Kronik

Flere tirsdage senere....

Det er lettest at tænke i sort-hvidt. Men vi må studere historien, hvis vi skal forstå den, os selv og hinanden, i stedet for at blive vanvittige
8. oktober 2001

Historisk set
Det har været som barndommens lussinger: Da hånden ramte kinden, var det en lyd og en bevægelse. Derefter kom smerten og anstrengelsen for at holde tårerne tilbage.
Nu, flere tirsdage efter terrorattentaterne, prøver jeg at være besindig.
I de allerførste efterkrigsår, mens Europa lå i ruiner, begyndte den at komme – den amerikanske kunst og kultur. Som en meget ung teenager, der havde levet uden påvirkning udefra i fem år, virkede det altsammen som en åbenbaring. I min erindring kom den sorte jazz først, derefter film og romaner.
Jeg slugte det hele. I begyndelsen kritikløst, senere med forbehold, fordi jeg læste om bluessangerinden Bessie Smiths død: Hun havde fået en arm halvt revet af i et trafikuheld men kunne ikke blive behandlet på hospitalerne, hendes hudfarve var forkert og hun forblødte. Omtrent på samme tid købte jeg en digtsamling af hendes racefælle Langston Hughes. Den lille bog i gul shirting er for længst forsvundet, men én linie har fulgt mig i 50 år: I, too, am America.
Louis Armstrong og Stan Getz, Norman Mailer og Joe Haldeman, Toni Morrison og Scott Fitzgerald og Edith Wharton – amerikanere, der døde eller levende holder de sår og sprækker åbne, hvorigennem både omtanke og desperation flyder ud til os andre. De fylder bare ikke så meget lige nu.
Det er der til gengæld andre, der gør. Lad mig kalde dem De Historieløse.
Da Inge Dahl-Sørensen den 25. september, præcis to uger efter attentatet, foreslår internering af muslimer, der kunne tænkes at være en sikkerhedsrisiko (en 3.000-4.000 mennesker), har jeg svært ved at tro på det.
Nu er det amerikanerne selv, der sammenligner attentatet med Pearl Harbour, så det første der farer gennem hovedet er, åh nej, hvorfor husker dette medlem af Folktingets retsudvalg ikke interneringen af amerikanske borgere af japansk oprindelse? Opholdet i lejrene var traumatiserende, naturligvis, men japanerne var også blevet frataget deres ejedom, og det retslige efterspil og erstatsningssagerne tog mere end et kvart århundrede at afvikle.
Så sent som i efteråret 1987 krævede mange amerikanere en udstilling om interneringslejrene lukket. Udstillingen i Washington blev ikke lukket.
Først i august 1971 internerede englænderne et par tusind i Nordirland, de var en sikkerhedsrisiko. Der var ingen af IRA’s store fisk blandt de internerede, og de fleste blev løsladt godt fire år senere. Jeg befandt mig i Belfast den augustnat 1984, hvor man mindes overgrebet. Ved et spil af tilfældigheder var jeg i en katolsk bebyggelse – meget passende kaldt Devil's Flats – hvor der blev brændt bål som i alle andre katolske ghettoer. Vreden var stor, men jeg så kvinder – skolet i konfliktløsning i et fredscenter syd for Dublin, hvor jeg arbejdede – overtale mange stridslystne unge mænd til ikke at gå ud og slås med protestanter.

Jeg samler ikke på interneringssager. Men hvis man er gammel nok, begynder fortiden at ramme én i nakken: I 1948 læste jeg en
østrigsk roman om den skæbne, der overgik udlændinge, som var flygtet til Frankrig. De blev interneret – disse nazismens og general Francos ofre – og da tyskerne nærmede sig Sydfrankrig, blev lejrene åbnet. Men kartotekerne blev stående til Gestapo. Romanen gjorde selvsagt enormt indtryk på mig, og da jeg for et par år siden fandt den på et loppemarked, købte jeg den. Og genlæste den med tårer i øjnene som en teenager.
Så jeg er oprørt over, at Venstres Ulla Tørnæs bare affejer sin partifælles primitive og farlige udspil som udtryk for en holdning, der ikke er partiets: And so what?
Hvor er forsvaret for menneskelig værdighed? Selvrespekt? Har ingen af de to Venstre-kvinder hørt eller læst om f.eks. en ung piges fortvivlelse over at blive overfaldet i København som »terrorist«? For en irakisk kurder, der er flygtet fra Saddam Husseins terror, må det være grumt i al sin uretfærdighed.
I det hele taget er det, som om klimaet omkring NATO’s ikke-krig i Kosovo vender tilbage. I de dage blev enhver tvivler opfattet som forræder, en usling, der ikke gik ind for menneskerettigheder. Nu blir dem, der udtrykker tvivl om Bush’ strategi, opfattet på samme måde.
Måske skulle de selvretfærdige revsere læse Anne Knudsens leder den 21. september i Weekendavisen, hvor hun bl.a. anmoder indvandrerne om at sige, hvordan de stiller sig. Og Anne Knudsen fortsætter: »Træde i karakter som mennesker. Hadet bygger på bestridelsen af, at ’de andre’ er mennesker. Det eneste middel imod dét er at træde ud af forskelsløsheden og vise sig selv som et menneske.«

Det kunne lige så godt være en opfordring til den tavse dansker.
De faste i troen skriver løs, FOR og IMOD, så det vil noget. Men mange holder sig tilbage, netop fordi de ikke er faste i troen på den pseudodemokratiske, tv-show stil med at markedsføre to holdninger til problemerne. Den tankegang fører direkte ud i dén primitive dem og os opdeling af mennesker, der gør det enkelte menneske usynligt.
Det er heller ikke gjort med den utålelige på-den-ene-side og på-den-anden-side debatstil.
Frygten for mistænkeliggørelse er temmelig stærk, føler jeg, når jeg lytter til anstændige menneskers beretning om, hvordan de blir blæst ud af lokalet, hvis de prøver at udtrykke et nuanceret syn på de sidste ugers begivenheder. Andre tænker længere frem og er bange for nye former for heksejagt, modelleret over 1950’ernes og 1970’ernes. Dén frygt ser umiddelbart ud til at være relevant, jævnfør hetzen mod de såkaldte 68’ere og mod dem, der dekonstruerer besættelsestidens mytologier. For ikke at tale om forargelsen over ældrebyrden.
Men hvis nogen frygt skal overvindes, så er det dén. For hvis frygten for mistænkeliggørelse gør tænksomme mennesker tavse, ja, så opstår netop det korstogsklima og måske den retslige praksis, de så gerne vil undgå.
Alene den officielle retorik burde få de tavse, tænksomme til at satse på en ændring af selve atmosfæren. At præsident Bush er blevet fanget i sin egen krigsretorik er mere og mere tydeligt. Men man bakker ikke ud af chokkets retorik med erklæringer, det vil sige en ny form for retorik. Der må i budskaberne, i selve det sproglige udtryk, ligge et troværdigt brud med den vanetænkning, som retorikken erkendt eller uerkendt udsagde.
Præsidenten på strømpesokker i en moské og hans advarsler mod at laste hele islam for terrorangrebet var en god melding. Men skaden var sket, det fortæller adskillige både danske og amerikanske anekdoter fra livet i gaderne.
Så jeg vil fremture: Gud døde i kulminer og textilfabrikker omkring forrige århundredskifte, og modernitetens hyperrationalitet har forfærdelige omkostninger. Men en afgørende energi i moderniteten er viljen og evnen til selvransagelse og et dermed forbundet muligt tab af tryghed. Det siger sig selv, at det er sværere for en indvandrer, afskåret fra sit udgangspunkt, end for mennesket på hjemmebane at gribe i egen barm Og hele denne nødvendige proces vanskeliggøres af, at enhver politiker fisker i rørte vande. På dét plan er ansvarsløsheden himmelråbende i mere end ét parti.
Når jeg taler med vennerne i udlandet, spørger de: Hvad er det, der sker i Danmark?
Jeg er dem svar skyldig. For det er jo ikke nok at henvise til et par palæstinensiske hvalpes smagløse og frastødende opførsel, den danske modvilje mod fremmede er for længst blevet effektivt partiorganiseret.
At visse partier lukrerer på
usselheden hører til den politiske virkelighed. Men resultatet er en sejr til terroristerne, nemlig en politisk og økonomisk destabilisering, had i gaderne, lukkede døre. Og skingre debatindlæg, hvor det ikke først og fremmest er »modstanderne«, der får på puklen men de forrædere, der forsøger sig med netop nuancerne.
Jeg tror, der ligger noget afgørende her til forklaring af den danske deroute: I en fortvivlende tryghedsmani, hvor den rige vil forsvare sine privilegier til det sidste, er det lettest at operere med et sort-hvidt menneskesyn – det så vi under Den kolde Krig. Så den virkelige fjende mod trygheden er dén, der kan rumme og udtrykke modsatrettede følelser og synspunkter uden at blive vanvittig, som den amerikanske forfatter Scott Fitzgerald skrev mange, mange år før Den kolde Krig.

Det er ikke tilfældigt, at i koldkrigsårene var både russere og amerikanere i deres evindelige sjælefiskeri ude efter netop det uafhængigt tænkende menneske. Men hvis dét menneske bukker under og tier, har terroristerne og andre mørke kræfter vundet Den store Konflikt og knust den frihed, vores del af verden har prist i skåltaler og fristet de mindre heldige med.
Om friheden skrev den libanesiske digter Kahlil Gibran i Profeten fra 1923:
And if it is a despot you would dethrone, see first that his
throne within you is destroyed.
(Hvis det er en despot du vil kaste fra tronen, sørg da som det første for at hans trone inde i dig blir ødelagt.)
Musikken kan spille himlen ind i helvede, hørte jeg én sige i radioen forleden. Poesien kan gøre noget lignende.
Jeg er kommet dertil, at når jeg hører ordet tolerant, får jeg lyst til at trække den pistol jeg ikke har. Tolerance er et udhulet begreb, en uforpligtende sovepude. Ansvarlige danske politikere har manet til besindighed, og det skal de også, for der er mere brug for den end for slatten tolerance. Islam rejser på flere planer problemer, som kan være svære at forstå for en sækulær europæer med kristent grundlag. Det er ikke gjort med at læse Koranen, lige som muslimer ikke blir klogere på den kristne kultur af at læse Biblen. Men vi ville måske blive klogere på hinanden ved at kende noget til hinandens kunst og historie, blandt andet har begge dele jo mildt sagt været sammenvævet i hundreder af år.
For som jeg antydede i begyndelsen, kan historieløshed være farlig. Flere herboende muslimer lever op til Anne Knudsens opfordring om at træde i karakter og beskriver i mere end én avis forskellige aspekter af islams historie. Men hvad skete der i Golfen, da olieboringerne fordrev nomader og bønder i oaserne? Og hvad gjorde arbejderbevægelsen og andelsbevægelsen ved den danske folkesjæl?
Historiestudier – og læsning af poesi og romaner (!) – er ét langsigtet projekt blandt flere. Men selvom mørket blir langvarigt, hører vi allerede nu indvandrere sige: Også jeg er Danmark.
Så måske er der håb.

*Inge Eriksen er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu