Kronik

Mennesker uden respekt

Respekt for kulturelle forskelle må både handle om retten til at blive anerkendt og til at vælge nye tilhørsforhold. Også efter den 11. september
18. oktober 2001

Økonomi & Politik
De lå en e-mail og ventede på mig på mit kontor på universitet den 14. september: »Som en medfølelsens gestus over for de amerikanere, der er blevet berørt af de seneste grufulde begivenheder, foreslår jeg, at alle studerende og ansatte holder to minutters respektfuld stilhed i morgen klokken 12, i undervisningslokalerne, forhallen og på gange og kontorer.«
Jeg må være patologisk afviger, for jeg oplevede, at jeg var ude af stand til at reagere positivt på, hvad klart fremtrådte som en pietetsfuld opfordring til at holde vores fælles menneskelighed i hævd i en tid, der endnu engang var kommet af lave.
Jeg var forvirret. En brådsø af spørgsmål og følelser vældede ind over mig. De to ord, der sprang i øjnene i mailen var amerikanere og respektfuld. Jeg har ikke problemer med nogle af disse termer. Så hvad var det, der bragte mig ud af fatning?
Jeg havde lige talt i telefon med en ven i Bangkok, som fortalte mig, at hans gravide veninde, Rahma, og hendes søn og mand var blandt ofrene i ulykkesflyet fra American Airlines. Hun var srilankansk muslim, han var schweizer. Det stod endvidere klart, at der var over hundrede andre nationaliteter repræsenteret blandt dem, der arbejdede i World Trade Center, da bygningerne sank i grus.
Men det er let at se bort fra spørgsmålet om ofres nationalitet. Det, der virkelig tirrede mig, var snarere da det gik op for mig, at man i Danmark og det øvrige Vesten, i meget lang tid slet intet behov har følt for at holde tilsvarende respektfulde stilhedsseancer. Som om planeten i de 10 år før den 11. september var blevet så fredelig og lykkeligt hverdagsagtig, at vi kunne glemme dens blodige og voldelige kalamiteter.
Under alle omstændigheder havde de grufulde og fjerne begivenheder, der måske kunne forekomme fra tid til anden, intet at gøre med os. Med Amerika er det imidlertid noget ganske andet. På mange måder, så er USA os. Der er intet paradoksalt i, at samtidig med at dets sårbarhed blev blot-lagt, så blev USA’s hegemoni samtidig endnu engang forstærket, for det var hele verden, der følte sig berørt af tragedien.

Var jeg (sammen med millioner af andre mennesker kloden over) da imod selve tanken om at vise ofrene respekt? Satte jeg mig kort og godt uden for al respektabilitet? Gjorde vi, der ikke deltog i den kollektive sorgseance, netop herved krav på at hævde en anden kultur – selv om dette måtte virke som en åben uforskammethed set i lyset af normerne i de samfund, hvori vi befinder os. Ikke blot at modstå sorgens bud, men endda at kræve retten til at gøre dette.
Ifølge konservativ tankegang begyndte den traditionelle respektabilitets forfald at sætte ind fra og med 1960’ernes moralske løssluppenhed, normskred og afsøgning af alternative værdier.
Men vore dages politiske korrekte verden har udvidet værdien respekt til også at omfatte muslimer, jøder, bøsser, handicappede osv. Er der ikke fare for at vi er på vej mod et konsensustyranni af høflig ligegyldighed, hvor overdreven ’respekt’ for forskelle kommer til at kvæle alle konflikter og al uenighed?
Paradoksalt nok er det i respektens politik (og i det sprog, hvori denne sædvanligvis er klædt), at forskelle værdsættes mindst, fordi man kan bringe folk til tavshed blot ved at anklage dem for manglende respekt.
Den italienske ministerpræsident, Silvio Berlusconis pinlige bemærkning om den islamiske civilisations underlegenhed vakte forargelse, fordi hans despekt var så åbenlyst primitiv, at den stod i fare for at underminere den internationale koalition, der for at være levedygtig er nødt til at bygge på respekt for ethvert af sine medlemmer. Episoden viste i al smertelig tydelighed, at hvis man ikke evner at udvise respekt for muslimer, så udelukker man, at arabere kan gøre sig fortjent til vores venskab.

Som Kant påpeger, er respekt noget vi skylder andre mennesker i deres egenskab af moralske væsener. Blairs opfordring til at give afkald på moralsk tvetydighed i kampen mod terroren, således at vi bedre kan tænke verdensordenen i vores eget billede, er intet andet end en imperietænkers selvbedrag. Bush’ erklæring om, at »islam er fred«, kan kun forstås som et forsinket forsøg på at opnå respekt for hans korstogs uendelige retfærdighed.
Talebanerne er anstødelige for hele verden, fordi de tror på noget, som stort set udelukker al respekt over for andre, som deres ødelæggelse af historiske Buddha-statuer og kvindeundertrykkelse til fulde demonstrer. Radikale frihedstænkere agiterer stærkt for retten til at forfægte anstødelige anskuelser, fordi en politik, der bygger strengt på respektens princip, efter deres opfattelse hindrer stærke og markante synspunkter på væsentlige spørgsmål i at dukke op til overfladen.
Men at argumentere for respektløse ytringers tilladelighed er selvsagt ikke det samme som at udtrykke støtte til regimer som Taleban. Skal Dansk Folkeparti forbydes, fordi partiet sårer minoriteters følelser? Eller bør vi imødegå DF i offentligheden med bedre argumenter, fremfor at søge at feje dem ind under vores despekts gulvtæppe?
Vi er nødt til at inddrage en analyse af magtforhold og ideologi (uanset hvor upopulært dette begreb måtte være blevet), så vi ikke forfalder til illusionen om politik som et frit marked for alle mulige ideer. Anstødelige politiske synspunkter får kun gennemslagskraft for dem, der er genstand for privilegeret mediebevågenhed.
De stemmer, der ikke bliver hørt, bliver netop ikke hørt, fordi de er afmægtige og aldrig er blevet mødt med respekt i første omgang. Hvor, i vores stadigt mere globaliserede verden, findes det forum, hvor mennesker, der historisk er gjort afmægtige og udsat for manglende respekt, kan fremlægge en perspektivplan for omfordeling af respekt og ressourcer? Kan vi overhovedet seriøst tale om omfordeling, når det skærende misforhold mellem eksempelvis FN’s reaktion på folkemordet i Rwanda og terroraktionen mod World Trade Center er så åbenlys?
Det, som vi har så påtrængende behov for, er en respekt uden respektabilitet. Og det kan føre til selvmodsigelser. Historiens afmægtige og ikke-respekterede søger respekten for at få rådet bod på ulighederne og insistere på omfordeling af ressourcerne.
Men respektabiliteten frister og kan føre minoriteter inden for nationalstaterne (og de minoriteter, der udgør majoriteten af verdens fattige og fordrevne i det internationale system) til at slutte sig til konsensus og derved bidrage til at opretholde status quo.
Regimer over hele verden har bakket op om den internationale koalition i håbet om at vinde større respektabilitet. Jeg skal ikke benægte, at når minoritetsperspektiver vinder anerkendelse på egne betingelser, så kan deres nytilkæmpede respekt på frugtbar vis ændre på debattens præmisser og indføre konflikten i det offentlige rum, således at respekten for forskellen bliver sat i spil.
Vil krigen mod terror, der angiveligt sker i respekt for menneskelighed og i menneskehedens navn, ende med reduceret respekt for konkrete mennesker, især for dem, der tilfældigvis er meget forskellige i vores samfund?

Det er svært at glemme synet af den uskyldige arabiske mand, der blev eskorteret ud af et amerikansk fly, fordi passagerer og mandskab nægtede at flyve med ham? Hvordan skal vi leve med billedet af millioner af forkomne afghanske flygtninge i vores tv, der synes at kigge ind på vores komfortable dagligstue? Med en sprogbrug, der dehumaniserer politiske fjender og gennem terror og vold bliver vi bedt om at være Menneskelige.
Det er en slags voldelig høflighed med en revolutionær undertone, hvis første ofre uundgåeligt vil blive civile friheder derhjemme og uskyldige civile liv derude.
Respekt for forskelle blandes som oftest meget let sammen med respekt for opstadsede klichébilleder af en given kultur eller subkultur.
Pluralistisk respekt kan imidlertid kun vokse frem i det øjeblik, vi accepterer, at alle værdier – deres og vores – bliver forhandlet frem i dialog. Værdier er åbne, indgår i konkrete omstændigheder og er for så vidt ikke definitive.

Det meningsfulde engagement og den krævende dialog bliver ofte undveget med letkøbt ’forståelse’ og ’respekt for andres synspunkter’. Henvisninger til fælles følelsesstrukturer og påstået respekt bliver alt for ofte til en grund til ikke at se de virkelige forskelle og modsætninger i øjnene.
1800-tallets vestlige orientalisme gjorde netop dette. Den havde en afgørende indflydelse på vestlige forestillinger om, hvordan verden er inddelt, og hvordan Østen er (despotisk, eksotisk og mystisk) i modsætning til Vesten (rationel, videnskabelig, individualistisk, frihedselskende).
Den ideologiske dyst affødte en historisk magtubalance, så når værdier står på spil, dvs. i al væsentlighed ’vestlige værdier’, så nægtes alle andre civilisationers andel i dem.
For en inder som mig, forekommer vestlige monopoliseringer af rationaliteten ejendommelige. I klassisk litteratur på sanskrit og pali kan man finde langt flere ate-istiske, agnostiske og rationalistiske tekster end tilfældet er på hebraisk, græsk og latin. På mange måder ender respekten i en formel som denne: ’Vi respekterer dig – vores værdier er bare anderledes.’ Og inddelingskriteriet bliver ikke baseret på idéindhold, men på geografi.
Med andre ord: Når der drages globale og kulturelle sammenligninger, så udnyttes ’respekt’ i dag måske nok til at give indrømmelser til pluralismen, men også som en måde at skabe store værdiskismaer på. Respektens sprogbrug har i et omfang, der får tanken til at svimle, muliggjort en konstruktion af Østen, der kun harmonerer alt for godt med den traditionelle vestlige forestillingsverden:
Herefter kan udvalgte elementer plukkes ud og foldes ud for at holde den ’dybe respekt’ i hævd, som vi omfatter andre kulturer med. Det er selvfølgelig ikke ensbetydende med at vi, for at følge påbuddet om uindskrænket accept af andres værdier, skal bøje os for ting som klitorisomskæring og lignende kropslige lemlæstelser af kvinder. Vi ønsker heller ikke at fremstå som racister eller kvindehadere.
Men de store diskussioner i vores tid foregår faktisk blandt muslimerne selv. I vores tilbøjelighed til at dæmonisere visse grupper, afslører grænserne sig for vores viden, mentale indstillinger, forståelsesskabeloner såvel som vores meddelagtighed i uretfærdige strukturer.
Ægte forskelle og frugtbare kulturelle sammenligninger må basere sig på omfattende viden og kendskab til kendsgerninger. I hvor høj grad kan vi forlade os på vore egne kulturelle værdier for at bedømme andre kulturer, der har en helt anden historie og bygger på helt andre trossætninger?
Hvis vi tillader vor tids sejrrige ideologi – liberalismen – at definere verdensordenen i et og alt, risikerer vi at slå ind på katastrofekurs. At anerkende, at liberalismen (som vi kender den) har sine begrænsninger, ville være en ny begyndelse. Den kulturelle fantasis himmelflugt, den store kunsts og fiktions terapeutiske gaver kan måske nok være befriende, men deres frihed respekterer ikke nødvendigvis personers og steders hverdagslige realitet.

Respekt for kulturelle forskelle må aspirere mod en anden slags frihed: Ikke blot retten til at blive anerkendt, men også retten til at vælge nye tilhørsforhold, til handling og nytænkning. Når vi først har anerkendt, at forskelle eksisterer, bliver det virkeligt vanskelige og interessante næste spørgsmål, hvorvidt disse forskelle bliver behandlet på fair vis, og om de har den frihed, som andre tager for givet.
Respekt er kun en værdi af global gyldighed, hvis den fremmer frihed og medfører, at vi tager fat på at gøre noget ved de virkelige uligheder i velstand og magt.

*Prem Poddar er indisk født, dr. phil., lektor ved Århus Universitet.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu