Kronik

Hvem kan bekæmpe terrorisme

Terroren begyndte ikke den 11. september. Ikke mindst er Mellemøstens progressive kræfter (og mange almindelige mennesker) allerede blevet dens ofre
Debat
16. oktober 2001

Retfærd & Velfærd
Verden er stadigvæk i chok efter terroraktionerne i USA den 11. september. I en afskyelig og brutal operation kaprede terroristerne fire fly med passager og brugte dem til deres modbydelige mål. Tusindvis af mennesker blev i denne terroraktion ofre og mistede livet.
Verden står i dag overfor disse spørgsmål: Hvad skal der gøres ved terrorisme? Hvem kan bekæmpe den internationale terrorisme?
Terror og terrorismen blev ikke skabt den 11. september og efter terroraktionen i New York. Terror og terrorismen har en historie bag sig. Denne historie skal ikke glemmes når man taler om katastrofen i New York, den 11. september. For at bekæmpe terrorismen er det nødvendigt at forstå og huske, hvordan den blev skabt og hvorfor den genskabes igen og igen. Hvem udbreder terrorismen, og hvem kan gøre noget for at bekæmpe den?
I de sidste mange år har menneskesamfundet været vidner til terror og massemord på tusindvis af almindelige mennesker, børn og gamle overalt i verden.
På den ene side terror begået af staterne og bl.a. USA, NATO, og Israel imod befolkningen i Hiroshima, Vietnam, Irak, Palæstina og Jugoslavien, mv. På den anden side terror begået af islamiske grupper imod uskyldige mennesker i både mellemøsten og i Vesten.
Den islamiske bevægelse og de islamiske grupper blev i sin tid skabt og støttet af USA og NATO under den kolde krig, for at bekæmpe udbredelse af Østblokkens magt i Mellemøsten. I Afghanistan blev den islamiske Mujahedin oprustet for at bekæmpe det tidligere Sovjetunionens magt i landet.
Det islamiske regime i Iran var starten på den islamiske bevægelses magtmanøvrering i Mellemøsten imod enhver progressiv eller verdslig bevægelse, herunder kvindebevægelsen. Khomeini og hans regime var med til at forstærke og støtte de andre islamiske bevægelser i Mellemøsten, bl.a. i Libanon.
Den islamiske bevægelse var ubarmhjertig, og var i stand til at slagte, massakrere og knuse enhver anderledes tænkning. Den islamiske bevægelses kendetegn og egenskab var (og er) massemord, slagtning af kvinder og mord på selv små børn.
I Iran blev hundredtusinder henrettet, hængt, slagtet og massebegravet. I Algier, Pakistan, Afghanistan, Sudan og Israel oplevede folk denne bevægelses grimme ansigt på tæt hold.
Da den kolde krig sluttede, ville disse grupper også have magt og indflydelse. Deres mission var ikke færdig, som de vestlige stater med USA i spidsen ville ønske at den var. Denne magtkamp førte til en antivest/antiamerikansk kamp blandt disse islamiske og fanatiske grupper.
Terror og terrorismen begyndte ikke fra den 11. september. Den har eksisteret i mange år, og har haft tusindvis af ofre blandt almindelige mennesker i Mellemøsten og blandt de progressive kræfter.
Men spørgsmålet er, hvem der egentlig kan bekæmpe terrorismen?
Kan de, der selv har skabt terrorismen og gav den legimitation i Mellemøsten bekæmpe terrorismen? Kan de, der selv anvender massemord mod befolkningen i deres magtkamp med de mellem-østlige regeringer, og på den måde legaliserer og retfærdiggør terror og terrorisme, bekæmpe den islamiske terrorisme? Hvem har interesse i at terror og terrorisme overhovedet eksisterer? Kan man bekæmpe terror med terror? Kan man bekæmpe den islamiske fanatisme og terrorisme ved at bombardere Afghanistan, og gøre forholdene endnu mere elendige for almindelige mennesker? Handler den såkaldte ’krig’ ikke mere om magtkamp end bekæmpelse af terrorismen? Er det ikke en ’krig’ mod terrorismens overtrædelse af de vestlige landes grænser, og ikke en ’krig’ mod terrorismen i det hele tage, alle vegne? Bliver terror og terrorisme kun uudholdelig og uacceptabel, når den foregår i de vestlige lande?

Hverken Bush eller NATO har tænkt sig at gøre en ende på terrorismen i Mellemøsten. Allerede nu har Bush’ regerings og Tony Blairs tone over for en anden terrorstat, nemlig det iranske islamiske regime, som i mere end 23 år har terroriseret sin befolkning, ændret sig til noget meget positivt. Alene fordi Iran har givet grønt lys for at angribe Afghanistan.
Tony Blair har skrevet til Khatami og har vist sin glæde over det grønne lys. Jack Astra, den engelske udenrigsminister er rejst til Iran – det kaldes ’historiske besøg’! Man vil bekæmpe Bin Laden, og tillader sig så på den konto at gøre de iranske Bin Laden’er stuerene – nemlig det iranske regime, som har sin egen befolknings blod på hænderne.
Var det ikke terror imod mennesker, da 30 kvinder i år blev viklet ind i deres tørklæder og blev dræbt i Iran og smidt i byernes udkant af Hizbollahgruppen, bare fordi de var nødt til at skaffe penge ved prostitution? Er det ikke en terroraktion, når kvinder ved de islamiske ’domstole’ bliver dømt til at blive stenet ihjel (man graver dem ned i jorden og kaster med sten på dem, til de dør).
Var det ikke terror, da man dræbte Afsaneh og Daryoosh Foruhar, de iranske politikere, på den mest modbydelige måde i deres hjem, hvor man havde skåret kvindens bryster af, og mandens hals over? Disse forbrydelser blev begået af det iranske regime, men må stadig ikke blive nævnt.

Man kan ikke bekæmpe terror med terrorisme, hverken den statslige eller ikke statslige terrorisme, hverken den mellemøstlige eller vestlige.
USA’s krigserklæring og de vestlige landes regeringers opbakning fra den ene side, og de islamiske kræfters trusler fra den anden side, skaber mere terror og terrorisme. Begge sider vil gerne benytte situationen for at skabe sig mere og mere tilslutning fra almindelige folk. Det er også delvis lykkedes for dem. Og det er en farlig udvikling. Det medfører flere terroraktioner i Vesten, og flere massedrab på befolkningen og mere pres på de progressive kræfter i Mellemøsten.
De progressive kræfter skal vælge en anden løsning.
De progressive og verdslige kræfter, almindelige mennesker og samvittighedsfulde medier og politikere, kan vælge en tredje side. Den side, hvor ingen har interesse i terror og terrorismens eksistens.

Den side, hvor man fordømmer både den islamiske og den statslige (både de vestlige og mellemøstlige staters) terrorisme. Den side, hvor ingen accepterer, at man for at tage hævn for de 6.000 uskyldige mennesker i USA, dræber endnu flere uskyldige andre steder. Den side, hvor man ved, at hverken Bush eller Bin Laden repræsenterer ofrene, hverken de der blev ofre i New York, eller den dreng der mistede sit liv på sin fars skød i Palæstina. Den side, hvor man bekæmper fanatisme og den islamiske bevægelse uden at erklære krig mod almindelige muslimer og almindelige borgere. Den side, der ikke tillader at man på grund af magtmanøvrering gør folk til ofre og kalder det for en »krig imod terrorisme«.
Den side, hvor man respekterer mennesker og deres universelle rettigheder højere end enhver religion eller magtkamp. Den side, hvor frihedskæmpere, kvindesagsforkæmpere og menneskerettighedsforkæmpere altid står ved, når det handler om indgreb på de basale menneskerettigheder. Et sted, hvor man ikke retfærdiggør den ene eller den anden form for undertrykkelse og reaktionisme, men kæmper mod enhver form for fratagelse af de menneskelige værdier. Et sted, hvor man hverken står ved de religiøse eller statslige terrorister.
Denne kamp kan kun de progressive kræfter tage op. Det er en kamp mod reaktion, fanatisme, og fascisme.
Det handler om at skabe en ny bevægelse.

*Nahid Riazi er kvindeforkæmper og Koordinator for IKIR (Den internationale Kampagne for iranske kvinders Rettigheder)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her