Læsetid: 3 min.

Der skal en anti-demokrat til at forsvare demokratiet

For ’sande’ demokrater består et forsvar for demokratiet tilsyneladende i intet at gøre
Debat
15. oktober 2001

Kommentaren - Paradoks
Er det kun antidemokrater, der vil og kan forsvare demokratiet? Dette provokerende spørgsmål opstod i mit hoved efter læsningen af Henrik Lundbaks disputats om Dansk Samling.
Lundbak mener at kunne påvise, at Arne Sørensen og hans parti Dansk Samling var tæt på nazismen. Samtidigt viser han, at Dansk Samling sammen med DKP var afgørende ved den danske modstandsbevægelses skabelse. Det er provokerende:
De to mest antidemokratiske partier i datidens Danmark var netop dem, der bidrog mest til at bekæmpe den tyske besættelsesmagt og dermed redde lidt af Danmarks demokratiske navn og rygte.

De mest markante
To af de vigtigste modstandsorganisationer var BOPA og Holger Danske. Mens kommunisterne bar BOPA, var Dansk Samling vigtig for Holger Danskes vedkommende. Desuden kunne en enkeltperson som Kaj Munk nævnes. Han var også antidemokrat, men blev alligevel en myte som martyr i frihedskampen.
Nogle af de mest markante i dansk modstandsbevægelse var altså ikke glødende demokrater. Det var derimod folk, der havde stærke motivationer, som netop udsprang af antidemokratiske kilder.
Det nationale blev for Dansk Samlings og Kaj Munks vedkommende det, der fik dem til at bekæmpe noget, de ellers havde sympati for.
Selv om det nationale i dag er et fyord, er der ingen tvivl om, at det var afgørende for dele af den danske modstandsbevægelse.

Ingen tilfældighed
Måske er det ingen tilfældighed, at det var antidemokrater, der stærkest forsvarede demokratiet. De havde stærke motivationer, idet de bekæmpede det bestående. De havde nogle ideelle forestillinger, som mange i dag (lige som dengang) tager afstand fra. Men de var givetvis vigtige som dynamik og motivation.
Den skuffelse, man ofte har omtalt i forbindelse med tiden efter befrielsen, må nok tilskrives dette utopiske: DKP og Dansk Samling drømte om et andet samfund, men genfandt den gamle trummerum, da tyskerne var ude.
Denne gamle trummerum var just demokratiet, der havde været afskaffet under besættelsen.

Udemokratiske midler
Demokratiet kan måske kun forsvares af antidemokrater. Rigtige demokrater er alt for demokratiske til at nedlade sig til et vulgært og upassende forsvar mod antidemokratiske kræfter. Demokratiet må tit forsvares med udemokratiske midler og ud fra udemokratisk motivation.
Det gælder også i dag, hvor vi har endnu mere højtflyvende demokratiske idealer, præget af retsstat og rettigheder i langt større udstrækning end for 60 år siden.
I dag kan man ikke ofre sig for fædrelandet:
nDels er fædrelandet et fyord.
nDels dør demokrater ikke frivilligt, og det at ofre sit liv identificeres med afskyelig ekstremisme og fundamentalisme.
For demokrater er det umuligt at forsvare demokratiet. Ifølge demokrater består et forsvar for demokratiet i intet at gøre, dvs. at fastholde de frihedsrettigheder, som indbyder til angrebene.

Tredje gruppe
Det påpeges ofte, at der ikke blot findes muslimske fundamentalister, men også kristne. Men den tredje gruppe omtales sjældent: Rettighedsfundamentalisterne. Det er ikke mindst disse sidste, der skal imødegås, hvis demokratiet skal bevares.

Ud i det absurde
Der er ingen tvivl om, at terrorangrebet på USA den 11. oktober dels var et chok, dels ’fristede’ til at forsvare demokratiet ved at indskrænke visse frihedsrettigheder.
Mange er ved at opdage, at vores retsstats- og rettighedsprincipper har udviklet sig ud i det absurde. For mig er det let af forstå, at muslimer ofte foragter den virkelighedsfjernhed og svaghed, der præger vores retssamfund. I øvrigt hævdede to af Vestens berømteste filosoffer, Rousseau og Nietzsche, at den svage kristne kultur ville lide ynkeligt nederlag, hvis det kom til en konfrontation med islam.
Det eksisterende vestlige demokrati har to hovedgrupper af modstandere:
Dels er der muslimer, hvoraf et lille mindretal er potentielle terrorister, men hvor en meget større del foragter den svage vestlige civilisation.
Dels mange almindelige mennesker i Vesten, der mener, at vores rettigheder er udviklet ud over enhver rimelig fornuft.
Der må være grænser
Politikerne i USA og EU foreslår og vedtager indskrænkninger i rettighederne. Disse indskrænkninger foretages for at sætte os i stand til at forsvare os mod terrorister.
Men samtidigt foregår det også under pres fra en opinion af almindelige mennesker, der mener, at der må være grænser for frihedsrettighederne. Der findes blandt disse almindelige mennesker i Vesten folk, som mener, at man kan ofre sig og dø for sit fællesskab. Hvis vi i Vesten skal gøre demokratiet bæredygtigt, må det foregå under pres fra de to nævnte grupper af ’demokratimodstandere’.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her