Læsetid: 5 min.

Men de har en fed strand i Ishøj

Om forskellen på den mandlige og den kvindelige rejsende
Debat
25. oktober 2001

Kommentaren - Fodrejse
Hvad sker der når to damer går på deres fødder ud af gadedøren og tager hele turen med, alt det grimme og ubekvemme? Når rejsen ikke bare skal overstås, men er målet i sig selv? Og præcis hvornår er det man oplever at sy jorden sammen med himlen, den følelse som alle pilgrimsrejsende fortæller om?
Det satte en god veninde og jeg os for at undersøge. Vores rejse var ikke en ferie, men en spontant planlagt gåtur: Vi havde bare aftalt at gå mod vest indtil vi ikke gad mere. Vi havde seks dage til rådighed, vi havde telt med og selvfølgelig så få kilo på ryggen som muligt. Vi var så at sige uafhængige, kunne sove på en mark eller tjekke ind på et hotel. Vi havde dankort med, men ingen mobil.
Den moderne rejsendes mål er rekreation og følelsen af at have uendelig tid, jævnfør charterturismens middelklassekoncept, hvor selve rejsen helst skal overståes så hurtigt som overhovedet muligt – hele drømmen om at eliminere transporten, så hverdagen bare flyttes et sted hen, hvor vejret er bedre, mor ikke behøver at vaske op og tiden bliver udvidet. For alle flosklerne om mere tid til børnene, mere tid til hinanden, etc er jo sande, de latterligt korte tidslommer af ferie skal gøre resten af årets stress til at holde ud.
Sommetider tror jeg at Einstein glemte at opstille den forkortede tidsteori: Nemlig at påvise at jorden er kortere og kortere tid om at dreje om sin akse, således at de 24 timer, H.C. Andersen havde til rådighed hver gang han vendte et blad i almanakken nu kun er 22,8 eller noget i den retning.
For hvordan ellers forklare at vi har kortere tid til rådighed end nogen sinde, når middellevealderen er så meget forlænget, arbejdstiden kortere i forhold til for 100 år siden, vi har mere fritid, vi er rigere end nogen sinde før, etc.?

Ingen selvpineri
Hverken veninden eller jeg er purister. Det skulle derfor ikke være et selvpinerisk projekt, men et nysgerrigt åbent et. Vi gik ud fra cirka 20 km om dagen. I al sin enkelhed skulle vi bare mødes på Brønshøj Torv kl. 11.00 en søndag og så gå ud af Frederikssundsvej. At lukke døren bag sig og vide at nu begynder rejsen og den slutter ikke før jeg er hjemme igen; det er den totale romantiske forestilling om fodrejsen, men står jeg måske ikke på skuldrene af giganter?
Forskellen på den mandlige og den kvindelige rejsende er vel først og fremmest, at mens manden søger lykken og nyt territorium at erobre, bærer kvinden sit eget centrum med sig og søger et nyt sted at plante det.
Det gik op for os, fordi vi efter ret kort tid begyndte at fortælle historier, vi byttede så at sige familiekrøniker. Pludselig havde vi hver den perfekte tilhører til alt hvad moster Else sagde og hvorfor oldefar sled tre koner op.
Og tid var der pludselig nok af. Slægtens historie rullet hen over så lang tid, i starten undrede det os at behovet for at knytte sig selv til sin families historie er så stort, når to kvinder knævrer løs og alle almindelighederne er overstået og det ensformige landskab begynder at gå en på nerverne.
Misforstå mig ikke, der er vidunderlige steder i Danmark, men når man går ud af København gennem alle forstæderne, ud til alle de marker, for så lige så snart man nærmer sig en ny by trevle de samme parcelhuskvarterer op en gang til, gennem lidt bymidte, og så ud til nøjagtig de samme marker igen, hvad enten det er Frederikssund, Holbæk eller Roskilde, så får man en højst klaustrofobisk følelse af at være gået i ring.

Uendelig civiliseret
Danmark er tilsyneladende fuldstændig ens! Der er to muligheder: parceller eller marker. Det danske landskab er så uendeligt civiliseret og derfor så uendeligt sårbart, som kun drømme er det, så småt som et barns leg med bondegårde og dyr spredt ud på gulvtæppet.
Men det virker at gå! Og ork ja, vi kom til Hornsherred en mørk og stormfuld aften, vi endte på dukkehusøen Orø, rejsens yderste pynt, vi sad om aftenen og så solen gå ned over havet, og igen snakkede vi om vores familie, og fordi vi begge to nu kendte alle historierne, gav det dybere mening at snakke om alle vores unger, det blev ikke bare den sædvanelige cirklende udveksling af hønsesnak om hvordan lille Per har det i skolen og dumme mænd der ikke gider at hjælpe til.
Pludselig blev vores egne unger en del af hver vores stamtræ, de blev pailletter på et kæmpevægtæppe, hvor vi hver så tydeligt vores egen placering, det sted, hvor vi selv bliver syet sammen med verden.
Og så gik vi hjem igen. Forbi Roskilde Domkirke, hvor jeg aldrig har været før, og den enorme lange linie tilbage i tiden med alle de danske konger og dronninger gjorde et helt andet mere fornuftigt indtryk indtryk på mig end det ellers ville have gjort. At bevare historien, kende sine rødder, sit land, den jord man er rundet af havde fået en mening. Og så hele vejen tilbage langs vandet ved Ishøj, turens eneste eksotiske oplevelse, her var for første gang mennesker, mange mennesker overalt.
Det her var hverken parcelhuse eller marker, det var grim betonslum, men der var et mylder af liv, folk var ude og snakkede sammen, der var larm, velgørende efter al den stilhed.
Jeg skal være den første til at fordømme romantisering af ghettoer, men det var altså en vidunderlig kontrast til det vi ellers havde set, menneskene blev panoramaet og ikke husene eller landskabet. Desuden har de en fed strand i Ishøj.
Til sidst traskede vi hjem af Gammel Køge Landevej. Den er fanme lang! Vi må være de eneste fjolser, der har gået hele Gammel Køge Landevej igennem!
Og så var det dejligt endelig at se alle dem derhjemme igen, for nu havde vi set familiens placering på firmamentet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her