Kommentaren - Magtsymboler
Risikosamfund har i nogle år været en af de mest brugte sociologiske betegnelser for nutidens samfund. Der ligger i denne betegnelse fire ting:
*For det første er der mange risici.
*For det andet er disse menneskeskabte.
*For det tredje ved vi, at vores handlinger kan have utilsigtede konsekvenser, og at risici er noget, vi hele tiden skaber.
*For det fjerde må vi affinde os med at leve med denne bevidsthed.
Risikobevidstheden er en konstituerende del af risikosamfundet. Det var den tyske sociolog Ulrich Beck, der 1986 med bogen Risikosamfundet skabte dette udtryk, som idag bruges af masser af forskere og journalister. Det skal lige bemærkes, at Beck først og fremmest tænkte på de økologiske risici.
Spørgsmålet er imidlertid, om vi nu også for alvor ved dette, og om vi kan leve med denne risikobevidsthed. Det er rent faktisk sådan, at vi let kan bilde os ind, at disse risici ikke findes, og at vi i hvert fald let kan kontrollere dem. Forestillingen om kontrol, beherskelse og risikofrihed er stadig ikke blot udbredt, men fremherskende. Vi skal sikre demokrati og velfærdsstaten. Vi skal sikre ældreforsorg. Vi skal sikre sikkerhed. Som om vi kunne det.
Magtsymboler
Et stærkt og rystende eksempel er terrorangrebene på de to amerikanske magtsymbolske bygninger. Ingen havde forudset dem. De fleste ville have forsvoret, at det kunne lade sig gøre. Men nu bagefter kan vi se, at det egentlig var forbløffende let, og at det kan ske igen. USA troede faktisk at kunne leve i magtfuld sikkerhed og uangribelighed. I hvert fald når de fik deres missilskjold op at stå.
Men begivenhederne hin tirsdag viste os først og fremmest, at vores forestillinger om verden er grundlæggende uholdbare. Det var ikke blot et chok på den måde, at det var en menneskelig tragedie. Det var også et chok på den måde, at det viste, at vores forestillinger om senmoderne samfunds kontrol og sikkerhed er en illusion.
Ulrich Beck har ikke ret. Det er fuldt ud muligt at fortrænge risikosamfundets risici. Vi gør det hver dag. Jeg mener faktisk, at det er Ulrich Beck og de intellektuelle, der tager fejl, når de hævder, at vi kan leve med disse risici, og at vi bare skal indstille os på kaos og uforudsigelighed. Det er en katastrofal fejlvurdering af samfund og mennesker.
Rent faktisk siger Beck heller ikke, at vi blot skal leve med disse risici. Han hævder, at vi kan og skal gøre noget ved dem.
Økologiske risici
Først og fremmest foreslår han, at vi skal gøre noget ved de økologiske risici. Interessen for at gøre noget ved dem synes dog aftagende. I hvert fald hos almindelige forbrugere.
Imidlertid er det nu den anden globale hovedrisiko, der står på programmet. Den globale ulighed og den aktive fastholdelse af store menneskegrupper i fattigdom og undertrykkelse.
Tirsdagens terrorangreb på USA indebærer to farer. For det første faren for et hævnangreb fra USAs side, som givetvis vil forøge faren for nye terrorangreb. Dette er allerede påpeget af mange.
For det andet faren for, at vi ikke ser uligheden og uretfærdigheden i øjnene som en hovedårsag til terrorangrebet. Og derfor undlader at gøre noget ved denne ulighed og uretfærdighed.
Det hører med til de europæiske og amerikanske samfunds selvsikre overlegenhed, at disse uligheder og uretfærdigheder i praksis overses.
Det er atter en dementi af påstanden om risikosamfundet: Det er ikke rigtigt, at vi er os alle disse risici bevidst. Tværtimod er vi gode til at lukke øjnene for dem, eller reducere dem til at være udslag af fanatisme, fundamentalisme og ondskab.
Terroren breder sig
Tampa med sine bådflygtninge ventende ud for Australien. Terroren mod USA: Disse to aktuelle eksempler demonstrerer tilsammen, at flygtningestrømmen vil øges, og at terror vil blive mere udbredt.
De borgerliges påstand om, at en forøget globalisering vil løse fattigdomsproblemerne, og at vi må stå sammen i NATO. De venstreorienteredes (ATTACs) krav om Tobin-skat og gældseftergivelse. Alt dette er rystende utilstrækkeligt.
Klog egoisme
Sociologen Zygmunt Bauman satte for nogle år siden den radikale globale omfordeling på programmet som alternativ til snakken om universelle menneskerettigheder. Hvor længe skal vi leve med den nuværende udviklings risici og uretfærdighed? Det er nemlig begge dele.
Derfor kræves både klog egoisme: Forebygge risici, og altruisme: rette op på uretfærdighed. Skriften på væggen burde være tydelig nok.
