Kronik

Kun en tåbe frygter globalisering

Afrikas mest fundamentale problem er ikke IMF eller WTO, men at kontinentets egne ledere undertrykker deres befolkninger. Men dem kaster ingen af de tapre brostenskrigere på...
11. oktober 2001

Økonomi & Politik
Globaliseringen marginaliserer de fattige, ødelægger og ensretter kulturer og har derudover et uendeligt langt synderegister, lyder klagesangen fra venstrefløjen, mens de dynger brosten ind over verdens ledere og tilfældige MacDonalds-butikker. Internationale organisationer og multinationale selskaber – med McDonalds, Nike, WTO og IMF som nogle af globaliseringens mest forhadte repræsentanter – opfattes nemlig som ansvarlige for de fattiges mange trængsler.
Situationen er trættende, men mest af alt tragisk, fordi venstrefløjen har de rigtige holdninger om solidaritet og global retfærdighed – men alt for få løsninger. Det skal ændres. Det skylder vi de millioner af især børn og unge, der ellers kan se frem til et kort og fattigt liv. Hvis os der ønsker international solidaritet ikke giver neo-liberalisterne et bedre modspil, bliver det deres selvtilstrækkelige holdninger, der også fremover kommer til at styre den globale udvikling.
Globaliseringen er ikke problemet. Tværtimod. Globaliseringen er en fantastisk chance for de fattigste lande til at få skabt en mere positiv politisk, social, økonomisk og kulturel udvikling. Indtil demonstranterne og andre u-landsvenlige interessegrupper indser det, gør de klodens fattige en bjørnetjeneste.
Faktum er at globaliseringen giver større velstand og flere muligheder for verdens fattige, men den demogratiske udvikling og de politiske forhold i u-landene gør det til en kolossal udfordring at hjælpe de to-tre milliarder fattigste mennesker til et bedre liv.
Først og fremmest er det nødvendigt, at charter-demonstranterne indser, at de multinationale selskaber (TNC) og internationale organisationer er en del af løsningen. TNC’erne er med til at finansiere de europæiske velfærdsstater, og kan tilsvarende være med til at skabe grundlaget for nye velfærdsstater på de fattigste kontinenter. Opgaven er at finde løsninger, der giver TNC’erne gode rammer for at skabe vækst – og staterne mulighed for at beskatte dem til gavn for borgerne. Ofte virker det på anti-globalisterne, som om det er en forbrydelse at tjene penge, men ingen profit ingen velfærd.

Det lyder måske, som om vi opfatter markedet som de fattiges Mekka. Det gør vi ikke, men vi efterspørger mere marked og mere frihandel. Hidtil har den neo-liberale retorik om mere marked og mindre regulering været et gigantisk bluffnummer – som venstrefløjen er hoppet med på – men virkeligheden halter langt efter de ideologiske luftkasteller. Faktum er, at flertallet af de såkaldte neo-liberalister blot er forklædte skabsnationalister og protektionister.
Realiteten er at markedet kun er frit, når det passer globaliseringseliten, inklusiv ikke mindst os europæere. Det er en skændsel, at EU’s ledere kynisk forsvarer et økonomisk system, der groft diskriminerer u-landenes muligheder for at eksportere deres varer.
Derfor er det pinligt, når de ’gode’ er mod frihandel, idet netop en reel fri handel er en fundamental del af løsningen. På kort sigt kan det være fornuftigt at tillade asymmetriske handelsregler, men på bundlinien er der fortsat for lidt frihandel. Hvorfor ikke grave brostenene ned og tage toplederne på ordet og kræve deres liberale dogmer omsat til virkelighed?
Et andet træk ved den globale økonomi er, at den primært bringer velstand til lande, der har stabile politiske systemer. Men ærlig talt: Hvem vil investere deres pensionsopsparing på et konflikthærget afrikansk kontinent? Afrikas mest fundamentale problem er således ikke IMF eller WTO, men at kontinentet regeres af selvtilstrækkelige ledere, der misrøgter og undertrykker deres egne befolkninger. Men ingen af de tapre brostenskrigere kaster brosten mod disse ledere, når de ankommer til FN-topmøder. Det passer vel ikke med ideologien om de stakkels afrikanere, der undertrykkes af de onde multinationale kapitalister.
Virkeligheden er ikke desto mindre, at det er særdeles vanskeligt at gøre noget effektivt for at bekæmpe fattigdommen, så længe u-landenes inkompetente ledere sidder på magten og bruger de økonomiske ressourcer på at føre krig, og på et exorbitant forbrug til sig selv, mens budgetterne til uddannelse og sundhed er nærmest ikke-eksisterende. Med nogle få undtagelser har ingen af udviklingslandene opfyldt målet fra Det Sociale Topmøde i København om at bruge mindst 20 procent af deres BNP på den sociale sektor. Derfor ville Afrikas virkelighed ikke se anderledes ud, globalisering eller ej.
Hvis man vil afrikanerne det godt, er det snarere på tide at retsforfølge lederne og sætte kontinentet under FN-administration. Men et sådant skridt vil vel straks blive udlagt som et neo-imperialistisk korstog? Men er der nogle alternativer, og er det dybest set ikke den model ’Vesten’ har valgt for Kosovo? I hvert fald er det ikke rimeligt blot at fortsætte med at kaste med brosten og påstå, at »her går det godt – send flere penge«.

Det er også en myte, at globaliseringen tvinger u-landenes regeringer til at skære ned på velfærdsudgifterne. Brasiliens præsident Cardoso sagde på et tidspunkt, at Brasilien ikke er underudviklet, men blot uretfærdigt udviklet. Det gælder alt for mange lande.
At liberale fremturer med, at globaliseringen kræver betydelige velfærds-besparelser er dog ikke overraskende. Det har altid været liberalisternes dagsorden, men der er tale om ønsketænkning og ikke politiske realiteter. Tværtimod vil globaliseringen give flere muligheder for at udbygge både eksisterende og nye velfærdsstater, hvis blot de enkelte lande beslutter sig for det. Alt tyder endda på, at det kan betale sig for en stat at bruge penge på sine borgere, fordi det fremmer konkurrenceevnen; dvs. at en sund og veludbygget velfærdsstat er en rigtig god investering!
Når det gælder de internationale organisationer, kritiserer anti-globalisterne også, at verdens fattige lande ikke har indflydelse på de beslutninger som træffes. Principielt er synspunktet sympatisk, men hvordan forestiller man sig at korrupte regeringsledere, der ikke engang kan forvalte et statsbudget på nogle få millioner dollars forsvarligt, skal kunne administrere milliarder af internationale dollars?
Problemet er, at det internationale system er baseret på en sejlivet myte om de enkelte staters suverænitet. Men oftest er staten blot en tom skal, der legitimerer korrupte eliters udbytning af tilfældige befolkninger. Derfor er det tvivlsomt, om tilstedeværelsen af et par korrupte præsidenter vil sikre en bedre repræsentation af verdens fattige?
Globale politiske institutioner kan derfor ikke være 100 procent retfærdige, som verden ser ud nu, men de er til gengæld helt nødvendige, såfremt globaliseringspotentialet skal høstes og fordeles mere ligeligt. Og vigtigst: De skal styrkes både økonomisk og politisk, men her stritter venstrefløjen paradoksalt imod.

Det er i den forbindelse uforståeligt, at spørgsmålet om suverænitet diskuteres, så man skulle tro, at nationalstaten var et af Bibelens 10 bud. Men nationalstaterne er blot et udslag af tilfældige historiske begivenheder, og kan derfor også ændres, når den politiske virkelighed – som det er tilfældet nu – kalder på nye løsninger.
Den danske regering kunne derfor passende tage et initiativ til at arbejde for en slags Tobin-skat til at finansiere det internationale samarbejde. Tobin-skatten kan med stor sandsynlighed gennemføres, hvis blot de store økonomiske blokke går sammen om at finde en ordning. Således er det altså ikke et must at alle lande støtter ideen. Politisk vilje gør forskellen.
Samtidig skal man ikke lade sig skræmme af de mange liberale wanna be-ideologer, der triumferende indvender, at skatter – ganske korrekt – betyder mindre vækst og er konkurrenceforvridende. Det gælder alle skatter. Men pudsigt nok bruger ingen det argument, når det gælder finansieringen af velfærdsstaten. Det relevante spørgsmål er nemlig ikke, om der sker en forvridning, men om en skat vil medføre flere positive effekter end negative. Og det er selvfølgelig et spørgsmål om ens holdning til verdens fordeling af de økonomiske ressourcer. Vi er ikke i tvivl: Det er på tide at få en Tobin-skat.
Desuden er det sjældent at kritikerne forholder sig til, at omkring 80 procent af alle transaktioner er på rundtur inden for syv dage; dvs. at det udelukkende er kapital på jagt efter hurtig profit, uden at være til gavn for andre end spekulanten.

Når det gælder den kulturelle globalisering, er ’McDonaldiseringen’ blevet et ubetinget skældsord, og McDonalds anses tilsyneladende for at være et ondskabens imperium forklædt som burger.
Men det forekommer temmelig hyklerisk, når man ser den succes McDonalds har alle steder, hvor Big Mac’en rykker frem. Det synes komisk, at europæiske unge føler sig kaldet til at forsvare de fattige mod lidt god mad!
Måske frygter man, at også afrikanerne falder for McDonalds fortræffeligheder, og dermed berøver bøllerne deres favorit brostens-skydeskive…?
Kulturer er altid blevet formet og fornyet – det har McDonalds ikke lavet om på. Nationalstaten blev hjulpet på vej med en identitetsdannelse af først Gutenbergs bogtrykker-opfindelse og senere af radio og tv.
Og nu er Internettet så kommet, der vil skabe brudstykker af en fælles global kultur. Derfor skal man bekæmpe Internettet, såfremt man frygter en kulturel globalisering. Men hvis vi tror, at Internettet eller en svaghed for en Big Mac gør os alle til kulturelle kloner, undervurderer vi groft andre kulturer.
Glem derfor hvor mange eller rettere hvor få burgere afrikanerne spiser, men lad os derimod koncentrere os om at få u-landenes regeringer til at overholde internationale konventioner og dertil opbygge forpligtende internationale strukturer.

Globaliseringen er kommet for at blive. Heldigvis. Nu er det på tide at få skabt sammenhæng mellem de rigtige holdninger på den ene side, og de rigtige løsninger på den anden. For globaliseringen giver os masser af muligheder, men desværre ingen garanti for at vi griber dem. Foreløbig har alt for mange blot grebet til brostenene, uden at levere noget, der minder om løsninger til gavn for klodens fattige.

*Rasmus Hylleberg er stud.scient.pol. og medlem Det radikale Venstre.
*Martin Rossen er MA i international politik og medlem af Socialdemokratiet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu