Kronik

Mine aftener i paradis

Magisk realisme i børnefilm har udviklet sig til en hel genre, hvor fantasien får vinger. I dag og i morgen vises vinderne i Buster – den anden danske børnefilmfestival
Debat
6. oktober 2001

Jeg husker det meget tydeligt – det var en aften i 1982. Min far og jeg kørte i vores sølvgrå Visa gennem det alsiske landskab. Det var tusmørke, og jo nærmere vi kom Sønderborg, des mere spændt blev jeg. Anledningen, til denne aftentur og til min kriblen i maven, var premieren på 1980’ernes vel mest omtalte og promoverede børne-og familiefilm: E.T.
Jeg var med mine 11-12 år endnu fri af teenageårenes mere afvisende attitude over for en film af kategorien ’børnefilm’ – gudskelov. Fra start til slut blev jeg revet med i lyset fra ufo’en på det store lærred. Dagene efter i skolen gik med at sætte pegefingrene mod hinanden – gerne med en af de sødeste drenge fra klassen.
Lidt tankevækkende er det, at E.T. er den eneste børnefilm, jeg mindes at have set som barn på det store lærred. Måske så jeg bare ikke de bedste danske børnefilm fra 70’erne og 80’erne. Måske er den gal med min hukommelse. Eller måske skal der mere end en fortælling i levende billeder til for at en film berører én. Lidt magi. Lidt poesi, måske.
I 1981, året før E.T.’s invasion, skete der noget nyt og væsentligt for den danske børnefilm. Filmatiseringen af Ole Lund Kierkegaards GummiTarzan (Søren Kragh-Jacobsen) blev en succes – set i bakspejlet ikke mindst fordi den var med til at skabe en ny børnefilmgenre – den magiske realisme. Afsættet i fortællingen om Ivan Olsen er socialrealistisk, men hurtigt brydes tristessen af fantasifulde påfund, komiske situationer og drys af magi.
Generelt er udgangspunktet for den magiske realisme på handlingsplanet som oftest en lidt kedelig og grå hverdag for hovedpersonen. Denne ’helt’ er utilfreds og forsøger derfor at løse sine problemer. På handlingsplanet begiver han sig på eventyr – som filmfortælling understreget ved filmens form og stil.
Problemstillingerne i den magisk realistiske film får på den måde en åbning, der nærer modet og håbet – både for helten og heltinden i fortællingen, men ikke mindst i forhold til børnepublikummet.Den magiske realisme formår at henvende sig til, og engagere børn i kraft af filmenes situationer og problemer af universel karakter, som barnetilskueren ofte vil være bekendt med fra sit eget hverdagsliv.
Den magiske realisme kan have flere former. Både i GummiTarzan og Busters Verden (Bille August, 1984), er det magiske konkret indlejret i selve handlingen. Det beror som udgangspunkt på, at begge film har et litterært forlæg. Der har ikke – i første omgang – været tænkt i det særegent filmiske udtryk – filmens stil.
Det kendetegner den magisk realistiske film fra 80’erne, at det overvejende er i filmens setting (rekvisitter, miljø m.m.), at magien er på spil. Magien eksponeres i mindre grad i kraft af filmens stil, denne forbliver ret konventionel. Jeg mener ikke, at de to nævnte (og dejlige!) børnefilm ville være blevet bedre med en anden stil. Men det er for mig interessant, at tendensen i den nyere danske børnefilm går i retning af en mere selvbevidst og markant filmstil.

Fra midten af 1990’erne eksperimenteres der i højere grad med de æstetiske muligheder, filmmediet rummer – også i børnefilm, og især, når vi taler magisk realisme. Her ses spændende eksempler på danske børnefilm uden litterært forlæg. Styrken i disse film er er, at deres poetiske og udfordrende filmstil potenserer det magiske i handlingen, mere end det hidtil er set i danske spillefilm for børn.
Filmene Anton (Aage Rais, 1996), Drengen der gik Baglæns (Thomas Vinterberg, 1996) og Forbudt for Børn (Jesper W. Nielsen, 1998) er alle oplagte eksempler (og der findes flere gode!). De to førstnævnte forholder sig begge til det vanskelige og yderst realistiske – afslutningen på livet. Mens Forbudt for Børn tematiserer en piges selvmordsforsøg som resultat af omsorgssvigt.
Filmenes stilgreb favner det mystiske og uforklarlige i fortællingen og åbner op for, at barneseeren fantaserer med. Brugen af bl.a. farver, lys, perspektiv, musik og klipning udfordrer barneseeren – på sanserne, fantasien og erfaringerne – men også på barnets kendskab til filmsprog.
Forbudt for Børn kan tages som eksempel på en film med en udpræget selvbevidst form og stil.
Formmæssigt udfordrer filmen barneseeren ved at indlede med et flashforward – af hovedpersonen Idas selvmordsforsøg. Denne akronologi og handling forklares ikke – f.eks. ved brug af en fortæller – (konvention i en traditionel børnefilm) – men får lov at hænge. Fra starten erfarer man, at Forbudt for Børn er anderledes krævende at se og forstå.
Handlingen i filmens første del (novellefilmen Lykkefanten) tager afsæt i den ni-årige Idas univers. Idas arbejdsløse mor drikker tæt, og lille Ida må passe sin lillebror Skrubsak, og i øvrigt tage sig af alle de sure pligter. Hendes far er rejst fra moren til Paris sammen med en anden kvinde. Børnenes kaotiske hverdag bliver til slut for meget for Ida, og hun forsøger at begå selvmord ved at springe i havnen.
Filmens handling kan umiddelbart lyde som socialrealisme af den tungeste slags, men ved brug af et overraskende plot samt en gennemført poetisk stil, skabes en magi og eventyrlighed, jeg ikke før har set i en børnefilm.
For eksempel er farverne holdt i et leje af gråtoner, optagelserne er i nogle indstillinger tiltede (dvs. at de er optaget med kameraet let på skrå) for at understrege det disharmoniske ved situationen. Klipningen er i nogle tilfælde abrupt for at skabe en følelse af desperation hos seeren. Musikken anvendes symbolsk, for eksempel konnoterer en blid drømmeagtig musik et fjernt paradisisk land (og liv), som Ida fantaserer om.
Disse stilgreb er med til at understrege filmens eventyrlighed og magi – og give filmoplevelsen en vigtig ekstra dimension.
Det skal ikke være forbeholdt voksenfilm at eksperimentere med filmsproget! Barneseeren har i den grad alle sanser beredt, og skal med film udfordres. Børnefilm skal stille krav til barnet om for det første at skærpe sanserne og dernæst – for at kunne fortolke en symbolsk stilbrug – at kunne ’knække filmkoden’.
Film kan receptionsteoretisk – ud fra den kulturelle kognitionsforskning – beskrives som en kulturel model. Film rummer kulturelle temaer, som seeren forholder sig til under betydningskonstruktionen og forståelsen af filmen som helhed.I forhold til børns reception kan film på linie med børns leg opfattes og fungere som en model for at lære om livet og de ting, der kan fremkalde angst og usikkerhed.
Gode børnefilm rummer noglefor børn velkendte og/eller overraskende problemstillinger – under alle omstændigheder problemstillinger, der rammer børn i øjenhøjde.

De fleste film kan opleves og forstås på forskellige planer – afhængigt af bl.a. seerens generelle bevidsthed og viden om filmstil og form, samt af seerens hverdagserfaringer i relation til tematikken i filmen. Reception af film er for børn meget tæt knyttet til selve handlingen – ofte via identifikation og empati med hovedpersonen.
Kognitionsteoretikeren E.S. Tønnessen forklarer, at barnets proces med at skabe en sammenhængende fortælling under filmseningen, bl.a. afhænger af barnets erfaring med film, barnets kulturelle kontekst og endelig dets modenhed. Der er en progression i barnets evne til at danne figurativ betydning – i forhold til barnets alder: Fra de visuelle tegn til de verbale, og tilsvarende fra de ikoniske til de symbolske (fra ni-års alderen).
Filmen Forbudt for Børn gør som nævnt stor brug af symbolik, og i øvrigt af intertekstualitet og stereotyper – bevidste valg fra instruktørhånd, der rammer børn og som gevinst indvier dem i filmmediets stilgreb og klicheer – og det er godt!
For voksne kan symbolikken og de intertekstuelle henvisninger i filmen virke ret banale – men der er lagt op til en barn-voksen samtale om det, der vækker undren, og som ikke bør være forbudt for børn at sætte ord på! Starten på det ny årtusind, eller den danske børnefilms andet århundrede, tegner meget lovende.
Ikke kun på grund af en en børnefilm som Mirakel (Natasha Arthy, 2000), men især fordi Danmark er initiativtager til, og værtsland for Københavns Internationale Børnefilmfestival – Buster, der afholdes i år for anden gang. Ud over en international voksenjury markerer Buster sig afgørende ved at have en børnejury. Det er flot, og egentlig virker det uomgængeligt, selv om det langt fra er kutyme på børnefilmfestivaler i det store udland.

På den første Buster-festival i år 2000 tildelte børnejuryen den svenske spillefilm Tsatsiki, moren og politimanden (Ella Lemhagen, 2000) førsteprisen. Filmen er en charmerende nutidig fortælling fra Sverige. Drengen Tsatsiki bor sammen med sin unge mor, men han længes stærkt efter sin græske far og drømmer om at møde ham i Grækenland – og drømmen bliver til virkelighed.
Børnejury’ens begrundelse for valget var først og fremmest: »drengen spiller fantastisk«, »hvor er han kær« og »en rigtig rigtig sød film«.
Der var dog næsten dødt løb mellem Tsatsiki, moren og politimanden, som fik 422 points og så den danske Mirakel, som fik 419 points. Børnejuryen udtrykte om Mirakel bl.a., at »den er genial«, »meget inspirerende«, »Dennis P.’s rap var for sej«, »musikken styrede«. Overordnet kan siges, at hvor det i Tsatsiki, moren og politimanden var selve Tsatsiki-figuren i en sød historie, som var det afgørende, så vandt Mirakel på sin skæve idé og især sin stil. Voksenjuryen tildelte Mirakel sin førstepris ’Busters Grand Prix’.
Mirakel er et eksempel på en ny børnefilm i en magisk realistisk stil. Jeg mener, at Mirakels grad af realisme i den grad rammer børn anno 2001; både tøjstil, dialog og miljø er skildret sådan, at alle kan genkende noget fra deres egen hverdag. At magien er på spil i Mirakel, understreges i filmens stil bl.a. ved de ekstreme kostumer, de originale danse- og sangoptrin (Dennis’ »blackouts«), den symbolske farvebrug, »MTV- klippestilen« (musikvideoagtig) og slow motion-sekvenserne.
Den egentlige magi i forhold til handlingen bliver konkret, ved at englen/Dennis’ afdøde far møder Dennis ’i virkeligheden’. Mødet giver Dennis en usynlig kraft, som han udfører små som store mirakler med. Mirakel formår at forene en drengs problemfyldte hverdagsliv med magi – både på handlingsplanet og ved filmens form og stil. Denne magi rækker fantasien en hånd – en farvestrålende fugl folder vingerne ud – og tror du på mirakler, ja, så bærer vingerne!

Danske børnefilm er noget særligt – i det store udland skorter det ikke på superlativer, når film fra det høje nord omtales. At danske børnefilm fanger børn i øjenhøjde – også uden for landets grænser, er ganske vist. Og jeg tror, især det skyldes danske instruktørers fantasi, evne og mod til at eksperimentere – med børnefilmens temata, form – og ikke mindst stil! Men aldrig ’stil’ på bekostning af den gode historie – kun i samklang med – så bliver børnefilm for alvor poesi!
Det er vigtigt, at børnefilminstruktører har for øje, at børnefilm godt må udfordre, også æstetisk. Sanser, fantasi og fornuft leger sammen, når vi ser film. Børnefilm er kultur for børn – og manifesterer sig endeligt som børnekultur på det store lærred, når børns hverdagskultur udgør filmens klangbund – orkestreret af en magisk realistisk stil.
Turen hjem til Nordborg forvandlede den sølvgrå Visa til en lavtflyvende ufo, min far til kaptajnen og mig selv til en pige med magiske fingre. Jeg spejdede længselsfuldt efter tegn på den mørke himmel, om så bare et stjerneskud. I hvert fald var endnu en E.T-fan født. Og én, som tror på magien i filmen.

*Anne Bertram er lærer, stud. mag. i Filmvidenskab

*I dag og i morgen vises vinderfilmene i Buster, Københavns Internationale Børnefilmfestival, der har varet fra mandag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her