Læsetid: 3 min.

»Har du set min søster? Hun er savnet i New York«

Hvordan kan nogen hade os amerikanere? Har vi ikke bragt verden velstand og demokrati og Coca Cola og Walt Disney?
18. september 2001

Kommentaren - TV-attentat
Den amerikanske dramatiker Tennessee Williams bemærkede engang, at efterhånden som vi bliver ældre, bliver fortiden samtidig med nutiden.
Williams’ tanke var, at hukommelsen gradvis bliver mindre sekventiel og mere samtidig. Med andre ord begynder alle begivenheder at samle sig på samme plan, og det, vi tænker på som tidens historiske forløb, forsvinder.
Jeg har tænkt over Williams’ iagttagelse i den uge, der er gået siden terrorangrebene på New York og Washington.
Efter at have læst hundredvis af avisartikler og fulgt tv’s og radios non-stop reportager, bukkede jeg omsider under og trak mig tilbage til mit fredelige værelse.
Da der efter, hvad der må have været et kort blund, igen dukkede klare tanker op på lystavlen, begyndte min ’samtidige’ hukommelse at udspy fragmenter af erindrede sentenser, lydsekvenser og for længst glemte billeder, der forekom som illumineret af søgelys rettet mod fortidens tåger.
Var det ikke den japanske admiral Yamamoto, der efter at have erfaret, at hans plan om at ødelægge den amerikanske flådebase Pearl Harbour var blevet udført med succes, udbrød: »Jeg er bange for, at vi har vækket en sovende kæmpe«? Eller var det mon Bush, der havde sagt noget lignende under tv’s sene nyheder?
Fly, der med vilje smadres ind i bygninger og skibe – var det terrorister eller kamikazepiloterne fra Okinawa? Eller var det Colin Kelly, den amerikanske jagerpilot som under Anden Verdenskrig lod sin nedskudte jagerbomber styrte ned i en japansk krydser og blev min barndoms helt?
Et eller andet om computersystemer sat på belastningsprøver. Var det Y2K eller var det Internettet efter terrorangrebet?
Alle disse e-mails fra venner i Europa med budskaber om håb og fortrøstning. Og så et billede af mig selv i færd med at pakke friske sokker, en tandbørste, sæbe og legetøj sammen i en pakke adresseret til ’et nødlidende barn i Europa’. Var det lige efter Anden Verdenskrig?
En ven i Sarajevo skrev til mig for at fortælle mig, at han vidste nøjagtig, hvordan amerikanerne havde det i denne uge. Min svigermor, som overlevede Luftwaffes natlige terrorbombninger af London, ringede til mig fra Californien. Og pludselig syntes jeg, at jeg så min fars spøgelse, der igen fortalte mig mig om zeppelinere, der smed bomber over London i en tidligere krig.
Flere e-mails. En forespørgsel sendt ud til et utal af navne: »Har du set min søster? Hun er blandt de savnede i New York«. Og her er hendes billede på skærmen.

Efterlysningerne
Mælkekartoner i mit køleskab med billeder af bortkomne børn, som jeg aldrig har set. Nu kommer efterlysningerne af savnede børn til mig fra cyberspace. Er alle savnede?
Bøger af Foucault og Derrida på min boghylde. Bush, der kalder dette for »det 21. århundredes første krig«, og lyder som Winston Churchill med cowboyaccent. Er dette ikke modernismens retorik, der er gravet frem for at konfrontere en postmoderne verden? Er terroristen ikke den ultimative postmodernist og hans ’tekst’ dekonstrueret af tusindvis af efterretningstjenester i et sprog, som ingen forstår?
Sørgeceremoniernes uvægerlige banalitet. Brugen af ord som ’helbredelsesproces’ og ’sorgarbejde’ om begivenheder, der er ubegribelige.
Retorisk psykopladder som forsøg på at forklare det, der trodser enhver fatteevne.
En reportage, der forklarer ’Hvorfor de hader os’? Men er vi da ikke amerikanere? Hvordan kan nogen hade os? Har vi ikke bragt verden velstand og demokrati og Coca Cola og Walt Disney?
Derefter en beretning fra en journalist i Israel, der fortæller os, at han hørte en israeler på gaden sige: »Nu ved de selv, hvordan det er«. Er det budskabet fra de overlevende fra Londons luftbombardement (min svigermor), fra zeppelinerne (min far) eller brandbomberne i Dresden eller soldaterne fra Sarajevo eller teenagepigerne i Hiroshima, palæstinenserne, serberne, irakerne: »Nu ved de selv, hvordan det er«.
Men vi vidste i forvejen udmærket, hvordan det er. Vi var til stede i Gettysburg, Chateau-Thierry, Pearl Harbor, Normandiet, Iwo Jima – og New York og Washington og Oklahoma City.
»Har du set min søster«?
Bush igen. Det nye årtusindes krige. Det udsatte Y2K-sammenbrud. Postmillenium-tømmermænd.
Søvn. Din søster er ikke her, ukendte ven.
Jeg hører posten pusle ved døren.
Kommunikationskanalerne er igen åbne. Nogle breve og en pakke fra Europa. Dens adressat: ’Til et nødlidende barn i Amerika’.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu