været terroraktioner i Yemen, Libanon, Saudi-Arabien og på Bah-rain. De mange aktioner har forskellige dagsordner alt efter, hvem der står bag dem og hvor de finder sted: I Algeriet f.eks. hænger eskaleringen af volden snævert sammen med militærkuppet i 1992, Hamas-bomberne i Israel er ydtryk for opposition mod Oslo-processen, og bomberne i Saudi-Arabien i 1995 og 1996 er islamistisk protest mod den amerikanske militære tilstedeværelse i islams hellige land med de religiøst set to vigtigste byer Mekka og Medina. Fra et samtidshistorisk perspektiv er det derfor ikke muligt at lave en almengyldig teori, der udtømmende forklarer stigningen i islamistisk terrorisme i Mellemøsten. Dette udelukker på den anden side ikke, at der kan opstilles en række faktorer, der på et alment plan danner et fælles mønster:
For det første er baggrunden for den militante terrorisme en ideologi, som udpeger USA i konspiration med Israel som den store fjende, der forsøger dels at bekæmpe islam i snæver forstand, dels mere bredt sigter mod at etablere et verdensherredømme.
For det andet en stærk kritik mod de siddende arabiske regimer, som med deres nationalistiske og sekulære grundlag, samt fraternisering med Vesten, kritiseres for at forråde islam.
For det tredje en tolkning af islam, der er socialt motiveret, stærkt politiseret, puritan i adfærdsregler – og sjældent teologisk velbegrundet og udbygget. I stedet for at trække på en videnskabelig baseret islamisk teologi, som bl.a. er udviklet omkring de traditionsrige lærdomscentre, opbygger den et enkelt verdensbillede, der inddeler verden mellem ’dem og os’: ’Dem’ er de onde, der ikke deler islamisternes grundsyn, mens ’os’ er medlemmerne af de forskellige bevægelser.
Sammen med de enkle adfærdsregler for, hvad man ifølge ideologien må og ikke mindst ikke må, er det ganske let og simpelt at udpege ’de onde’ i denne verden: For Osama bin Laden og mange andre islamister er de onde ’korsfarere og jøder’ samt de muslimer, der samarbejder med dem.
Det vil sige, at ideologien på den ene side som regel er enkel, med ganske simple temaer, der kan varieres i det uendelige – som f.eks. den amerikansk-israelske konspiration, der kan findes tegn på overalt – og på den anden side meget handlingsorienteret, både hvad angår tilhængernes leveregler og hvad angår tilskyndelsen til at få ideologien udbredt. Det sidste sker gennem socialt arbejde, undervisning, missionsvirksomhed, socialt gruppepres og i sjældnere tilfælde gennem vold og terror. I begyndelsen af 1990’erne, har særligt fire begivenheder kunnet tjene som motiverende eksempler på det kritiske grundlag i den islamistiske ideologi:
nBorgerkrigen i Afghanistan,
nGolfkrigen,
nudviklingen på Balkan samt
nOslo-processen eller den israelsk-palæstinensiske fredsproces.

For mange muslimer er Golfkrigen og dens følger en klar manifestation af såvel USA’s bestræbelse på at vinde herredømme over araberne, bekæmpe islam samt de arabiske regimers villighed til at bistå USA i dette forehavende. Mange islamister ser hele Irak-Kuwait konflikten iscenesat af USA, med det formål at opnå en massiv militær tilstedeværelse i Golfen, ud fra et ønske om både at sikre sig kontrol over energiressourcerne og bekæmpe islam.
At et land som Saudi-Arabien, der smykker sig med titlen ’Vogter af islams to hellige byer’, inviterede amerikanerne indenfor, ses om et decideret forræderi. Hele Golfkrigens efterspil, med konflikterne om sanktioner og våbenkontrol, ses af mange muslimer som blot og bar en bekræftelse af den amerikanske dominanspolitik. Således placeres ansvaret for det irakiske folks lidelser entydigt i Washington, D.C., ikke hos Saddam Hussein.
Irak-konflikten sættes ofte i relation til såvel Balkan som til den israelsk-palæstinensiske konflikt: Man spørger sig selv, hvordan det kan være, at de bosniske muslimer i årevis skulle udsættes for serbernes overgreb uden at Vesten, FN eller USA greb ind, ligesom man finder et skærende misforhold i amerikanernes villighed til at befri Kuwait og samtidige opbakning til den israelske besættelsesmagt i Jerusalem, Vestbredden, Gaza og Golan.
I begge tilfælde finder man klare beviser på, at USA (Vesten og FN) optræder dobbeltmoralsk, og at amerikanerne kun handler, når egne, kristne og vestligt baserede værdier og interesser er på spil.
Også Golfstaternes, Ægyptens, Jordans og til dels Syriens villighed til at samarbejde med USA – selvom de nævnte stater har udtrykt forbehold over for USA’s Irak-politik, og forsøgt at få supermagten til at lægge et større pres på Israel – er endnu et udtryk for, at de pågældende stater prostituerer sig selv og forråder såvel den islamiske som den (pan)arabiske sag, blot for at opretholde deres egne magtregimer.

Af de fire nævnte begivenheder er borgerkrigen i Afghanistan og dens konsekvenser i Syd- og Centralasien og i Pakistan uden tvivl den vigtigste. Med mujahedinernes sejr over supermagten Sovjetunionen (1988) er borgerkrigen ideologisk set blevet en stærkt mobiliserende faktor. Hertil kom, at krigen betød uddannelse af et stort transnationalt netværk af veltrænede soldater, der dels er stærkt motiverede til at udbrede idelogien, dels bistår i organiseringen af den væbnede kamp i Kaukasus, Centralasien, Kashmir, Balkan, Afrika og Mellemøsten.
Udviklingen i Afghanistan har også i høj grad haft en destabiliserende indflydelse regionalt. Her har Sovjetunionens opløsning haft afgørende betydning, sammen med den efterfølgende etablering af en række muslimske republikker i Centralasien, der politisk er særdeles ustabile samtidig med, at de på grund af deres formodede energiressourcer har stor regional og global betydning. Forbundet hermed er selvfølgelig også det globale magtspil om, hvor olie- og gasledninger skal føres i regionen – det, der af nogle er blevet kaldt The Great Game.
I dette spil har USA, Rusland, Tyrkiet, Iran, Saudi-Arabien, Pakistan, Afghanistan og selvsagt de centralasiatiske republikker store strategiske interesser. Og her har Aghanistan, navnlig efter Talebanstyrets magtovertagelse i 1996, kunnet udnytte sin pakistanske forbindelse optimalt til at spille de forskellige agenter ud mod hinanden.
Et enkelt eksempel på denne succes kan ses i, at USA helt frem til i hvert fald 1998 havde dialog med talebanerne med henblik på at få etableret en olierørledning, der skulle gå uden om Iran, som USA fremdeles fører en inddæmningspolitik mod.
I en bog om Taleban, der udkom fornylig – (Taliban. Militant Islam, Oil and Fundamentalism in Central Asia, Yale University Press 2000) skrev afghanistaneksperten Ahmed Rashid, at amerikanerne i dette skjulte diplomati støttede sig til informationer fra den pakistanske efterretningstjeneste, ISI (Interservices Intelligence). Dog uden at være tilstrækkelig opmærksom på, at ISI såvel økonomisk som magtmæssigt i høj grad har bragt sig i et afhængighedsforhold til Talebanstyret.
Problemet er, at ISI under de afghanske mujahediners modstandskamp mod Sovjetunionen fik til opgave at distribuere de amerikanske og saudi-arabiske penge- og våbenforsyninger, samt stod for opbygningen af træningslejre, rekruttering og netværk. Dermed blev ISI en stat i staten med sin egen dagsorden, som ikke altid er i overstemmelse med den pakistanske stat.
Sagen er, at ISI under borgerkrigen fik enorm magt og stor økonomisk indflydelse, og i bestræbelsen på at fastholde disse privilegier har organisationen arbejdet tæt sammen med Taleban, nogle gange i overstemmelse med regeringen, andre gange i direkte modstrid med den.
Navnlig er problemet blevet stort efter, at USA i 1998 lagde pres på såvel Pakistan som Afghanistan for at få Osama bin Laden udleveret, og på Pakistan for at sætte en dæmper for terroren i Kashmir, som Pakistan ligger i konflikt med Indien om.
Denne konflikt kaldte Bill Clinton verdens farligste efter, at det er blevet klart, at såvel Pakistan som Indien er langt fremme i udviklingen af atomvåben. For at få den under kontrol har amerikanerne, der traditionelt er tæt allieret med Pakistan, lagt pres på styret i Islamabad for at begrænse kampene. De muslimske aktivister er pakistanere, primært trænet og skolet i lejre i Pakistan. Men efter det amerikanske pres er træningslejrene efter aftale med talebanerne flyttet til Afghanistan. Med andre ord er Pakistan og ISI afhængig af Taleban i konflikten med Indien om Kashmir.
Tilsvarende har ISI (ifølge Ahmad Rashid) for at fastholde sine økonomiske ressourcer og sin magt bidraget til udvikling af et gigantisk smuglernetværk i regionen. Det organiseres af Taleban og andre af de afghanske krigsherrer, hvilket igen gør, at ISI’s interesser kommer i modstrid med den officielle pakistanske stat.
Prisen for Pakistan er en omfattende korruption og tab af store toldindtægter, mens talebanerne og deres allierede, herunder Osama bin Ladens netværk, har vundet stor indflydelse i det pakistanske samfund. Denne indflydelse kommer bl.a. i stand gennem Taleban-støttet ’græsrodsislamisering’ i flygtningelejre, samt i de traditionelle islamiske skoler, madrasser, som de afghanske islamister i stigende grad kontrollerer, uden at den pakistanske stat tilsyneladende kan gøre meget ved problemet. Det er herfra, at Taleban og Osamas netværk rekrutterer sine mujahedinere.

Denne ’græsrodsislamisering’ er imidlertid ikke begrænset til Pakistan, men finder i forskelligt omfang sted overalt i Centralasien og op i Kaukasus, hvor den efter alt at dømme også spiller en rolle i Tjetjenien-konflikten. Det er i den forbindelse vigtigt at understrege, at islamisme og vold bestemt ikke nødvendigvis hænger sammen. Langt det overvejende flertal af dem, der søger ind i de islamistiske miljøer gør det af politiske og religiøse grunde, uden at have planer om at skulle være egentlige mujahedinere. Til gengæld er der al mulig grund til at antage, at de militante netværk rekrutterer netop mujahedinere blandt det mindretal i de islamistiske miljøer, som er motiveret for egentlig kamp.
Udbredelsen af disse miljøer har fundet sted med hele destabiliseringen af Centralasien som følge af Afghanistan-krigen og Sovjetunionens opløsning. Den har fundet sted parallelt med, at den militante islamisme efter alt at dømme er stærkt aftagende i Mellemøsten, hvor der f.eks. i Kairo og Ægypten ikke har fundet større terroraktioner sted siden Luxor-massakren i november 1997.
Med andre ord er tyngdepunktet her ved årtusindskiftet flyttet fra Kairo til Kabul, fra Mellemøsten til Syd- og Centralasien.

*Lars Erslev Andersen er lektor ved Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet. Han arbejder i et treårigt forskningsprojekt om international terrorisme og amerikansk sikkerhedspolitik og har blandt andet opholdt sig ved Monterey Institute og International Studies, Washington DC

*Den anden af Lars Erslev Andersens artikler om Den ny Terrorisme handler om Internettets enorme betydning og kan læses i ’Informations’ Virtuelle Rum i morgen