Kronik

I virkelighedens ørken

Det utænkelige, der skete, var allerede sket – på film – derfor overraskelsen. Men nu, over for katastrofens rå Realitet, afgøres det hvordan vi vil opfatte den
Debat
15. september 2001

.

LørdagskronikkenDen ultimative amerikanske paranoide fantasi er den, hvor en person, der bor i en lille idyllisk by i Californien, forbrugernes paradis, pludselig får mistanke om, at den verden han lever i er et falsum, et skuespil, der opføres for at holde ham fast i at han lever i en virkelig verden – men rent faktisk er alle omkring ham skuespillere og statister i et gigantisk show.
Det seneste eksempel er Peter Weirs The Truman Show (1998), hvor Jim Carrey spiller den lille funktionær, der lidt efter lidt opdager, at han faktisk er hovedrolleindhaveren i et tv-show der kører non-stop døgnet rundt: Hans hjemby er konstrueret som et kæmpemæssigt tv-studie, med kameraer der uafbrudt følger ham.
Blandt forgængerne i genren er det værd at nævne Philip K. Dicks Time Out of Joint (1959), hvor hovedpersonen lever et beskedent liv i en lille idyllisk by i Californien i slutningen af 1950’erne, men gradvist opdager at hele byen er falsk, alene bygget op for hans skyld... Den underliggende erfaring i Time Out of Joint og The Truman Show er, at det kapitalistiske, californiske forbrugerparadis på en måde er uvirkeligt, substansløst i sin hyper-realitet, når det fratages sin materielle tyngde.
Det er ikke kun det, at Hollywood iscenesætter en slags kopi af det virkelige liv, berøvet materiens tyngde og træghed. Men også, at ’virkelig social omgang’ i det senkapitalistiske forbrugersamfund på sin vis får et anstrøg af iscenesat nummer, hvor vores ’virkelige’ naboer opfører sig som teaterskuespillere og statister...
Den ultimative sandhed om det kapitalistiske, utilitaristiske åndsforladte univers er af-materialiseringen af ’det virkelige liv’, dets forvandling til et spøgelsesagtigt show. Blandt andre har Christopher Isherwood givet denne uvirkelighed i amerikansk hverdagsliv udtryk, eksemplificeret i motelværelset: »Amerikanske moteller er uvirkelige! (... ) de er med overlæg indrettet til at være uvirkelige. (...) Europæerne hader os, fordi vi har trukket os tilbage til livet i reklamerne, som eneboere, der søger ind i huler for et meditere.«
Peter Sloterdijks brug af ordet ’sfære’ er her realiseret helt bogstaveligt som den kæmpestore metalsfære, der omringer og isolerer hele byen. For år tilbage tog science-fiction film som Zardoz eller Logans’ Run forskud på vore dages postmoderne dilemma ved at overføre denne fantasi til selve samfundet: Den isolerede gruppe, der lever deres sterile liv i et afsondret område, længes efter den virkelige verdens erfaring af materielt forfald.
Washowski-brødrenes filmsucces Matrix (1999) gik endnu længere indenfor samme samme logik: Den materielle virkelighed, som vi alle erfarer og ser rundt om os, er virtuel, den ledes og koordineres af en kæmpemæssig computer, som vi alle sammen er forbundet med. Da hovedpersonen (spillet af Keanu Reeves) vågner op i den ’virkelige virkelighed’ får han øje på et affolket landskab af afbrændte ruiner – resterne af Chicago efter en verdenskrig. Fra modstandslederen Morpheus lyder de ironiske ord: »Velkommen til virkelighedens ørken«.
Var det ikke noget lignende der skete i New York den 11. september? Byens indbyggere blev introduceret for ’Virkelighedens ørkenlandskab’ – for os, der er korrumperet af Hollywood, kunne de landskaber og de billeder vi så af tårnene, der styrtede sammen, kun minde os om de mest storslåede katastrofe-scener i de store filmproduktioner.
Når vi hører om hvordan bombningerne kom som et fuldstændig uforudsigeligt chok, hvordan det utænkelige var sket, kunne man kun komme i tanke om den altafgørende katastrofe fra starten af det 20. århundrede, Titanic: Det var også et chok, men ideologiske fantasier havde banet vejen for den, eftersom Titanic var symbol for kraften i det 19. århundredes industricivilisation.
Gælder det samme ikke for bombningerne? Ikke alene bombarderede medierne os konstant med snak om terrortruslen, truslen rummede også en voldsom følelsesmæssig fascination – tænk bare på den lange række af film lige fra Escape From New York til Independence Day. Det utænkelige, der skete, havde allerede fundet sted i fantasien, på sin vis fik Amerika, hvad det fantaserede om, og deri lå den største overraskelse.

Netop nu, hvor vi har at gøre med katastrofens rå Realitet, bør vi også gøre os klart hvilke ideologier og fantasier, der afgør, hvordan vi opfatter den. Hvis ødelæggelsen af World Trade Centers tårne rummer symbolik, ligger den ikke så meget i den gammeldags opfattelse af ’centrum for finanskapitalisme’, men snarere, at de to WTC-tårne stod for centrum i den virtuelle kapitalisme, for finansspekulationer løsrevet fra den materielle produktions sfære.
Bombningerne får kun deres rystende gennemslagskraft på baggrund af den grænse, der i dag skiller den digitale Første Verden fra den Tredje Verdens ’virkelighedsørken’. Det er bevidstheden om, at vi bor i et isoleret, kunstigt univers, som skaber idéen om, at en eller anden ildevarslende part konstant truer os med total ødelæggelse.
Bliver Osama Bin Laden, der mistænkes for at være hjernen bag bombningerne, så det virkelige livs Ernst Stavro Blofeld – mesterforbryderen i de fleste James Bond-film, altid aktiv i planer for klodens ødelæggelse.
Her bør vi erindre, at det eneste sted i Hollywood-filmene, hvor vi ser en intens produktionsproces, er når James Bond trænger ind på mesterforbryderens hemmelige territorium og dér afslører åstedet for intenst arbejde (narkotikaen udvindes og pakkes, der bygges en raket, der skal ødelægge New York...) Når mesterforbryderen har fanget Bond og tager ham på rundtur på den ulovlige fabrik, er det så ikke det nærmeste Hollywood kommer til en stolt, socialrealistisk fremstilling af fabriksarbejde? Og når Bond skrider ind, handler det selvfølgelig om at få værkstedet til at eksplodere som knaldfyrværkeri, så vi kan vende tilbage til den daglige skyggeeksistens i en verden med en ‘forsvindende arbejderklasse’. Er det ikke sådan, at med de eksploderende World Trade Center-tårne vender den vold, som var rettet mod den truende Yderverden, pludselig tilbage til os selv?
Den trygge sfære, som amerikanerne lever i, opleves som truet Udefra af angribende terrorister, som på én gang er skånselsløst selvopofrende og kujoner, snedigt intelligente og primitive barbarer.
I de sidste 500 år har den ’civiliserede’ vestlige verden købt sig (relativ) fremgang og fred ved at eksportere rå vold og ødelæggelse til det ’barbariske’ Udenfor: Den lange historie fra opdagelsen af Amerika til nedslagtningerne i Congo. Selvom det lyder ondt og koldt, skal vi også nu mere end nogensinde tidligere huske på, at bombningernes aktuelle effekt er meget mere symbolsk end reel. USA kom til at mærke en smule af det der præger dagligdagen i resten af verden, fra Sarajevo til Grosnij, fra Rwanda og Congo til Sierra Leone. Og hvis man føjer snigskytter og massevoldtægter til dagens tilstand i New York, får man en idé om Sarajevo for 10 år siden.

Det var, da vi så de to tårne falde sammen på tv, vi fik mulighed for at erfare falskheden i reality tv-shows:
Selvom disse shows er ’virkelige’, kan folk stadig spille skuespil i dem – de kan bare spille sig selv. Standarddementiet i en roman (»Alle personer i denne tekst er opdigtede. Enhver lighed med personer fra det virkelige liv er tilfældig«) gælder også for deltagere i reality shows: Det vi ser er fiktive karakterer, også selvom de spiller sig selv i virkeligheden.
Selvfølgelig er der flere måder at vende tilbage til virkeligheden på: Højreorienterede kommentatorer som Georg Will talte også straks om at det var slut med det »amerikanske frikvarter fra historien’ – virkelighedens gennemslagskraft rystede den liberale, tolerante attitudes elfenbenstårn... Nu er vi tvunget til at svare igen, at tage os af de virkelige fjender i den virkelige verden...«
Men hvem er det vi skal angribe? Lige meget, hvad svaret bliver på det spørgsmål, vil vi aldrig kunne ramme det rigtige mål, som for alvor kan tilfredsstille os. Det latterlige i et amerikansk angreb på Afghanistan kan ikke undgå at springe i øjnene: Hvis den største magt i verden vil ødelægge et af de fattigste lande, hvor bønderne næppe kan overleve i de golde bjerge, er det ikke det ultimative eksempel på afmagtens reaktion?
Der er til dels noget sandt i udtrykket om ’civilisationernes sammenstød’, som her er bevist, og som den almindelige amerikaners store overraskelse vidner om: »Hvordan er det muligt at disse mennesker ikke har mere respekt for deres eget liv?«. Er modstykket til overraskelsen ikke det, ret sørgelige, faktum at vi fra landene i den Første Verden finder det sværere og sværere blot at forestille os en almen eller universel Sag, man ville være parat til at give sit liv for?
Da selv den talibanske udenrigsminister efter bombningerna sagde, at han kunne ’føle sorgen’ hos de amerikanske børn, bekræftede han så ikke den ideologisk toneangivende rolle, denne sætning – Bill Clintons varemærke-frase – har opnået?
Desuden er oplevelsen af Amerika som et trygt paradis selvfølgelig også ren fantasi: Når en newyorker efter bombningerne sagde, at man nu ikke længere kan færdes trygt i byens gader, ja, så var ironien jo, at New Yorks gader før bombningerne var kendt for risikoen for at blive angrebet eller i det mindste bestjålet. Faktisk opstod der efter bombningerne en ny solidaritet – scener, hvor unge afrikansk-amerikanere hjalp en ældre jødisk herre over gaden, kunne man umuligt forestille sig for blot et par dage siden.
Nu, i dagene lige efter bombningerne, er det som om vi er gået i stå i tidsrummet mellem en traumatisk begivenhed og dens symbolske betydning – svarende til det korte øjeblik mellem et meget dybt snit til smerterne for alvor når os.
Det står står endnu åbent, hvordan begivenhederne vil blive opfattet, hvad de praktiske konsekvenser vil blive, hvilke reaktioner og handlinger, de vil retfærdiggøre. Selv i sådanne øjeblikke, spændt til bristepunktet, er dette bånd ikke automatisk, men betinget.

De første dårlige varsler har allerede været der; dagen efter bombningerne modtog jeg en besked fra en avis, der stod for at trykke en længere tekst, jeg havde skrevet om Lenin. Den ville nu blive udskudt, man fandt det ikke passende at trykke en tekst om Lenin lige efter bombningerne. Peger det ikke i retning af kommende ideologiske omformuleringer?
Endnu kender vi ikke de økonomiske, ideologiske, politiske og militære konsekvenser, men én ting er sikkert: USA, som indtil nu har opfattet sig som en ø, undtaget fra denne form for vold, som man kun bevidner på tv-skærmens trygge afstand, er nu direkte involveret. Alternativet er: Vil amerikanerne beslutte sig for at befæste sin ’sfære’ yderligere, eller vil de vove at træde ud af den?
Enten vil USA fastholde sin »Hvorfor skulle det ske for os?-Den slags sker ikke her!«-attitude, der kan føre til flere aggresioner overfor det truende Udenfor, kort sagt: Til en paranoid reaktion.
Eller USA vil langt om længe vove at krydse den usynlige grænse til verden Udenfor, acceptere at ankomme til den virkelige verden, gå fra »Sådan noget burde ikke ske her!« til »Sådan noget burde ikke ske nogen steder!«.
’Det amerikanske frikvarter fra historien’ var et falsum: Prisen for freden i USA var katastroferne i andre områder. Deri ligger bombningernes virkelige lærestykke: Det eneste man kan gøre for at det ikke sker her igen er at forebygge, at det sker noget andet sted.

*Oversat af Gitte Lyngby.

*Slavoj Zizek er filosof og forfatter, ’Slovenerskolen’, på dansk aktuel med bogen ’Det skrøbelige Absolutte’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her