Kronik

Mærk dog skyldfølelsen

Skal mænd gå på barsel? Skal kvinder gå længere hjemme? Sandheden er, at dansk yngelpleje er et eksperiment uden kontrolgruppe. Det er nu, vi kan gøre noget ved det
23. oktober 2001

Retfærd & Velfærd
Debatten om barselsorlov har været hed – lidenskaben griber videnskaben. Selv har jeg haft æren af at blive kaldt abe, mørkemand, professionel skyldproducent, dyrepsykolog. Informations anmelder mente, at min debatbog Velfærdsyngel måtte være en fejl fra forlagets side.
Hovedårsagen til den lidenskabelige uoverskuelighed er, at der er tale om en tre-i-en-debat:
*Den handler om menneskesyn og børnesyn,
*den kredser om køn,
*og den inddrager den mangeårige kamp for ligestilling.
Psykologien er endnu en ung videnskab. Forskellige ’psykologier’ giver forskellige bud på menneskets væsen og udvikling. Diskussionen om arv og miljø er fremdeles levende i fagkredse, og det har betydning for holdningen til vuggestuens velsignelser.
Hvis barnets væsen og udvikling i afgørende grad antages at være genetisk bestemt, vil der næppe være grund til at frygte skadevirkninger af vuggestuens tidlige adskillelse af mor og barn. Men hvis man som jeg antager, at den tidlige barndom og den nære binding mellem moder og barn er afgørende for barnets senere udvikling af identitet, relationskompetence og selvværd, er der grund til dyb bekymring.
Hvis man som min kollega, Dion Sommer, finder det mere retvisende at tale om ’moderskab’ og ’omsorgsfunktioner’, som principielt kan udføres af alle andre end moderen, er man naturligvis mindre betænkelig ved at lade andre, eksempelvis vuggestuepædagoger, overtage omsorgen for det helt lille barn.
Men hvis man som den tidligere Harvardpsykolog, Judith Harris mener, at menneskets adfærd helt afgørende er bestemt af den aktuelle sociale kontekst, og at arv, tidlig opvækst og opdragelse kun har marginal betydning, kan vi alle slappe helt af.
I debatten slår vi hinanden oven i hovedet med undersøgelser, der viser,
*at børn tager alvorlig skade af daginstitutionslivet,
*at nogle børn – men ikke andre – tager skade,
*at daginstitutionsophold hverken gør fra eller til,
*eller at daginstitutionsophold nærmest gavner børns udvikling.
Ja, så står det faktisk klart, at dansk yngelpleje er et gigantisk eksperiment uden kontrolgruppe. Modstridende undersøgelsesresultater kommer af forskellige undersøgelsesmetoder. Lad mig nævne et enkelt eksempel:
Når man sammenligner udviklingen hos institutionsbørn med børn af hjemmearbejdende mødre, er det helt afgørende, at de to grupper af mødre, deres familier, sociale status, kulturelle og uddannelsesmæssige baggrund er ensartede. Denne matching er i praksis meget vanskelig og udføres ofte overfladisk i disse undersøgelser.
Udviklingen hos udearbejdende ’vinderkvinders’ børn kan dermed meget nemt blive sammenlignet med børn af hjemmearbejdende ’taberkvinder’. Resultatet vil naturligvis være, at institutionsbørnene udvikler sig bedst.
Forskernes måleinstrumenter er ofte meget overfladiske og subjektivt valgte. Måleinstrumenter for udvikling af selvværd, kropsidentitet og relationskompetencer – områder, jeg i min bog er særligt bekymret for – er nærmest ikke-eksisterende. Det er simpelthen for kompliceret.

I den verserende debat volder det problemer at definere det lille barns behov. Vi har ikke som psykologer helt sikre svar herpå. Det afhænger nemlig ganske af, hvad slags personlighed og menneske, man ønsker i et givet samfund – og det er jo mestendels et politisk spørgsmål.
Enige kan vi nok blive om, at vi ikke ønsker at producere narcissister og psykopater. Sværere er det nok at blive enige om, hvad udviklingsmålet er: En fleksibel personlighed med stor kompetence til at indgå i mange, relativt overfladiske kontakter med andre? – Eller en mere fast personlighedsstruktur med en særlig kompetence til at indgå i længerevarende, gensidigt forpligtende relationer?
Hvis man ønsker førstnævnte udvikling, opnås det formentlig bedst ved et relativt kortvarigt mor-barn-forhold. Forskningen i kønsforskelle har fremlagt uafviselig dokumentation for, at de to køn adskiller sig væsentligt fra hinanden anatomisk, fysiologisk, hormonalt. De to køn har forskellige forudsætninger for omsorg for det lille barn – men dermed kan diskussionen naturligvis ikke høre op. Ethvert samfund og enhver kultur udformer sine egne kønsroller, og vi er som kultur – efter 30 års forsøg på at udvikle den mandhaftige kvinde og den kvindagtige mand – kommet i svar tvivl.
Hvis unisex ikke er vejen – hvad så? I forlængelse heraf har vi så diskussionen om, hvordan den gode mor-barn-relation skal se ud, og hvornår og i hvor høj grad den kan erstattes af far-barn-relationen.
I begyndelsen af 1990’erne abdicerede kvinder i nogen grad som eksklusive mødre til fordel for en bredere forældreomsorgstænkning, hvorved kønnenes omsorgskompetence kunne betragtes som ligestillet.

Den nyere førfødselspsykologi har imidlertid rokket ved denne tænkning, gennem påvisningen af væsentlige samspil mellem moder og foster. Opvurderingen af amningens betydning – blandt andet for vort grundlæggende forhold til mad – har senest givet sig udslag i WHO’s nylige forlængelse af den anbefalede ammeperiode fra fire til seks måneder.
Aktuelt forekommer det mig vanskeligt at finde psykologisk belæg for, at moder-barn-relationen kan blive for tæt i barnets første to leveår. Tværtimod må den meget nære relation ses som døråbner til alle barnets øvrige primære og sekundære relationsdannelser.
Diskussionen om faderens omsorgskompetencer skal ses i dette lys. Jeg har i debatten på intet tidspunkt benægtet, at faderen kan og bør spille en væsentlig rolle i omsorgsarbejdet. Mine iagttagelser og erfaringer har imidlertid overbevist mig om, at faderomsorg typisk er af en ganske anden art, og meget vanskeligt kan erstatte moderomsorg. Den har en anden varighed, rytme og intensitet. Eksempelvis tager fædre jævnligt vore helt små børn på besøg i voldsomhedens og angstens grænseland.
En del kolleger har – trods grundlæggende enighed – gjort mig opmærksom på det ukloge i at argumentere ud fra en dyrepsykologisk synsvinkel. Ved at hæfte sig ved vor herkomst krænkes så åbenlyst et herskende tabu. Dogmet om mennesket som en rent kulturel konstruktion er så stærkt i disse år, at andre synsvinkler, eksempelvis en evolutionspsykologisk, opfattes som blasfemi.
Gennemgående i ligestillingsdiskussionen har været en imponerende kreativ omgang med begrebet tvang. Ligestillingsminister Lotte Bundsgård har som andre debattører hævdet, at tilbudet om tre måneders barselsorlov, forbeholdt faderen, vel næppe er mere tvang end de nuværende seks måneders barselsorlov, som er forbeholdt moderen.
Tankevækkende er det, at køn nu beskrives som tvang – for køn, graviditet, fødsel, amning, mm. er jo naturgivne forhold, som intet samfund endnu har set sig stand til at afskaffe.
I ligestillingsoptikken synes det simpelthen uretfærdigt, at det er kvinderne, som føder børn. Fyndigt udtrykker en debattør, Trine Splid Bech, denne holdning i følgende citat: »Den lænke om foden, der hedder et års barsel, er vi mange, der sagtens kan leve foruden.«
Hyppigt fremføres en argumentation om, at bare mor trives, trives barnet. Så enkelt er det jo ikke. Børnerådet har meget fornemt gjort opmærksom på, at børns behov ikke altid kan antages at være sammenfaldende med forældrenes behov og ønsker
Fremtidens ligestillingspolitik bør nok tage udgangspunkt i, at de to køn er forskellige, har forskellige naturgivne vilkår, og derfor bør behandles forskelligt på arbejdsmarkedet.
Selv har jeg peget på pensionsindbetaling under barsel, social værnepligt for mænd, forældreuddannelse for fædre, overkompensation til arbejdsgivere og helt nye typer daginstitutioner med mulighed for efteruddannelse under barsel. Fremtidens mødre skal og vil ikke ’gå hjemme’. De skal indgå i et levende, udviklende fællesskab sammen med deres børn, støttet af kompetente fagfolk.
Aktuelt går det vel ikke så ringe med ligestillingskampen. På uddannelsesområdet går kvinderne frem med stormskridt. Stadig flere kvinder tager uddannelse, efteruddannelse og gør karriere efter småbarnsperioden. Lønmæssigt går det desværre notorisk skidt – delvis et resultat af de nye lønsystemer, som favoriserer maskulin agression og frækhed. Nemt er det ikke.

Omkring barselsorloven er der stor intern uenighed i regeringspartierne og deres støttepartier.
Venstre og konservative messer højlydt og forenklet som nyomvendte om familiens frie valg – som om vilkårene for børnefamiliernes såkaldte frie valg ikke har afgørende betydning. Ligestillingsminister Lotte Bundsgaard vil opdrage fædre med orlovspisken – tilsyneladende begrundet i en stædig fastholden af, at det ene køn kan være lige så godt som det andet. Problemet er for mig, at der er grænser for fleksibiliteten i børns behov for en god tidlig opvækst. Der er i mit fag helt overvejende konsensus om, at de første seks leveår er den vigtigste dannelses- og uddannelsesperiode i menneskets liv.
Kravet må være en grundlæggende opprioritering af yngelplejen i velfærdssamfundet. Vi kan begynde med et ministerium for børne- og familiepolitik, som koncentrerer sig om de 0-6-årige, en væsentlig forlængelse af barselsorloven – mit ideelle bud er to år til moderen og en måned omkring fødslen til faderen – og udvikling af helt nye uddannelses-daginstitutioner for småbørnsfor-ældre med børn.

Debatten har hidtil været præget af højtuddannede kvinder og varmhjertede mænd. At deltagerne næppe er repræsentative for befolkningen som helhed i holdningen til barselsorloven, afslørede en helt ny opinionsundersøgelse, hvor kun otte procent var tilhængere af ligestillingsministerens forslag.
I ministerens selvopfattelse er hun en foregangskvinde, som vover at trodse opinionen. Har det ikke strejfet hende, at forslaget repræsenterer 70’tænkning i en tid, hvor yngre mænd og kvinder forlængst har udviklet ambitionen om at varetage såvel erhvervskarrieren som forældrekarrieren ordentligt? Enkelte mener endog, at det kan være kvalificerende for erhvervskarrieren at udvikle deres forældrekompetencer. Der er vel ingen grund til, at regeringen begår politisk selvmord på denne sag.
Materiel velstand satte den politiske dagsorden i det sidste århundrede. Mentalt og kropsligt velbefindende vil blive dette århundredes politiske hovedmål. Det grundlægges i et samfunds yngelpleje.
Skyldfølelse er ikke nødvendigvis noget negativt – den kan være konstruktiv. Vi har i mange år svigtet småbørnene og småbørnsfamilierne, og underprioriteret deres vilkår til fordel for erhvervslivets behov. Nu har vi råd til at mærke skyldfølelsen og handle på den.

*Ole Schouenborg er seminarielærer på Skovtofte Socialpædagogiske Seminarium, klinisk psykolog og har fornylig udgivet debatbogen ’Velfærdsyngel’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu