Kronik

Gør det ikke for svært

Danmark er et samfund af frivillige. Men det offentlige må ikke spænde ben for et arbejde, der holder samfundet levende og sparer milliarder
9. oktober 2001

Retfærd & Velfærd
Hele 27 milliarder. Så meget er det frivillige foreningsarbejde værd, konkluderede en rapport udarbejdet af tænketanken Mandag Morgen for nogle måneder siden. Det er ikke just småpenge, og det er en glædelig nyhed at få synliggjort foreningslivets værdi netop her i 2001, som FN har udråbt til frivillighedsår. FN ønsker at sætte fokus på de brede, folkelige fællesskaber som en positiv modvægt til den stigende individualisering.
Men frivillighedens værdi handler om meget mere end kroner og ører – og det er ifølge tænketanken en ganske velbevaret hemmelighed. Den dokumenterer blandt andet, at foreningslivet har afgørende betydning for danskernes sociale velfærd. Foreningslivet giver menneskelige relationer, tryghed og venner og trivsel, som ikke kan købes for offentlige penge uanset beløbstørrelsen. Og derfor konstaterer rapporten også, at de frivillige ikke bare kan ses som en udvidelse af den offentlige sektor.
Og at det ikke er sparebrillerne, de offentlige myndigheder skal tage på, når de går i gang med en tiltrængt nyfortolkning af forholdet mellem de frivillige – det man også kalder civilsamfundet – og staten.
De seneste år har vi i foreningslivet ind i mellem haft en fornemmelse af, at vi mere opfattes som dygtige lobbyister, der forkæles unødigt med offentlige midler, end som engagerede medborgere. Den holdning afspejles i hvert fald i den offentlige debat, hvor den frivillige sektor udsættes for en del kritik og stribevis af krav om pay back for tilskuddene. Derfor er det ikke overraskende, at tænketanken konkluderer, at samspillet mellem den frivillige og den offentlige sektor slet ikke fungerer godt nok. Forståelsen for det grundlag, som den frivillige sektor er organiseret på, mangler alt for mange steder.
Et eksempel er kommunernes fortolkning af den nye folkeoplysningslov, der regulerer minimumskravene for den støtte, kommunerne skal give til foreningslivet. De lokale aktive, der brænder for at lave ungdomspolitik eller udvikle byens kulturliv gennem en musikforening, risikerer at miste modet, når kommunerne forvandler muligheden for at få dækket en del af foreningens omkostninger til et administrativt forhindringsløb.
nEt af de mest groteske eksempler er Skive kommune, der for nylig forsøgte at få indført en bestemt formulering i de lokale foreningers formålsparagraf – for at de kunne godkendes som tilskudsberettigede foreninger. På den måde signalerer kommunen effektivt, at den totalt mangler forståelse for, at det i en forening er medlemmerne, der på demokratisk vis træffer beslutning om, hvad ens forening skal gøre. Det har man både ret og pligt til.
Ser man på de politiske argumenter for at støtte den frivillige sektor er det helt principielle argument jo, at foreningerne uddanner medlemmerne til at være demokratiske medborgere. Foreningerne er på den måde små minisamfund, en demokratisk legeplads, der sikrer at vores samfundsdemokrati er velfungerende.
nEt andet eksempel er det berygtede pølse-direktiv, der blev vedtaget sidste år og som groft sagt forlanger, at man skal på kursus for at sælge pølser til foreningens ugemøder eller julearrangementer. Det er selvfølgelig ud fra et velment hensyn til nationens sundhedstilstand, men det er alligevel mærkeligt, at det politiske system ikke kan se, at det er helt ude af proportioner.
nEt tredje eksempel er det meget engagerede u-landsarbejde som mange af DUF’s medlemsorganisationer laver. Det er projekter, der er virkelig godt lokalt forankret og er med til at fremme en forståelse for, at Danmark er del af et større globalt fælleskab. Det styrker den folkelige forankring, hvilket regering og samtlige politiske partier under stor ståhej efterlyste sidste år, da Danidas strategi blev revideret. Men de meget bureaukratiske krav som samtidig stilles er paradoksalt nok med til at modarbejde den målsætning.

Danida forlangte for eksempel for nylig, at et projekt med en samlet projektsum på 36.000 kroner skulle revideres af en statsautoriseret revisor. Det kostede over 20 procent af det samlede budget – selv om administrationsbidraget kun er på 7 procent af de samlede omkostninger, så foreningen måtte selv betale resten. Og det gjorde den, fordi den heldigvis har en holdning til at udviklingsarbejdet er vigtigt. Men det kan man ikke regne med er en selvfølge, og desuden er det vel ikke det bistandsmidlerne skal bruges på.
På den måde står de formelle krav langt fra mål med projekternes størrelse – det gælder også de strenge afrapporteringskrav, der let kan skræmme frivillige langt væk. Der skrives stakkevis af rapporter og evalueringer, men hvem læser dem?
Hvis de forhold, som rigsrevisionen afslørede for et par måneder siden i forbindelse med en gennemgang af Red Barnets projekter, er generelle – nemlig at flere år gamle rapporter blot lå hos Danida og samlede støv og aldrig var blevet læst – så er det ikke kun frivillige, der efterhånden er ved at kvæles i et bureaukratisk kvælertag.
nOg endelig er et fjerde eksempel et netop vedtaget lovforslag om at indføre såkaldte sociale klausuler, hvor foreninger skal dokumentere, at de tager ’socialt ansvar’ for at modtage offentlige midler.
Set fra foreningernes perspektiv er den debat imidlertid helt forfejlet, og derfor har man fra politisk hold oplevet en frivillig sektor som reagerer voldsomt, når sådanne velmente, men grundlæggende forkerte forslag er blevet rejst.
Det skyldes selvfølgelig ikke, at vi ikke ønsker at tage socialt ansvar, men det er fordi, vi opfatter alt det vi gør som (forebyggende) socialt arbejde.

Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen har sagt, at ethvert forsøg på at betragte og behandle foreningslivet som ’socialpolitisk instrument’ på forhånd er dømt til at mislykkes. Det er en vigtig pointe – og i hvert fald et helt nødvendigt udgangspunkt for en dialog. Men det er tilsyneladende allerede glemt igen.
Det afspejler meget godt den generelle tendens, nemlig at foreningerne ved festlige lejligheder fejres som helt afgørende for at bevare noget af det, vi opfatter som ganske særligt for den danske kultur: Et livligt demokrati, brede fællesskaber, folkelig deltagelse og engagement, åbenhed og tolerance, ligeværdighed, solidaritet osv.

Men når det bliver konkret og lovmøllen kører, så glemmes de gode intentioner, og det er svært at gennemskue konsekvenserne af de mange lovforslag for den frivillige sektor, fordi der ikke sker en tilstrækkelig koordinering mellem ministerierne.
Derfor har DUF sammen med bla. DIF og DGI anbefalet, at regeringen skal analysere konsekvenserne for de frivillige foreninger, hver gang den fremsætter et nyt lovforslag. Det sker allerede på bla. miljøområdet.
Et sådant initiativ vil være et positivt signal om at foreningslivet og festtalerne tages alvorligt, og det vil sikre at både politikere og administration bliver mere bevidste om konsekvenserne for det folkelige Danmark.
Men den helt grundlæggende problemstilling er altså, at jo mere styring, foreningerne oplever, des mere undergraves den oprindelige ide med overhovedet at støtte frivillig-sektoren med skattekroner. Det er den paradoksale situation som snart kan opstå, hvis vi ikke får taget en konstruktiv debat om forholdet mellem den frivillige og offentlige sektor og afklarer gensidige forventninger.
Og det er der heldigvis lagt op til med regeringens initiativ om at lave et såkaldt ’frivilligheds-charter’ med det frivillige forenings-Danmark. Et charter-udkast udarbejdet af repræsentanter fra de frivillige foreninger og fra stat, amter og kommuner, der blev offentliggjort for nogle uger siden er et godt udgangspunkt for en god dialog. Ideen er at charteret – når og hvis det vedtages i en endelig form – skal kunne bruges som rettesnor for samspillet mellem den offentlige og den frivillige sektor fremover.
At der ikke altid helt er fodslag mellem den offentlige og den frivillige sektor er selvfølgelig ikke alene det offentliges skyld. En af grundene er uden tvivl, at den frivillige sektor gennem de seneste 20 år har været vant til at få tilført mange offentlige midler, uden at vi har gjort meget ud af at formidle til omverdenen, hvad pengene bruges til, og hvilken værdi den frivillige indsats har tilført samfundet. Vi har taget for givet, at der ikke kunne stilles spørgsmålstegn ved nytten af foreningslivet. Derfor er det godt, er der nu rejses en debat om foreningernes funktion – og samarbejde med det offentlige.
Tænketanken understreger den grundlæggende præmis for frivillighed, nemlig at frivilliges ’produkter’ ikke kan købes for penge eller leveres af andre. Det offentlige kan ikke købe den sociale indsats og den demokratiserende effekt for penge.

Derfor er den mest afgørende forudsætning, at der også fremover er frivillige ledere, der gider påtage sig et ansvar. DIF har netop foreslået at frivillige ledere skal have et skattefrit bundfradrag på 8000 kroner årligt, men det er en forkert vej at gå.
Det vil – udover at være bureaukratisk! – også være et uheldigt skridt mod en kommercialisering af ’frivillig-sektoren’.
Det er bedre at sætte sine forhåbninger til at dialogen om frivilligheds-charteret igen sætter fokus på, at det fortsat kan og skal være enkelt og sjovt at være frivillig. Så skal engagementet også nok udfolde sig.

*Rasmus Hylleberg er formand for Dansk Ungdoms Fællesråd

*På lørdag skriver Martin Jeppesen, specialestuderende ved forvaltning, RUC, kronik om hvorfor frivillige involverer sig i arbejdet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu