Læsetid: 3 min.

Jazzkritik savnes

Information burde give en mere nuanceret vinkel på Jazz Specials ti-års jubilæum
13. oktober 2001

Kultur
Christian Munch-Hansen skriver i sin artikel ’Glade dage for jazzen’ den 8/10 om ti-års jubilæet for Jazz Special og Copenhagen Jazzhouse. Og det skorter ikke på superlativer i artiklen. Institutionerne har været »de væsentligste kulturelle medier for jazzen herhjemme«, Jazz Special er både »nytænkende«, »seriøst«, »veklædt« og i besiddelse af en »åben indstilling«. Der er ingen tvivl om, at de to institutioner har været afgørende kulturbærere af en dansk jazz-kulturarv og superlativer i sig selv er der jo ikke noget galt med. Der er egentlig heller ikke nogen grund til at forfægte, at de to jubelarer har rykket jazzen ud på offentlighedens scenegulv – ja nærmest helt ud til ungdommen. Spørgsmålet er imidlertid hvilken jazz der udbredes, især gennem Jazz Special. Her savner jeg ganske enkelt kritisk jazzjournalistik, der formår at besvare nogle af de mest fundamentale spørgsmål inden for genren. Hvilken jazz-kultur fremavles ved at støtte Jazz Special til ud over scenekanten? Og hvilken type tone fremmaner man ved, i næsten hvor udgivelse, at subsidiere pladeselskabet Stunt, som sælger en stor del af sine plader ved negativ tilmelding gennem Jazzklubben som indstik i Jazz Special. Et pladeselskab der tilsyneladende udgiver alt mellem himmel og jord. Naturligvis slipper der en perle igennem af og til, men i mellemrummene skal vi høre på – og læse om – de unge skolede, der bruger masser af ressourcer på at spille som Charlie Parker og venner gjorde i 50’erne; og de ældre, der indspiller danske salmer igen og igen og igen. Hvis man vil have en standard for salmeøvelsen, som man åbenbart skal igennem, kan man kigge efter Kenny Drew og NHØP’s indspilninger eller Jan Johansons svenske og rusisske folkeviser. Sådan kan det også lyde.
I artiklen mener Munch-Hansen endvidere, at Jazz Special har haft god sans for en uafhængig linje i sine anmeldelser af Jazzklubbens plader. Det kan jeg ikke genkende. Eller måske har de bare samme smag? Hvor er der plads til den genrefusion der virkelig skaber grænseoverskridende swing og udnytter det drive jazzen har som ingen andre genrer? Måske nok på Jazzhouse, men også i Jazz Special?

For meget midterbane
Og Munch-Hansen kritiserer Jazzhouse for at vælge en »publikumstrækker som Milton Nascimento« til tiårsjubilæet, men foreslår selv Sonny Rollins, Ornette Coleman eller Chick Corea? De har været på scenen i de sidste 25 år, er alle stort repræsenterede i undertegnedes favorit-opslagsværk, murstenen The Penguin Guide to Jazz on CD, og er ganske vist stadig habile. Men de er alt andet end up-comming, nybrydende eller overraskende. Og hvad sjov er der ved en jazz der går i stå? Traditioner findes kun, fordi de bliver videreudviklet til stadighed. »Hvis du spiller det samme som for et halvt år siden, så er du gået i stå«, skrev Miles Davis i sin selvbiografi.
Heldigvis er der forandring i jazzen. Franske St. Germain fusionerer jazzen med house, det danske undergrundspladeselskab Helicopter udgiver jazz-eksperimenter i et væk, Kresten Osgood rapper volapyk, Jacob Dinesen digter nye danske folkesange og spiller punkjazz og New Jungle Orchestra er da i det mindste anerkendte i udlandet.
Jazz Special er et godt blad til at tage sig af den brede midterbane af dansk jazz, men når man fejrer sådan et tiår i Information burde man måske vælge en skribent, der ikke selv var en del af midterbanen og i en mere nuanceret vinkel kunne relatere jubilæumsbegivenhederne til den vitalisering af alskens genrer jazzen vitterligt står for i enerne. For det er ikke Jazz Specials skyld.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu