Læsetid: 3 min.

Upålidelige kanoner

DKP troede både på Danmark og Sovjet – mens loyalitet var en mangelvare blandt militarister
7. september 2001

Opgør om fortid
Loyalitet er jo ikke just et mode-ord, og når det nævnes i den offentlige debat, er det i reglen i forbindelse med ansættelses-kontrakter.
Loyalitet, der bygger på mere end løntillæg, er ikke længere borgerlighedens mærkevare. Det er derfor interessant, når ægte loyalitet over for fædrelandet er i fokus i en debat mellem repræsentanter for dybe traditioner i dansk politik.
Frank Aaens fremhævelse af DKP’s loyalitet over for fædrelandet, har fremkaldt reaktioner fra en række NATO- og EU-tilhængere, som mener, at DKP’s loyalitet over for Sovjet-staten var større. Begge udsagn fremstår fortsat som påstande. De fremsatte belæg giver ikke grundlag for en endegyldig dom over partiets loyalitetsforhold.
Men bag denne konflikt skjuler sig en tilsyneladende enighed om, at DKP skabte en platform for dyb loyalitet over for idealer og kampfæller. Og det en platform som var ud over det sædvanlige. Måske skal de danske kommunisters loyalitet først sættes i et videre historisk perspektiv, før man derefter kan overveje, hvorledes kommunisterne håndterede deres loyalitets-konflikt mellem danskhed og sovjet-kommunisme.
Første og Anden Verdenskrig var de identitetsskabende perioder for den europæiske kommunisme.

Manglende loyalitet
Første Verdenskrigs udbrud forklarede et mindretal i arbejderbevægelsen med de tyske og franske socialisters mangel på loyalitet over for deres gensidige løfte om at hindre krigen gennem en fælles generalstrejke.
Den socialdemokratiske arbejderbevægelse formåede ikke at forblive loyale over for hinanden, men kastede sig ud i en krig, hvor socialister kæmpede mod socialister, side om side med de militaristiske kræfter, der længe havde ønsket krig.
Anti-militarisme og internationalisme var de idealer, som foranledigede mange desertører til at slutte sig sammen og blive kommunister, mere tro mod internationalismen end de ledende socialister, som havde forsvaret deres nationale positioner ved at lade sig trække med ud i krigen. Den internationale kommunisme blev dermed anti-national, men identificerede sig alligevel hurtigt med den nye Sovjet-stat, der jo skabtes af desertører, som ønskede at bringe Ruslands krigsdeltagelse til ende.
Den fejlslagne fælles-europæiske militære intervention mod Sovjet-staten 1918-1922, forstærkede kommunisternes loyalitet over for denne statsdannelse i en situation, hvor informationer om den nye stat var så begrænsede, at håbet om eksperimentets succes styrede loyaliteten. I bagklogskabens klare lys, er det jo den helt store ironi, at den revolution, som tog afsæt i anti-militarisme, skabte vidt råderum for militarismen.

Den udanske part
Nu kunne man jo hævde, at en anti-militaristisk holdning i sig selv er udansk, og at spørgsmålet om loyalitet således er afklaret.
Men da militæret under eller efter den 9. april 1940 ikke mobiliseredes imod den tyske tilstedeværelse i landet, og en del officerer først og fremmest drømte om de nye europæiske karrieremuligheder, kan man jo som kommunist argumentere, at militarismen var den udanske part.
Og når kommunisterne kunne kaste deres liv og velfærd ind i frihedskampen som ’Borgerlige Partisaner’ og altså ikke som ’Kommunistiske Partisaner’ viste kommunisterne jo, at de kunne være loyale over for de forskellige borgerlige, som også holdt fast på dansk selvbestemmelse. Denne loyalitet må have været dyb og gensidig, for den ses jo stadig. EU-modstanden har jo et usædvanlig fodslag, der rummer en tværpolitisk loyalitet, som ligner den, der prægede den nationale alliance frem til 1945.

Overdreven loyalitet
DKP’s rødder rummede på denne måde en dyb loyalitet over for både Sovjet-stat og Danmark. Loyaliteten var selvopofrende og kunne bruges til at skabe en politisk energi langt ud over partiets faktiske tilslutning, men, som det er påpeget, var loyaliteten med Sovjet-militarismen overdreven og misforstået. Militarismen i Danmark har dog intet at hæfte på DKP. Den danske militarisme har meget dybere rødder i autoritær elitisme af værste fælleseuropæiske kaliber. Den mangler aldeles argumenter for sin danskhed. Derfor må de militær-venlige argumentere lidt mere højlydt, når Aaen hævder, at DKP’s danskhed ikke kan bringes i tvivl.
Den udanske militarisme kan i det 20. århundrede ikke finde et eneste brugbart bevis på sin loyalitet over for fædrelandet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne Marie Jensen

Al den snak om DKP for tiden - der skydes med skarpt og kastes med smuds, hvor reelle spørgsmål, ja sådan nogle skorter det mere på. Et spørgsmål kunne passende lyde: Hvilken blok(eller parti) har historisk set stået for en hhv voldelig og totalitær linje og hvilke har stået for fred og solidaritet på tværs af nationale skel?

Der ligger nogle vigtige pointer i denne artikel man kunne tygge lidt på. Danmark har nu været en særdeles aktiv spydspids for den internationale (eller skal vi sige USA-imperialistiske) militarisme i ni år. Den varme krig har været et højreorienteret projekt.

Fedt med adgangen til arkiverne, Information!