Kronik

Branddame og sygeplejerske-mand

Kvinder i mandefag forventes at tilpasse sig skurvognssnakken, mens mænd i kvindefag tænkes at højne niveauet i ’hønsegården’... Men er tiden ikke snart løbet fra det kønsopdelte arbejdsmarked?
Debat
25. oktober 2001

Økonomi & Politik
Inden for de sidste 20-30 år er der sket store forandringer i arbejdsmarkedsstrukturen. Landbrug og industrierhvervene er for længst blevet mindre beskæftigelsesområder, mens servicesektoren har overtaget føringen. Vi lever ikke længere i et industrisamfund, men i et vidensamfund. Hvad der var brug for i går, er der ikke brug for i dag. Arbejdsløsheden er også under forandring, med en ledighedsprocent på 5,1 er den historisk lav. Det kønsopdelte arbejdsmarked derimod er stadig et kraftigt kendetegn ved det danske arbejdsmarked.
I en tid med lav arbejdsløshed opstår der mangel på arbejdskraft, og som løsning på problemet nævnes bl.a. bedre integration af indvandrere/ flygtninge, et rummeligt arbejdsmarked og en effektiv seniorpolitik. Men nedbrydning af de stive kønsgrænser i form af at tiltrække flere mænd til kvindefag eller flere kvinder til mandefag, har ikke for alvor været sat på dagsordenen.
De fag, der især lider under mangel på arbejdskraft, er indenfor det offentlige primært sundhedspersonale, socialrådgivere og undervisere. Indenfor den private sektor er der især tale om faglærte arbejdere og håndværkere indenfor fremstilling og bygge-anlæg, mens der tegner sig et mere broget billede indenfor service. Her mangler IT-personale, faglærte grupper beskæftigede med fødevarer inden for detailhandel og hotel- & restaurationsbranchen (bagere, tjenere mv.), frisører samt erhverv indenfor advokat og finansvirksomhed (revisorer, bogholdere og advokatsekretærer). Hvad karakteriserer disse fag? Og hvad skyldes problemerne?
Flere af disse fag er væksterhverv, som naturligt har brug for mere arbejdskraft, men et andet markant kendetegn er den stærke kønsopdeling. Såvel bygge/anlæg som plejepersonalet indenfor sundhedssektoren og de sociale institutioner, er nogle af de mest kønsopdelte fag på arbejdsmarkedet. Eneste undtagelse er malerfaget, hvor kvindeandelen har været støt stigende i de senere år.

Årsagerne til manglen på arbejdskraft og rekrutteringsproblemerne er mange: Mindre søgning til uddannelserne, mangel på praktikpladser, løn og arbejdsvilkår, og så er der frisørerne, som ret hurtigt får alderen imod sig. Men er løsningen på disse problemer at realisere det rummelige arbejdsmarked, integrere indvandrerne og udvide seniorordningerne? I hvert fald ikke direkte.
Derimod er der et perspektiv i at rette opmærksomheden mod at få flere af det andet køn ind i disse fag. Nogle vil måske mene, at der er gode grunde til, at der ikke er mange kvindelige elektrikere eller mandlige sygeplejersker. Men er en af grundene, at man slet ikke tænker på muligheden?
F.eks. bliver det ofte sagt, at hver fjerde gymnasiepige skal vælge sygeplejerskeuddannelsen, for at bemandingen kan opretholdes. Hvorfor ikke hver ottende elev i gymnasiet? Er det helt utænkeligt, at drenge kan finde på at vælge dette erhverv? Er der nok viden blandt unge mennesker, som skal vælge uddannelse og erhverv, om hvad f.eks. sygepleje er? Faget indeholder jo ikke kun omsorg men også planlægning, ligesom jobmulighederne er mangeartede.
Kønsopdelingen omtales kun i den almindelige debat som et problem, når de unge mænd forlader folkeskolen, eller når kvindeandelen i lægefaget stiger, underforstået at det er noget skidt med for mange kvinder.
Derimod bliver det aldrig nævnt som et problem, at flertallet af skolevejledere (dem som vejleder vores børn om fremtidigt uddannelses- og erhvervsvalg) er ’modne’ mænd. Problemet kan være, at børn og unge oplever en stor generationsforskel, og at mænd i højere grad end kvinder henviser den vejledningssøgende til andre instanser. Tendenser i den retning fremgår af en undersøgelse fra AKF.

Beretninger fra de mænd og kvinder som arbejder inden for ’det andet køns’ område, viser at kvinder og mænd har forskellige oplevelser med det.
Når mænd søger ind i et kvindefag, forventes de at tilføre faget noget ekstra og socialt højne niveauet ved at ’lægge en dæmper på hønsegårdssnakken’. Der er en samfundsmæssig konsensus om, at drenge har brug for mandlige pædagoger og lærere, underforstået nogle rigtige mænd, som kan lege fysiske lege med børnene, være rollemodeller mv. Opfattelsen er, at de enlige mødres børn har brug for at møde nogle ’professionelle’ mænd, samt at kvinderne ikke imødekommer drengenes behov, men tværtimod dæmper deres naturlige trang til fysisk aktivitet.
Men kan de mænd, som ønsker at arbejde i omsorgsfagene genkende sig selv i det maskulinitetsbillede? Der er åbenbart ikke brug for mænd, der altid har været en klovn til fodbold, men som har søgt jobbet, fordi de har lyst til at give deres bidrag til nogle helt almindelige børns positive udvikling.
Og er det kun de professionelle mænd, der skal motiveres til at have med børn at gøre?
Debatten om barselsorlov, og den kraftige modstand mod fædrekvoter, tilsiger ikke, at tilstedeværelsen af børnenes egen far er vigtig. Her opretholdes forestillingen om manden som den økonomiske forsøger og moren som den følelsesmæssige. Er der en modsigelse her?

Kvinders indtræden på mandedominerede jobområder er ikke omgærdet af samme jubelstemning. Kvinder anses ikke på samme måde for at have noget fagligt at tilføre, det gælder snarere om at gøre det på samme måde eller lige så godt som mændene.
Kvinderne bliver budt velkomne som dem, der arrangerer sociale aktiviteter, bliver det kommunikative forbindelsesled mellem faggrupper, og bliver i nogen grad talerør for kollegerne i forhold til ledelsen.
Samtidig forventes de at tilpasse sig skurvognssnakken indenfor bygge/anlægsbranchen, der ikke tillægges samme negative ladning som hønsegården i kvindefagene. Disse kvinder vælger mandefagene ud fra en interesse for tekniske og praktiske færdigheder, og de mener selv, at de har noget fagligt at tilføre.
Men det anerkendes ikke af arbejdspladsen på samme måde, som det gør for mænd i kvindefag, viser en undersøgelse fra CASA.
Malerfaget er et af de mandefag, som har formået at tiltrække kvinder. Det er som om, det tager tid at få minoritetsandelen op på en vis synlighedseffekt, men derefter går det stærkt – flere tiltrækker endnu flere. Kvinderne i malerfaget tilskrives omhyggelighed samt æstetisk sans og er populære hos private kunder, fordi de gider tale med dem og at rydde op efter sig (!). Er dette myte eller realitet?
En af forklaringerne på, at der kun er få kvinder i håndværksfagene lyder på de tunge løft. Inden for mange kvindeområder er der også tunge løft, men der, hvor kvinderne er kommet ind på de fysisk hårde mandeområder, er der ofte blevet sat fokus på arbejdsmiljø. Kvinder gør i højere grad end deres mandlige kolleger brug af hjælpemidler, både for at klare det fysisk, men også fordi de ikke lider noget statustab herved. Det øger mændenes brug af hjælpemidlerne, hvilket er en fordel, da både mænd og kvinder slides ned af tunge løft, skæve arbejdsstillinger mv.

Der har været meget fokus på det stigende arbejdspres på sundhedspersonalet, som fører til stress, nedslidning og i sidste ende flugt fra faget. Kan de mænd, som er indenfor området, sammen med kvinderne på lignende måde være med til at sætte fokus på arbejdsmiljøet er det godt, for der er brug for begge køn til at løse pleje- og omsorgsopgaverne for syge, ældre mv.
Der kan altså være flere fordele ved, at kvinder og mænd overskrider grænserne til det, som traditionelt er det andet køns arbejdsmarked. Ikke bare med hensyn til arbejdsvilkår, arbejdsmiljø og socialt miljø men også i selve udførelsen af arbejdet – det man kalder synergieffekt.
Fordi kvinder og mænd kulturelt og socialt indgår i forskellige sammenhænge og har forskellig baggrund, vil de i mange situationer have en forskellig faglig vinkel på en opgaveløsning, og samarbejdet kan derfor føre til en bedre løsning.

Men ligesom kvinder indbyrdes er forskellige, er mænd det også, så det er en dårlig idé at lade samarbejdet tage udgangspunkt i stereotyper om, hvad alle kvinder eller alle mænd formodes at kunne.
Der findes børnebøger med billeder af forskellige situationer i hverdagslivet, hvor formålet er at lære ordene for alt det, som udspiller sig. F.eks. viser en engelsk bog billeder af såvel en kvindelig ambulancefører, en kvindelig brandmand, og en mand som gør rent. Kunne de samme billeder være i en dansk bog? Eller sætter fantasien på dette sted grænser?

*Lene Hansen er sociolog og har skrevet ’Køn på tværs af fag - en analyse af drivkræfter og barrierer for unge, der vælger uddannelse utraditionelt for deres køn’, CASA 1999

*I dag torsdag afholder AF/Arbejdsmarkedsrådet i Sønderjylland en konference på baggrund af en SFI-analyse om perspektiver på det kønsopdelte arbejdsmarked

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her