Læsetid: 3 min.

Udnyttelse bag den arabiske desperation

Den vestlige verden trækker dobbelt så mange penge ud af den tredje verden, som vi skyder ind
Debat
22. september 2001

Terror
Kan og vil USA forhindre, at terrorangreb sker igen? Det mener jeg, man kan, men om det vil lykkes, afhænger naturligvis af, hvilken forebyggelsesmetode, man vælger, hvilket igen er bestemt af den holdning og indsigt, man går til opgaven med.
De foreløbige reaktioner, som bunder i chok og berettiget sorg og vrede, er forhåbentlig ikke de endelige. Uanset hvor forkastelig en terrorhandling her er tale om, bør Vestens bearbejdning ikke slutte med at man stikker hovedet i busken og negligerer det historiske forløb, som er forudsætningen for både den aktuelle tragedie og adskillige andre af mere permanent og ubemærket karakter.

Uden skyld i det skete
Det er forståeligt, at vi lige nu fokuserer på mental og praktisk solidaritet. USA/vi ønsker at lægge afstand til ondskaben og manifestere os som kultiverede demokratiske samfund. Dermed signalerer vi, at vi er uden skyld i det skete, og det er netop den opfattelse Bush giver udtryk for, når han siger: »Vi er blevet ramt, fordi vi er et åbent samfund.«
Men så enkel er virkeligheden jo ikke. Der er mennesker og samfund andre steder i verden, som har gode grunde til ikke at acceptere det billede, vi i Vesten har skabt af os selv og prøver at kolportere bl.a. ved hjælp af vores/USA’s mediedominans. Palæstinenserne f.eks.
De palæstinensiske glædesreaktioner – som deres ledere straks tog afstand fra – er usmagelige, men forståelige. Vi kan skændes til dommedag om, hvilke af de to styrer, der er det mest voldelige og korrupte, men det rykker ikke ved den kendsgerning, at Israel med sin konsekvente overtrædelse af samtlige mulige internationale konventioner og aftaler (inkl. Oslo-aftalen og den fjerde Genevekonvention, som forbyder en besættelsesmagt at flytte sin befolkning ind i besat område) er i gang med en løbende destruktion af selve den palæstinensiske stats eksistensgrundlag.
Landområder, bygninger produktionsapparat, landbrugsjord, infrastruktur ødelægges eller inddrages, samtidig med at Israel har iværksat en likvideringskampagne, der cirka hveranden uge koster en palæstinensisk leder livet. Det var den politik, Sharon fik grønt lys for, da han for nylig besøgte Bush.
USA har tanket stort set samtlige golfstater – Iran og Irak inclusive – op med våben, og struktureret områdets militære alliancer med diverse korrupte diktatorer. Men som det fremgår ikke altid med lige heldig hånd. Hvis USA ikke havde deltaget i kuppet mod Mossadeq i 1953, havde Iran sandsynligvis haft et demokratisk styre i dag. Og i f.eks. Saudiarabien har USA fået sig en alliancepartner, der må betegnes som dagens mest brutale og reaktionære diktatur.

Kulturbærende Arabien
Hvad enten Osama bin Laden står bag eller ej, betragter han sig næppe som det samlede globale proletariats befrier, men udover hvad han måtte have af politiske motiver, deler han – utvivlsomt med et flertal af alle arabere – en voldsom aversion mod USA’s indtrængen i den arabiske verden, som er et gammelt kulturbærende område af højere alder end den vestlige civilisation.
At den kendsgerning har betydning som identitets - og handlingsskabende element lader USA foreløbig til at have overset. Og så har USA jo i øvrigt den kedelige vane at eliminere folkevalgte regeringer eller bevægelser som på længere sigt truer den amerikanske dominans, læs: De ressourcestrømme der er forudsætningen for den amerikanske livsform, hvor f.eks. otte procent af jordens befolkning tegner sig for knap en tredjedel af det globale energiforbrug.

Undskyld, Chile
Eksempler? Iran, Chile (klokkeklar indrømmelse med »undskyld« under Clinton), Nicaragua, Guatemala, Vietnam, Haiti, Grenada osv. Eller sagt med den engelske dramatiker Harold Pinter, citeret fra en artikel første gang trykt i The Guardian, her hjemme i Information den 11. februar ’97: »USA’s forbrydelser verden over har været systematiske, konstante, kliniske, ubarmhjertige og grundigt dokumenterede, men ingen taler om dem.«
Hvorfor netop ramme Pentagon og World Trade Center? (I WTC holdt verdens største finansieringsselskaber til).
Fordi i de bygninger er en stor del af den tredje verdens fattigdom og undertrykkelse blevet planlagt, og det, der i virkeligheden forfærder USA’s ledere mest, er, at deres selvtagne ret til at strukturere verden efter deres hoveder, pludselig bliver anfægtet med en konsekvens og grusomhed, der er endnu større end deres egen.
Den vestlige verden trækker stadig mindst dobbelt så mange penge ud af den tredje verden som vi skyder ind. Stop det, ikke fordi USA er blevet udsat for en terrorhandling, men fordi det er på tide vi holder op med at forbruge de mennesker og de samfund, som vi første gang stak sugerøret i for cirka 500 år siden!

*Deltag i debatten om Superafmagten på www.information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her