Kommentaren - Forandring
Der er ingen tvivl om, at terrorhandlinger som vi oplevede dem mod en uskyldig amerikansk civilbefolkning kræver enhver afstandstagen og fordømmelse. Det er det eneste moralsk forsvarlige, da terror i alle dets rædsler er forrykt og uforsvarligt. I kølvandet på terrorangrebene i USA har det blot været en kedelig tendens at stille særkrav til muslimer om en kollektiv afstandstagen til terrorisme. Et udtryk for en mistroisk dogmatik.
Trods flere statsmænds gentagne forsikringer om, at terrorhandlingerne ikke afspejler et civilisatorisk sammenstød, så har begivenhederne og mediedækningen ikke desto mindre forstærket tendensen, når der alligevel kræves kollektive undskyldninger, rettes særlige appeller til muslimer om at understrege deres tilslutning til universelle frihedsrettigheder, og når der bruges retoriske vendinger (som man aldrig må underminere betydningen af), som truslen fra den muslimske verden.
Denne tendens, der ikke mindst har manifesteret sig i efterfølgende trusler og overgreb på muslimer, er ikke rodfæstet i en gyldig analyse af terrorismens rødder.
Uanset at motivet bag de nylige terrorangreb stadig (i skrivende stund) er ukendt, så er anti-amerikanisme bestemt ikke et fænomen, der på nogen måde er indlejret i den islamiske teologi. Derimod er det nærliggende at kæde anti-amerikanisme sammen med USAs fremfærd på den internationale scene. Selv om terror aldrig kan eller bør retfærdigøres, burde det ikke være overraskende, at mange stejler ved den moralske relativisme, der kendetegner amerikansk udenrigspolitik en fremfærd, der ikke mindst har haft vidtrækkende konsekvenser for den verden, vi benævner som den islamiske.
Det er således ikke uforståeligt, at der rejser sig en masse spørgsmål i den islamiske verden (og udenfor), der afslører et væld af frustrerende dobbeltstandarder i den amerikanske udenrigspolitiske moral:
*Hvorfor yder USA militær, økonomisk og diplomatisk støtte til Israel, mens Irak (med rette) fordømmes, når begge stater har været skyldige i samme forbrydelse?
*Hvorfor støtter USA autoritære regimer som Saudi-Arabien, der længe har forsynet amerikanske selskaber med olieprofitter, mens der ydes støtte til bekæmpelsen af regimer (som Iran i 1950erne), der truer profitten?
*Hvorfor så vi ingen sanktioner, da titusinder af uskyldige blev udsat for massakre i flygtningelejrene Sabra og Chatila i Libanon, mens sanktioner mod Irak førte til, at hundredeogtusinde af uskyldige børn mistede livet? Alt imens Madeline Allbright blot kunne udtrykke, at hun mente, at dødsofrene var det værd.
*Hvordan kan USA legitimere, at der blev sigtet mod den civile infrastruktur i krigen mod Irak, og hvorfor støttede USA begge sider i den blodige krig mellem Irak og Iran?
Besindighed nødvendig
Spørgsmål af samme art kan stilles i en uendelighed. Anti-amerikanisme er samtidig rodfæstet i generelle apatier, der udløses i tilfælde, hvor USA udviser en magtarrogance, når international konsensus på områder såsom miljø, børnerettigheder, landminer og det nationale missilforsvar afvises og blokeres.
At fremhæve amerikanske (u)gerninger retfærdiggør på ingen måde terrorisme, men kan medvirke til at forstå det terræn, der avler terrorisme og terrorister.
At modarbejde moralske dobbeltstandarder, uanset hvem, der eksponerer dem, kan i hvert fald være medvirkende til at eliminere nogle af rødderne til terrorisme og ikke mindst opbakningen bag.
Man kan kun fordømme jubelscener som dem, vi gentagne gange har fået forevist, hvor nogle palæstinensere hylder terrorangrebene. Det er udtryk for manglende moral og manglende forståelse for problemets alvor, præcis som det var tilfældet, da nogle amerikanere jublede over Hiroshima, eller da bomberne faldt over Libyen i 1986.
Vores internationale moral, fordømmelser og reaktioner bør for retfærdighedens skyld være konsekvente. Det er uden tvivl rørende at opleve, hvordan der over hele verden blev tændt lys til minde for de uskyldige ofre, der omkom som følge af terroren i USA.
Men alligevel kan man ikke lade være med at undre sig, når vi upåvirket betragter terrorangreb på civile i andre af verdens brændpunkter. For hvor tændes deres lys? Er det udtryk for moralsk relativisme, eller er der blot grænser for tilladelig sympati? Når man påkalder sig internationalismen, må man stå ved den. Hvis det vitterligt er en international kamp mod terrorisme, bør internationale organer som FN indrages i processen. Hvis militære (hævn)aktioner forbigår et organ som Sikkerhedsrådet, undermineres betydningen af international lov og orden. Amerikansk krig kan aldrig være løsningen på terror, men derimod er der unægtelig fare for, at det udløser uoverskuelige gengældelsesangreb med flere civile tab som følge. Forandring kræver en helt anden organiseret modstand, der vækker bevidsthed, forpligter og er konsekvent. Forandring kræver også selvransagelse. At bekæmpe terror forudsætter, at man når til den inficerede rod og fjerner den
det nytter ikke at bekæmpe symptomerne. At mane til besindighed må immervæk være det første skridt.
