Kronik

At skratche lidt i PH-lamperne

I industrisamfundet var ophavsret, patent og forestillingen om den originale skaber betydningsfulde begreber. Men i videnssamfundet er udvikling og udveksling det afgørende
Debat
21. september 2001

Det virtuelle rum
Cause hiphop, rap music, is real/it’s a live cultural expression, based on reality/and at the same time/jazz is real, based on reality.«
Guru, fra Jazzmatazz
Autencitet og betydning er nøje sammenhængende i vestlig kunst og kultur. Men i hiphop-kulturen radikaliseres de konflikter der altid ligger lige under. Hiphop er en gade-kultur, den har sin oprindelse på klubberne i South Bronx, hvor unge, der var i gadebander om dagen, tilbragte nætterne med at lytte til DJ’s der samplede breaks fra underlige gamle plader – og indimellem en MC, der rappede ind over. Det var musik – og poesi – fra rødderne, men det var musik der blev skabt uden instrumenter, af fundne musikstumper. MC’ernes åndelige storebrødre var digterbander som Last Poets og Watts Prophets, der udgav deres talesprogs-politiske lyrik på plade istedet for i bøger og tidsskrifter. For dem, og for MC’erne, var det autentiske lyden af, og historierne fra gaden.
Lige fra hiphoppen slog igennem i verden uden for the Bronx (i 1979), har der været diskussion om musikkens autencitet.
»What they did, which was so ingenious, what they did..was to create a whole form of urban-style music from just two turntables and two records and a microphone....«
Guru, fra Jazzmatazz
Det gælder både udenfor og indenfor miljøet. Udefra set var hip-hoppen en alvorlig trussel mod ophavsretten. De breaks, som de stjal, og udgav på nye plader, var jo andre musikeres legitime kompositioner. Og de oprindelige musikere skulle vel også have del i den temmelig store kage der blev ud af det. Nu, hvor de ophavsretslige problemer er afklaret, er der ikke længere den store diskussion om hiphoppernes originalitet og talent, men dengang i 80’erne var et hovedargument imod hip-hop, at den ikke frembragte originale kompositioner. Et andet var, at den i al almindelighed var del af en kriminel kultur, med graffiti, vold og stoffer som andre angrebspunkter.

Indefra, i hip-hop kulturen, blev det store spørgsmål hvorvidt musikkens autencitet var at finde i egenskaber ved musikken og teksterne, eller i udøvernes rødder i bande-miljøet. Gangsta-rap er en vestkyststil, hvor der arbejdes med smukke melodier i harmoni med grove og ofte tåbelige tekster. Deres musik er baseret på udviklingen af en digital teknologi, hvor man kan sample musikstykker på DAT-bånd, og redigere og forandre dem til ukendelighed. Det er noget mange oldschool DJ’s opfatter som en forfladigelse, både fordi håndværket går tabt, og fordi westcoast-hiphoppen godt kunne finde på at brug hvid pop istedet for klassisk sort soul som grundlag. Indtil de spektakulære mord på Biggie Smalls og Tupac slut i halvfemserne, hentede gangsta-rapperne deres nødvendige legitimitet i sammenblandingen af musik og rigtig hardcore kriminalitet. Omvendt er eksperimenterne blandt ’old-school’-rappere ofte så indforståede i deres omgang med obskure breaks, at det nærmest er utilgængeligt for menigmand og -kone. Den klassiske hip-hop er som al folkekunst baseret på et stramt, letgenkendeligt skema, og for genrens hard-liners er ethvert brud en uantagelig forfladigelse.
Det ligner noget man kender i design-verdenen. Ganske vist er der endnu ikke nogen af designverdenens gangsta’s, der er blevet skudt i et bandeopgør. Men Phillipe Starck står vel ikke tilbage for nogen vestkyst-nigga når det gælder stor stil og attitude. Starck og andre nye designere har forladt det klassiske designhåndværk til fordel for en populær formgivning, og en markedsorienteret ideologi. Omvendt er old-school designerne fra Ulm (Hvor der ligger en berømt designskole, red.), og København, mindst ligeså afvisende og kvalitetsbevidste som de hårde homies fra the Bronx. De holder fast i de gode gamle Bauhaus-værdier, hvor kvalitetskriterierne er hentet i produktionsprocessen og funktionen, snarere ene umiddelbar markedsværdi. Men hvor hip-hop-kulturen har en indbygget bevidsthed om deres arbejdes grundlag i sampling, kopi og plagiat, er designverdenen gennemsyret af forestillingen om den originale frembringelse.

Diskussionen om plagiater fremstilles ofte som noget, der ligger uden for den egentlige æstetiske udvikling. Plagiaterne skal bare bekæmpes, det er urimeligt, at designere, forskere og producenter skal se deres arbejde udnyttet kommercielt af andre. Men man kan også vende den om, og spørge, om det er rimeligt at nogen kan have ret til en form(el). Det er ihvertfald urimeligt i forhold til enhver erkendelses- og formgivningspraksis. Det er ikke bare hip-hoppere, der henter deres beats og melodistumper ude i den eksisterende verden, men alle kunstnere, formgivere, forskere og opfindere.
Den interessede iagttager i 20’ernes Paris kunne let se, at le Corbusier hentede kraftig inspiration hos samtidige designere i den mondæne ende af faget. Men det var en relativ snæver kreds, der vidste det, så le Corbusier kunne slå sig op internationalt som helt original arkitekt, der ’hentede inspiration’ i industrielt byggeri, skibe og folkelig bygningskunst.
Det gør ikke le Corbusier mindre betydningsfuld eller god, at han kopierede. Men det gør ham mindre genial, set i forhold til den romantiske kunstner/opfinder-rolle, som han påtog sig.
Forestillingen om det originale geni har alle dage været en belastning for erkendelsen. Men før industrialiseringen havde man i det mindste ikke nogen forventing om original-genial frembringelse. I renaissancen skrev Vasari om de store genier, og fremhævede dem som enestående individer; men han beskrev også deres studier af antikke forbilleder, og deres historicitet, deres placering i samtiden. I romantikken afløstes studier af inspiration, og historicitet af historicisme. Kunstneren, tænkeren og opfinderen skulle ideelt set være uafhængig af forbilleder og af omverdenen. Og dermed var hans idé også uangribeligt enestående.
Bag denne tanke ligger en forveksling af proces og produkt. Enhver kan selv se, at en PH-lampe eller en tegning af Leonardo er noget enestående og uefterligneligt. Sådan er det med alt, selv det mindste barns tegning. Vi sætter alle et uforvekseligt aftryk på det vi laver. Men samtidig er vi alle del af en fælles kultur og en historie. Vi skaber indenfor et kulturelt fællesskab af viden, kunnen og former, og kreativitet er snarere et udtryk for en meget stor åndelig integration i dette hele, end for en særlig individualitet.
Dette burde efterhånden være almen viden. Men der er store kommercielle interesser på spil, når det gælder ophavsret, og for dem, der tjener pengene virker den sikre ejendomsret tryggere end den usikre kreativitet. Det paradoksale er jo, at ophavsretten er en vare, som man kan sælge.
»It’s the money....money....money« som DJ Shadow samplede det ind på sin 1996-cd: Endtroducing, på nummeret »Why Hip Hop Sucks In ‘96«. DJ Shadow, er en af flere DJ’s, der er vendt tilbage til hiphoppens musikalske rødder, uden at være old-school-sentimental: For ham er handler det om breaks, skratches, og samples, og hverken om gangsta-attitude eller om commerciel succes. At den holdning faktisk kan føre de helt store penge med sig, er engelske Fat Boy Slim, a.k.a Norman Cook, et bevis for.

Og det er en væsentlig pointe ved hele denne analogi til musikken. Hiphop, og beslægtede former, har bragt populærmusikken ud af et kunstnerisk og commercielt dødvande ved en totalt respektløs omgang med alle de hellige køer: Værket, produktet, kunstneren, originalen, live-optræden, fan-rollen, fortsæt selv. Og det går i alle retninger.
En væsentlig del af hele denne kultur er, at alle selv kan lave musik, alle kan brænde deres egne cd’er, og gør det, al pop kan hentes fra Nettet, og bliver det. Og det er plagiater, piratkopier, compilations og mere eller mindre mærkelige cover-versions der har bragt populærmusikken tilbage som det centrale i ungdomskulturen. Alt det, der for 20 år siden blev regnet for det værste plat, mens musikbranchen med bekymring iagttog, at unge mænd holdt op med at identificere sig med rock-stjerner, og hellere ville være børsmæglere.
Man kunne ønske at der var flere designere som DJ’s; med mindre respekt, mindre autoritetstro, mindre romantik. Man kunne ønske at nogen begyndte at skratche lidt i PH-lamperne og Lego-klodserne. Ikke, som det skete for nogle år siden, ved destruktivt at save klassikerne over. Men med den samme kærlighed som DJ’sne har til deres klassiske breaks: Med øje for essensen i tingene, og med nye ting på hjerte. For man kan i virkeligheden let skære igennem diskussionen om autencitet i hip-hop, og design: det gælder om at mene noget med det man gør, og vide noget om hvordan man gør det.
Hiphop-kulturen har foregrebet den nye verdenskultur, baseret på viden, fremfor produkter, som mange mener er på vej. I en videnskultur handler det ikke om at forsvare sine produkter, men om at skabe ny erkendelse. Den person, eller virksomhed, der lukker sig om allerede kendte produkter, har dømt sig til undergang. Og en videnskultur forudsætter åbenhed og udveksling overalt. En popsang har længere liv hvis den bliver remixet og reproduceret. Tilsvarende vil designprodukter have længere liv hvis de bestandig rekontekstualiseres, omdannes og genfortolkes af nye generationer. Et godt eksempel på den proces er genopdagelsen af Arne Jacobsens og Wegeners møbler. Dansk design fra 50’erne og 60’erne er blevet mondænt, fordi møblerne er blevet brugt af spanske, engelske og japanske arkitekter i restauranter, klubber og tøjforretninger. Ikke fordi de er ’tidløse’, men fordi de er karakteristiske for en tid og en stemning man gerne vil låne aura fra.
Fortolkning og udvikling kræver mængder af viden og kunnen, stik modsat den traditionelle opfattelse af designeren som stof-bunden skaber. Og så kræver det naturligvis et åbent værkbegreb, hvor enhver form kan forandres og tillempes situationen. Her er ingen tidløse klassikere.
Hvor Bauhaus-traditionen sigter på at give designeren redskaber, produktionsviden og formbegreber, må en ny designerrolle have mange flere bolde i luften. For med informationsteknologien er det givet, at såvel designredskaber som produktionsteknologier ændrer sig flere gange om året. Og at formlæren – den modernistiske version af ’god smag’ – er helt overflødig.

Alle mærkevare-producenter bruger formuer på at jagte kopi-produkter over hele verden. De ved vel bedst selv, om det overhovedet kan betale sig. Men for en helt udenforstående iagttager virker det som en kamp mod vindmøller. Kopiprodukterne er jo i sidste ende tegn på virksomhedens succes, og de, der har råd vil altid foretrække den originale vare. Det er langt værre, hvis der ikke udvikles nye, tidssvarende produkter, der kan konkurrere på et stadig mere krævende marked. Indenfor beklædningsindustrien synes man at have fattet pointen: Gucci, Louis Vuitton og Prada har forlængst erstattet deres konventionelle, kopivenlige designs med halvårlige kollektioner helt ude i spidsen af markedet.
Now I’d like to be able to continue, to put out whats inside of me, which comes from all the music that I hear... and let that come out... And it’s like it’s not really me, it’s like the music coming through...
DJ Shadow, fra Endtroducing
DJ Shadow taler her som et ekko af Marcel Duchamp, Mies van der Rohe, John Cage, Joseph Beuys og mange flere kunstere, der har ønsket at gøre op med den traditionelle kunstner-rolle. For dem er det hverken værket eller kunstneren der er det væsentlige, men den kontinuerlige udveksling og udvikling. Og det er måske denne kultur, på tværs af kunstarterne, der peger på informationssamfundets nye vidensstruktur. Vi bliver nødt til at udvikle nye former for aftaler, nye rettigheder for kunstnere, designere og opfindere, nye vilkår for produktionen. For det er da bestemt rimeligt at folk kan leve af deres kunnen. Men vi må først slippe den romantiske forstilling om den geniale kunstner.

*Merete Ahnfeldt-Mollerup er arkitekt og ph.d. samt arkitekturskribent på Information. Kronikken er en forkortet version af en
katalogtekst til udstillingen »Inspiration eller plagiat – om kreativitet i design«, på Kunstindustrimuseet. Udstillingen åbner for publikum i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her