Læsetid: 2 min.

Den afghanske forbandelse

USA støttede talebanerne før Sovjets invasion af Afghanistan – for at skabe et Vietnam-helvede for kommunismen
17. oktober 2001

Gengældelse
Det er vist almen viden, at talebanere og andre muslimske krigere er blevet fostret, finansieret og trænet af USA og Pakistan. Man siger normalt, at amerikanerne støttede dem, for at de kunne kæmpe mod den sovjetiske tilstedeværelse i Afghanistan, der varede fra december 1979 til 1989. Det gjorde de bestemt også.
Men støtten til mujahedinerne var ikke kun en reaktion på den sovjetiske indmarch, men omvendt en medvirkende årsag til indmarchen. Den amerikanske støtte til den fundamentalistiske, muslimske opposition til styret i Kabul begyndte nemlig et halvt år tidligere.
Det franske blad Le Nouvel Observateur interviewede i 1998 præsident Jimmy Carters sikkerhedspolitiske rådgiver Zbigniew Brzezinski om støtten. Her gør han op med den almindelige antagelse, at støtten først begyndte efter indmarchen.

Hemmelig hjælp fra USA
Ifølge interviewet underskrev præsident Carter allerede den 3. juli 1979 et direktiv om hemmelig hjælp til oppositionen i Afghanistan. Samme dag forklarede Brzezinski præsidenten, at dette efter hans opfattelse ville medføre en sovjetisk militær intervention.
Den franske interviewer siger, at så var der altså noget om det sovjetiske argument, at indmarchen også var rettet mod udenlandsk indblanding. Om Brzezinski ikke fortryder noget i dag? Nej langt fra – han syntes, at det var genialt at fange russerne i den afghanske fælde. Han sagde dengang til Carter, at USA nu havde chancen for at give USSR dets Vietnam. En anonym medarbejder i Det hvide Hus udtrykte samme holdning mere bramfrit på denne måde: Endelig havde USA chancen for »to finally sow shit in their backyard.«
Geopolitikeren Brzezinski fortryder heller ikke, at han på denne måde var med til at fostre fremtidens terrorister. Hvad betyder et par ophidsede muslimer mod Sovjets undergang, spørger han. At tale om en fundamentalistisk, muslimsk trussel mod verden er nonsens.
Mon det stadig er hans opfattelse? En ting er sikker. Det afghanske folk har betalt en høj pris for store magters kamp om deres land. Både før, under og efter den kolde krig.
De betaler stadig.

*Deltag i debatten om Gengældelsens pris på www.information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars R. Hansen

Eftersom Taliban fandtes på daværende tidspunkt, Steen, kan USA ikke have støttet dem.
Men det er korrekt, som de fleste sikkert ved, at USA støttede oprøret mod det kommunistiske styre i Afghanistan, herunder stærkt islamistiske grupper.