Kronik

Opråb til eliten

Prøv at tænke tyve år tilbage: Dengang var kulturkritikken fremadrettet, mens den konventionelle tænkning var konservativ. I dag er rollerne byttet om, og selv de spædeste forsøg på nytænkning jordes øjeblikkelig af ledere i Information
Debat
26. oktober 2001

Det virtuelle rum
Mange siger, at det danske samfund skal omstille sig. Men få ved, hvad det er, vi skal omstille os til.
Jo, navne på fremtiden er der mange af: ’Info-samfundet’ hed det i en regeringsrapport fra 1994. ’Netværkssamfundet’ blev det kaldt i en tilsvarende rapport fra 1999. ’Vidensamfundet’ er en tredje yndet betegnelse. Men hvad der ligger i navnene ved de færreste.
Hvorfor? Ifølge Lone Dybkjær og Jørgen Lindegaard, forfatterne til rapporten fra 1999, fordi »en utrolig hurtig teknologisk udvikling gør det vanskeligt for selv de bedste teknikere at se bare tre år frem.« Jo, det siger de faktisk: »…selv de bedste teknikere…«
Men måske er problemet ikke, at teknikerne – selv de bedste – ikke kan forudsige, hvad der sker. Måske er problemet tværtimod, at vi overlader det til netop teknikere at skue frem. Fordi den opfattelse har bredt sig, at fremtiden er et produkt af teknikken og derfor et tekniker-anliggende. Men først og fremmest fordi vi andre ikke tør.
Problemet er nemlig ikke bare ’de andres’. Det er også vores, nemlig kultur- og samfundskritikernes. Prøv at tænke 20 år tilbage: Dengang var kulturkritikken fremadrettet, mens den konventionelle tænkning var konservativ. I dag er rollerne byttet om: Kulturkritikken er blevet bagudrettet, mens den konventionelle tænkning er blevet antecipatorisk. Dette skaber et dobbeltproblem: De fremskridtsbilleder der frembringes er banale, mens samfundskritikken er blevet for fastholdere.
Dette har resulteret i en ideologisk og politisk krise: Mens samfundet forandrer sig, ja forvandler sig, er de politiske aktører ude af stand til at iagttage denne forandring. Sagen er, at for at få øje på det nye, er man nødt til at tage briller på, gennem hvilke man kan se det nye. Men ikke tale om, at man vil. Man er låst fast i politiske ideologier, som måske var duelige i sidste århundrede, men som ikke er det i dag: den liberalistiske, den socialistiske og den konservative.
De politiske forslag, som denne situation udløser, er lige så forudsigelige, som de er ubrugelige.
Der skal være mere marked, foreslår den ene part (hvis den da ikke er på vej mod den såkaldte regeringsmagt og derfor lægger bånd på sine ytringer).
Nej, der skal være mere statsfinansieret velfærd, fremhæver den anden (hvis den da ikke i et anfald af regeringstynget ansvarlighed netop har begrænset de velfærdsydelser, som den går ind for). Nej, fremturer den tredje (som p.t. hverken er på vej til eller fra regeringsmagten og derfor kan råbe lidt højere), familien og fællesskabet skal beskyttes mod voldsmænd og fremmede. Og for at understrege budskabet sætter de sidstnævnte en politimand til at lede partiet.
Heri er der to problemer. Det ene problem er, at de tre traditionsbaserede politiske ideologier ikke længere repræsenterer hertil svarende sociale interessegrupper. Der er ikke en stor ’klasse’ af individer, som næsten pr. natur er socialister, og tilsvarende er der heller ikke mange borgere, som i kraft af deres samfundsmæssige vilkår er liberalister eller konservative.
Ergo lider de tre standard-ideologier af en mangel på legitimitet. Der sker en ideologisk afkobling af partier fra vælgere. Det andet problem er, at de tre traditionelle ideologier ikke leverer nogen adækvat samfundsbeskrivelse. Vor tids samfund kan ikke fyldestgørende beskrives som et klassesamfund eller et markedsstyret samfund eller et samfund med familien som grundelementet.
Ergo lider de tre standard-ideologier også af en mangel på funktionalitet. Når der laves praktisk politik – for det gør der jo selvfølgelig hele tiden – er den afkoblet fra de politiske aktørers erklærede ideologiske grundlag. Den bliver pragmatisk. Eller den orienterer sig mod de nye tiders udfordringer uden at være formet gennem en ideologisk optik.
Men problemet udspringer ikke bare af det politiske systems vanetænkning. Det udspringer også, og i lige så høj grad, af den såkaldt ’kritiske tænknings’ uendelige mangel på selvkritik og fornyelse. Mens samfundet har forandret sig, har samfundskritikken stået i stampe. Dette indebærer, at det ideologiske magtforhold mellem den politisk-administrative elite og den kulturkritiske elite har forrykket sig.
I dag er det den administrative elite – for eksempel embedsmændene i Finansministeriet – der sætter dagsordenen, f.eks. med tanker om vidensamfund, læring og kompetence. Det er derfra, de nye tanker om samfundets indretning og beskrivelse kommer.

Den kritiske elite derimod, er blevet mere og mere konservativ. Hvis nogen vover sig frem og siger, at vor tids samfund kan beskrives som et ’vidensamfund’, så kan reaktionen trækkes i automaten for standardsvar anno 1970 (se bare Informations bagsideleder den 15. oktober 2001), nemlig at ’vidensamfundet’ er et udtryk for kapitalens og statens disciplinering af den brede middelklasse.
Og hvis også institutioner som EU, OECD og UNESCO(som jo ifølge vanetænkningen repræsenterer den globaliserede ondskab) taler om læring og kompetence-udvikling, så er det bare en bekræftelse af, at vi er på sporet af en international sammensværgelse. Altså: Selv de spædeste forsøg på nytænkning bliver øjeblikkelig jordet af vanetænkningens standard-forestillinger.
Der er altså brug for at den kulturelle elite tager sig sammen, intellektuelt og analytisk, og skaber et opdateret grundlag for den samfundskritik, som der er ligeså meget brug for i dag som for 30 år siden. Men som sagt: Grundlaget skal opdateres. Samfundet i dag er ikke det samme som (vi troede) det var i sidste århundrede.
Men hvad er så svaret på udsagn om vidensamfund, læring og kompetence? Det er at gå dybere i analysen.
Bag ved plus-ordene viden, læring og kompetence ligger, at samfundet i stigende grad er blevet hyperkomplekst, dvs. er blevet et samfund hvori et stort antal komplekse systemer (det politiske, det økonomiske, det uddannelsesmæssige, det etiske, det videnskabelige, det religiøse, det intime, det kunstneriske osv.) med hvert sit sæt af iagttagelseskriterier iagttager hinanden enkeltvis og som helhed:
*Præsten iagttager det politiske system – jvf. indvandrerpolitikken – med udgangspunkt i idealet om næstekærlighed.
*Virksomhedsdirektøren – f. eks. Lars Kolind – iagttager det politiske system ud fra en ide om at gøre Danmark til et varemærke.
*Politikeren iagttager det videnskabelige system med ønsket om at muliggøre en hensigtsmæssig styring.
Ingen af disse aktører repræsenterer samfundets centrum eller helhed. Men tilsammen udgør de sammen med alle de andre aktører det system af iagttagelser og handlinger, som konstituerer samfundet som helhed.

Når ingen enkeltaktør eller enkeltinstans udgør samfundets centrum og sandhed er konsekvensen, at enkeltaktørernes iagttagelseskriterier ikke er universelle.
Derfor er de tvunget til, samtidig med at de iagttager deres omverden, også hele tiden at iagttage forudsætningerne for deres egen iagttagelse. Situationen er altså, at komplekse systemer iagttager andre komplekse systemer, samtidig med at de iagttager kriterierne for deres egne iagttagelser. Dette er netop begrundelsen for at kalde dette samfund for hyperkomplekst. Samfundet er overgået fra en tilstand af kompleksitet til en tilstand af hyperkompleksitet: Til kompleksitet i anden potens.

Hvordan stabiliseres et samfund, der kan beskrives som hyperkomplekst? Et samfund der er hyperkomplekst stabiliseres ved at opbygge en indre-kompleksitet, der matcher den ydre kompleksitet. Svaret på globalisering er derfor ikke anti-globalisering, men mere globalisering, nemlig at økonomisk globalisering skal modsvares af politisk, diplomatisk, kulturel, sikkerhedsmæssig, kunstnerisk, videnskabelig, moralsk globalisering.
Svaret på EU er ikke mindre Europa, men mere Europa. Svaret på terroren den 11. september er hverken at forenkle verden ved at sætte civilisation mod civilisation eller at aktivere automatpiloten og sige at amerikanerne, kulturimperialismen eller globaliseringen selv var ude om det.
Det er, som Salman Rushdie har sagt, at insistere på, hvad der er virkelig vigtigt og, om fornødent, at slås for det: »Kys i fuld offentlighed, baconsandwich, demokratisk debat og skænderi, avantgardemode, litteratur, generøsitet, rent vand, en mere ligelig fordeling af verdens goder, film, musik, tankefrihed, skønhed, kærlighed.« Dvs. kompleksitet, differentiering, refleksion som værdigrundlag.
Hvordan udvikles et samfund, hvis grundbetingelse er hyperkompleksitet? Nøgleordet er læring, og læring er ret beset blot en anden måde at sige ’hyperkompleksitet’ på.
Læring betegner nemlig, hvad enten den foregår individuelt, organisatorisk eller samfundsmæssigt, den form for praksis, der altid også reflekterer over og reviderer kriterierne for egen-praksis. Jeg skal ikke bare gøre, hvad jeg gør, fordi det nu engang ’er’ sådan, eller fordi man altid har gjort sådan, eller fordi jeg har fået besked om, at det er sådan det skal gøres. Jeg skal tværtimod løbende iagttage og vurdere kriterierne for min praksis ud fra en forudsætning om, at det også kunne gøres anderledes.
Derfor er ’læring’ og ’omstilling’ ikke, som automattænkningen påstår, led i kapitalens og magtens snedige undertrykkelse – ikke engang selv om OECD og EU har taget begreberne i deres mund.

Men når diagnosen er stillet og analysen gennemført – og deri indgår altså begreber som hyperkompleksitet, differentiering, læring, omstilling og refleksion – er det vigtigt at tilføje, at dette hverken indebærer et bedre eller et tryggere samfund. Også et lærende samfund rummer millioner af risici:
At skulle håndtere kompleksitet giver en højt-belastet hverdag og et psykisk nedslidende arbejdsliv. Det stiller løbende krav om fornyelse og omlæring. Det ansporer organisationer til ustandseligt at forandre sig, det indebærer at verdensbilleder må revideres, det fremkalder ustabilitet i samfundet.
Og ja: Det stresser kultur-eliten mere end den tilsyneladende bryder sig om.
Hyperkompleksitet og læring er ikke nogen anvisning på den evige hvile. De er nøgleord i en verden, hvis helt anderledes udfordringer kulturkritikken skal bringe sig på analytisk omgangshøjde med. Er den først det, er der nok at tage fat på for den kritisk engagerede – som så oven i købet igen kan sætte dagsordenen og kan forvente at blive taget alvorligt.

*Lars Qvortrup er professor i interaktive medier ved Syddansk Universitet, Odense. Han har har netop udgivet bogen ’Det lærende samfund - hyperkompleksitet og viden’ (Gyldendal).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her