Læsetid: 4 min.

Kunsten at stå på tunge

Kunst er for alle. Men kun for dem, der gider at være med. Det kræver en indsats
Debat
23. oktober 2001

Kunst
Statens Museum for Kunst har efter sigende haft gevaldig succes med deres foredragsrække, hvor kendte mennesker causerer over kunsten. Der må bestandigt fremmanes nye metoder til at få et alt andet end kunstinteresseret publikum hen på museet. Det er lykkedes over al forventning med denne foredragsrække, og det ville måske være fair nok, hvis Kim Bodnia, Anders Lund Madsen og Pernille Aalund havde viden om, kendskab til eller bare interesse for billedkunst. Det har de ikke.
Anders Lund Madsen er en sjov mand i avisen og på tv. Men at flytte denne sprechstallmeister-form fra Zirkus Nemo til et foredrag om kunst på statens fremmeste museum for billedkunst er plat leflen for den laveste fællesnævner. Hvis museet har denne holdning til kunsten, vil det i sidste ende smitte af på værker og kontekst. Et kunstmuseum burde ideelt set også være et sted for fordybelse og refleksion. Det er en glidebane, når det reduceres til et ’oplevelsernes hus’ (museumsdirektør Jens Erik Sørensens vision for Nyt Århus Kunstmuseum!). Men det er tendensen blandt museumsdirektører, der i stedet for som politikere, hele tiden at pejle efter opinionstal, burde turde tænke og handle langsigtet.
Hvis tendensen forværres yderligere skal vi vel snart se Dronning Margrethes håbløse skilderier, fordi det uden tvivl vil blive en gigantisk publikumssucces (og måske kan det også gøres til en ikke mindre humanitær triumf, hvis overskuddet fra plakatsalg videreformidles til ofrene for terrorkatastrofen eller Afghanistans ikke-fundamentalistiske befolkningsgruppe). Eller det var måske mere på sin plads at erhverve Big Brother- deltagernes selvportrætter til den permanente samling, da de fleste folk hellere vil se dem, og iøvrigt også finde dem bedre malet end Peter Bondes malerier. (Peter Bonde? Ja, ham fra Ekstra Bladets statens-klike-for-kunst artikelserie).

Helt af sporet
Det er ikke bare et skråplan. Det er en vildvej og kørt helt af sporet. Det er begyndelsen til enden. Underholdning og farvelade skubber lige så stille og umærkeligt seriøsitet og konsekvens ud. Hvis man ikke er bevidst om at fastholde de ting kan man lukke butikken. Og det er ikke, hvad der er brug for.
Der er brug for en insisteren på, at noget udefinerbart ikke bare har værdi som underholdning men er vigtigt, og ikke bare vigtigt, men essentielt, og ikke bare essentielt, men af absolut afgørende betydning. Der bør derfor ikke lefles for den generelle åndelige slaphed men disciplineres.
Kunst er for alle. Men kun for de, der gider at være med. Det kræver en indsats. Det kræver tid og fordybelse, før samtidskunsten giver noget fra sig. Men det er ikke ensbetydende med, at den er utilgængelig eller svær at forstå.
De fleste kunstnere har et meget begrænset uddannelsesmæssigt niveau, så der er sjældent tale om, at værkerne i decideret intellektuel forstand befinder sig på et højt abstraktionsniveau. Men værkerne bliver selvfølgelig til i forhold til de forudsætninger, der nu engang gør sig gældende indenfor det fag, som billedkunst også er.
Så for at finde interesse i samtidskunsten kræver det ikke umiddelbart intellektuel kapacitet, men kendskab til forudsætningerne for samtidskunsten. Et kendskab, der nemt opøves ved at besøge kunstudstillinger og reflektere over det, man har set.

Ikke museets opgave
Statens Museum for Kunst bør ikke lefle og ovenikøbet fremelske slaphed som indgangen til kunst. Museet bør gøre det modsatte. Hvis man ikke har interessen bør der findes bedre underholdningstilbud andre steder i byen. Det er ihvertfald ikke et kunstmuseums opgave at levere dem.
Selv har jeg aldrig interesseret mig for kvindefodbold. Jeg ville måske overveje at se en kamp, hvis pigerne spillede i bar røv.
Det ville sikkert også stimulere andres interesse. Publikumstilstrømningen ville måske ovenikøbet stige markant. Man kunne muligvis betegne det som en succes. men det ville ærlig talt være uværdigt overfor udøverne og i særdeleshed overfor fodboldsporten.
Statens Museum for Kunst har længe haft problemer i forhold til sin primære opgave: At præsentere kunst. En ikke-funktionsduelig tilbygning, mærkværdige iscenesættelser af værker, som nok skulle kunne tale og stå for sig selv. En indkøbspolitik hvor det ny maleri for størstepartens vedkommende erhverves på en enkelt udstilling ,arrangeret af en enkelt gallerist. Det er ikke godt. Det er faktisk skidt. Og nu disse tåbelige leflende indslag.

Det bliver værre
Der er noget galt. Og man frygter unægteligt, at man ikke har set det værste endnu. Statens Museum for Kunst må tilbage på en ret og seriøs kurs.
Indtil seriøsiteten igen er genoprettet, ser jeg mig ude af stand til at indgå i nogen form for samarbejde med Statens Museum for Kunst.
Det betyder, at jeg ikke ønsker at udstille der. Hverken separat eller i forbindelse med en gruppeudstilling.
Jeg ønsker heller ikke under de givne forhold at lade Statens Museum for Kunst erhverve nogle af mine værker til den permanente samling.
Jeg håber, at denne tilstand ikke er permanent, men at et seriøst samarbejde på et se-riøst grundlag kan genoptages, når Statens Museum for Kunst forhåbentligt kommer på ret kurs igen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her