Læsetid: 3 min.

Offensiv i dialogen

Der må tages afstand fra både den opfattelse, de fanatiske muslimer repræsenterer og fra de generaliserende angreb på alt muslimsk
31. oktober 2001

Religionskrig
Det er ikke kun på det globale, sikkerhedspolitiske plan, at terror-attentatet den 11. september har indvarslet nye tider. Det gælder også for den hjemlige udlændinge-debat, som er blevet om muligt endnu vanskeligere og endnu mere betændt. Og biskop Jan Lindhardts deltagelse i debatten har bestemt ikke medvirket til at afklare begreberne ved at anvende begrebet religionskrig.
Jeg mener ikke, at vi befinder os i en religionskrig. Men biskoppen har ret i, at de fanatiske muslimer betragter den som sådan. Hvad der for alvor komplicerer situationen er imidlertid, at den ekstreme danske højrefløj personificeret i Pia Kjærsgaard og Mogens Glistrup og nu også Jan Lindhardt på dette punkt reelt bliver bin Ladens medløbere. Den særegne alliance bestående af muslimsk fanatisme og den yderste danske højrefløj anvender en religiøs terror-retorik, som for alvor graver grøfter i debatten. Og Kjærsgaard og co. kan nu desværre også tage Jan Lindhardt til indtægt for deres synspunkter, om end biskoppen vil mene, at det er med urette.
Vi må altså leve med, at ekstremisterne i begge lejre vil gøre terror-krigen til en religionskrig. Og min frygt er, at i det omfang, de mere moderate kræfter på begge sider giver efter for denne retorik, vil den vise sig at blive selvopfyldende. For mig at se er der brug for en indsats på to områder.
For det første må religionskrigs-syndromet nedkæmpes med demokratiske virkemidler, det vil sige i åben debat. Der må tages afstand fra både den vanvittige demokrati- og samfundsopfattelse, som de fanatiske muslimer repræsenterer og fra de hjemlige generaliserende og insinuerende angreb på alt, hvad der er muslimsk. Der er brug for en demokratisk offensiv, som konsekvent og vedholdende vil forsvare de frihedsrettigheder, som det danske samfund er bygget på.
Der må både tages afstand fra såvel Hizb-ut-Tahrir, som opfordrer til jihad og fra den retorik, som Fremskridtspartiet, Dansk Folkeparti og desværre efterhånden også i et vist omfang andre partier anvender. Her er der brug for, at alle moderate kræfter melder sig på banen. Det gælder især også de muslimer, som ønsker at være med til at forsvare de danske frihedsrettigheder. For det andet skal vi blive bevidste om vore egne værdier. Og her er jeg fuldstændig enig med Jan Lindhardt i, at mange af vort samfunds værdier er udsprunget af kristendommen. Det, vi skal føre, er altså ikke en religionskrig mod alle muslimske nydanskere, men derimod en værdikamp – og den skal vel at mærke primært føres med gammeldanskere. Mange almindelige danskere er blevet så fremmede for den danske kulturarv, at de i høj grad har brug for at blive »integreret« med disse værdier.

Selvforskyldt værditab
Opløsningen af de traditionelle familieværdier og lukkeloven, der åbner op for mere og mere søndagshandel og dermed gør alle dage lige, er bare to eksempler på det værditab, vi som samfund har været ude for. Også religionsfriheden er en kristen værdi, som vi skal værne om. Man kunne også nævne det kolossale traditionstab i forhold til kristendommen, som kendetegner de nye generationer. Dette værditab kan vi altså ikke anklage indvandrerne for. Vi må selv påtage os ansvaret og arbejde for at få det overvundet. Både biskop Jan Lindhardt og Informations leder berører forholdet mellem kristendom og politik. Det er et meget kompliceret spørgsmål, men jeg vil gerne tage handsken op og forsøge at gøre rede for, hvordan jeg opfatter dette spørgsmål:
Bibelen er ikke en politisk opslagsbog, hvor vi kan finde entydige løsninger på alle politiske problemer. Ingen politisk ideologi – eller noget parti – kan derfor tage patent på kristendommen. Derfor skal kristendom og politik ikke blandes sammen. Men der er alligevel en sammenhæng mellem politik og kristendommen. For mig handler politik nemlig også om, hvilke holdninger og livsværdier et samfund skal bygges på. Kristeligt Folkepartis mål er et demokratisk samfund, der er præget af kristne etiske værdier som f. eks. næstekærlighed, det enkelte menneskes enestående værdi og naturen som Guds gave, vi skal forvalte på en ansvarlig måde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu