Læsetid: 4 min.

Sommeren in memoriam

En gang imellem er det dejligt kun at være kød...
20. september 2001

Kommentaren - Kropsligt
Ferieparadiset er en jungle af kroppe, en levende organisme af ædende, bællende, sovende, skidende, elskende, dansende kroppe. Kroppe, hvis sidste affaldsstoffer om morgenen kastes op og flyder ud af afløb og videre gennem kloaker. Kroppe, som konstant har brug for ny benzin til dyrkelsen af kropskodernes semiotiske spil. Kroppe, som er dødelige dyr...
Du står fredeligt i strandkanten. Pludselig gasser en gul vandscooter op ude ved den yderste bøje, der hvor kun de færreste og mest dristige vover sig ud. Den skyder sig vej ind blandt badegæsterne, som instinktivt viger til side for motorlarmen. Føreren af vandscooteren råber i vilden sky. Han gestikulerer febrilsk med armene og skriger at folk skal humme sig, for en krop har netop fået hjertestop. Der er ingen tid at spilde, det kan kun gå for langsomt. Vandscooteren drøner op på strandbredden.
Folk strømmer til for at se på denne halvt levende, næsten døde krop. Flokken af badegæster trækkes derhen som efter en magnet. Hjertestoppet lægges på det fine, bløde sand. Samaritterne er for længst blevet tilkaldt. De endnu levende menneskekroppe stiller sig afventende i ring om den syge, som får kunstigt åndedræt og hjertemassage. Der er ringet efter ambulancen, så alt skal nok gå. Efter et par minutters drama spredes man på ny. En krop, en anonym krop, var kommet galt af sted.

Kødets krav
Det er ikke langt fra at selve den menneskelige virkelighedsopfattelse er bundet direkte op på kroppen – eller snarere:
Menneskekødet, som udenpå iklædes skind og indeni lever side om side med fedtet og blodet og vandet og senerne og knoglerne og indvoldene. Er det i virkeligheden ikke kødet der tæller mest af alt; pælen i kødet, kødet i kødet, kødets signaler, dem man sender og dem man afsender?
Vi tænker gennem kød. Vi taler gennem kød. Vi vælger og dømmer med kødet som lige dele udgangspunkt og referenceramme. Kødet tiltrækker og frastøder. Kødmarkedet... denne skælmske konsensus, som det gælder om at kunne navigere så sikkert i, at man til sidst ikke behøver være der længere. Kødmarkedet med dets merkantile undertoner, som gør strategierne så befriende enkle; en gang imellem er det dejligt kun at skulle være kød.
Sådan et ophold på en gennemsnitssommerbadstrand er et studie i kød. Hjernen lægges til side og frem på scenen træder kødet med dets drifter og krav, mens det venter på at tale til os, og fortælle os hvad vi skal gøre, og hvordan vi skal gebærde os. Kødets bud går forud for en- hver fornuft som vi kan tænke os til og bestemme over. Og det kan være du vil sige, at det er kendt stof, at der i bund og grund ikke er noget nyt i den historie, men derfor er kødet stadigvæk lige så forbandet mystificerende.
Den franske filosof Maurice Merleau-Ponty indsatte kroppen som centrum for sin tænkning. I bogen Kroppens fænomenologi fra hovedværket Perceptionens fænomenologi skriver han blandt andet: »Kroppens rumlighed består i udfoldelsen af dens væren krop, den måde hvorpå den virkeliggør sig som krop. (...) I denne forstand kan vor krop sammenlignes med et kunstværk. Den er et knudepunkt af levende betydninger, og ikke et bestemt antal kovariante leds lov. (...) forstanden forstår ved at indordne en erfaring under en idé, mens begæret forstår ved i blinde at knytte en krop til en krop.«
Uden at være specialist i Merleau-Ponty kan man trække den væsentlige pointe ud af ovenstående linjer, at kroppen ikke blot er krop i biologisk forstand, men et slags redskab for vores dannelse af betydning.
På den måde er kroppen med til at give vore ord en mening, der ligger udover ordene. Denne kropslære er antropologisk set baggrunden for, at noget så umiddelbart velkendt og banalt som en badestrand bliver interessant.
Strandlivet er den levende, vibrerende praksis af det ’præ-refleksive cogito’, som Merleau-Ponty introducerer i Kroppens fænomenologi. Det betyder, at kroppen er forbundet med verden før tanken. I begæret handler kroppen i blinde og ud fra sig selv som krop. Den ene krops vurdering af den anden krops muligheder og begrænsninger styres af dette princip.

Kødets mangfoldighed
Hvor kan man iagttage det præ-refleksive cogito bedre end på sommerstranden med dens kødkroppe – liggende, gående, stående, svømmende, legende kroppe, på sand og i vand, fra tidlig morgen til sen aften, fra sen aften og videre ud på de små timer, indtil kødet giver fortabt, dejser om og går i seng? Stranden afdækker kødets mangfoldighed – de smukke og grimme, de fede og tynde, de respektindgydende og helt normale, det kød der en gang var attraktivt, og det kød der bliver det en dag.
Her æltes blødt, hvidt flæsk ind i faktor 15. Du kan lige så tydeligt høre, hvordan huden svupper af mør, våd elasticitet. Her smøres den glinsende olie ud på olympiske muskelmasser som taget fra en anatomibog; trænede, senede og så tæt på det perfekte. Her beskyttes kroppe fra solens kraft. Her forebygges kræft. Der steges kød på den store fælles kødgrill, og mennesker bliver røde, sorte, brune og brankede, mens andre blot fortsætter med at være blege.
Nogen skifter ham og lader huden skrælle af i lange, tørre tjavser. Der er tynde kontorben, oppustede, alkoholiserede vomme, struttende kød, afpillet kød, nyt kød og brugt kød i et virvar mellem hinanden.
Fortsættelse følger til næste sommer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu