Læsetid: 2 min.

Ja, vi dummede os

To filmkonsulenter lægger kortene på bordet
Debat
19. oktober 2001

Film
Den 13.-14. oktober giver Christian Monggaard Christensen udtryk for sin forundring over, at Lasse Spang Olsens film Jolly Roger blev valgt til åbningsfilm på børnefilmfestivalen Buster – ja faktisk undrer han sig over, at filmen overhovedet er blevet lavet – og så oven i købet med støtte fra Det danske Filminstitut.
Pinligt nok er vi faktisk to filmkonsulenter, som har støttet Lasse Spang Olsens film. Og pinligt nok er vi også to konsulenter, som er helt enige i, hvad Information skriver om denne film. Vi vil ikke engang forsøge at forsvare os. Jolly Roger er kunstnerisk set en katastrofe. Den burde aldrig have fået støtte fra Det Danske Filminstitut. Faktisk fik Lasse Spang Olsen nej to gange af børnefilmskonsulent Thomas Danielsson.
Han fik også nej af den såkaldte 60-40-ordning, dvs. den støtteform som primært ser på en films indtjeningspotentiale.

Familiefilm
Men Lasse Spang Olsen er en mand, som aldrig tager et nej for et nej. Altså henvendte han sig til en af voksenfilmkonsulenterne – Gert Duve Skovlund. Med henvisning til at han ville lave en familiefilm.
Fuld af tvivl og relativt modvilligt lod Thomas Danielsson sig overtale til, sammen med Gert Duve Skovlund at give projektet en chance mere.
For – som Bo Green Jensen siger i Weekendavisen den 12.-18. oktober: »Der er ingen tvivl om, at Jolly Roger har lignet en god ide på papiret.« Men – som han tilføjer et øjeblik senere »De gode indfald forløses dog ikke i praksis.«
Dette er desværre alt for sandt – og for at gøre en meget lang historie kort, ja så var vi to konsulenter på et tidspunkt faktisk næsten overbeviste om, at Jolly Roger trods alt kunne blive en sjov og fantasifuld film. Men det blev den altså ikke.
Da vi så første gennemklipning, indså vi, at vi aldrig burde have gået ind med en eneste støttekrone i denne produktion.
Men da var det for sent. Vi kan kun beklage, at vi lod os dupere af Lasse Spang Olsen og det produktionsselskab, M&M, som står som ansvarlig producent på filmen.
Og det hjælper ikke meget på sagen, at mange børn faktisk kan lide filmen – for var den blevet vellykket, da ville de kunne lide den langt mere – og da kunne den også være blevet til noget værdifuldt for de voksne – altså som den familiefilm, som Lasse Spang Olsen gav udtryk for at ville lave.

Meget forundrede
Vi blev som konsulenter meget forundrede over, at Danmarks Internationale Børne og Ungdomsfilmfestival Buster havde bestemt sig for Jolly Roger som åbningsfilm. Vi forstår ikke, hvad man vil signalere med et sådant valg – og er forundrede over, at vi ikke blev indbudt til at deltage i diskussionen.
Nu er situationen for børn- og ungdomsfilm imidlertid ikke så dyster som Christian Monggaard-Christensen beskriver den i sin artikel.
Jolly Roger kommer ikke til at sætte standarden for kvalitet. På ingen måde. Som konsulentstøttet film er Jolly Roger den beklagelige undtagelse, der skyder forbi målet og bekræfter reglen om, at Det danske Filminstituts konsulenter støtter film af høj kvalitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her