Læsetid: 2 min.

Valgflæsk til minoriteter

Hvor går den moralske grænse for, hvad vi kan kræve – når blot det er juridisk eller genetisk muligt?
Debat
13. september 2001

Adoption
Naturligvis kan man mene, at det ville være bedre for et barn at vokse op i homoseksuelle rammer her i landet end som påhæng på en brasiliansk narkoluder. Det er også nemt for en heteroseksuel at være afvisende, men tolerancen kan gå så vidt, at man snarere bør række efter andre ord.
Ingen her på jorden har i virkeligheden krav på andet end respekt og frihed til at leve det liv, man føler sig til rette i uden at skade eller hæmme andre.
Hvis man oven i købet kan bibringe noget til medmennesker og samfund, kan ens situation vist ikke kaldes ulykkelig. Jeg tror i hvert fald ikke, at f. eks. Torben Lund ligefrem græder sig selv i søvn hver nat.
Hvis det virkelig er for at bejle til en ’ledig’ minoritet, ville der muligvis have været flere stemmer at hente hos de mere talrige singler. Der findes masser af enlige fædre og mødre, som er fortrinlige og kærlige opdragere – og vist en god del singler, der mest søger partner for forældreskabets skyld.
Hvis det ikke er valgflæsk, minder det i foruroligende grad om endnu et skridt ud ad det skråplan, som heteroseksuelle godt nok nu har tilladelse til at betræde, men man retter ikke op på en fejltagelse ved at foretage en ny.

Rum til minoriteter
Selv om en af demokratiets fornemste opgaver er at give rum til minoriteters udfoldelse af liv og ytringsfrihed, giver det ikke nogen samfundsgruppe ret til at stille ublu krav.
Det kan i hvert fald aldrig være nogen styreforms opgave at ’udbedre’ Guds/Allahs/Naturens/Livets mest lunefulde værk, mennesket.
Vi sidder et par stykker herude, der af og til godt kunne tænke os at spille klaver som Beethoven, violin som Vengerov, fodbold som Michael Laudrup.
Engang vil det måske endda lykkes lægevidenskaben at kunne efterkomme disse ønsker – men kan vi ligefrem kræve det?
Jeg synes, at både radikale og bøsser skal klappe hesten, mens de stiller sig selv et par spørgsmål, som i hvert fald ligger denne mand på sinde: Hvor går den moralske grænse for, hvad vi kan kræve, selv om det er muligt – juridisk eller/og genetisk? Og er tegnet på, at man er blevet voksen, ikke, at man er nået til en indsigt i og accept af, hvilket menneske man er – og ikke er og aldrig kan blive?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her