Læsetid: 3 min.

Piller er ikke altid lykken

Jeg efterlyser et bredere sygdomsbegreb, så man undgår medicinsk behandling som eneste tænkelige løsning på følelsesmæssige problemer
3. oktober 2001

Sundhed
Det ville klæde John Henriksen (J.H.) at underbygge sine påstande om psykologer. Han skriver nemlig at psykologer ikke ofte nok henviser til psykiatrisk hjælp – men hvor ved han egentlig det fra? Og hvad er i grunden psykiatrisk hjælp? Indlægget den 29. september er fyldt med stereotype klicheer om hvad psykologarbejde indeholder. Det er næsten underholdende, men desværre også uvederhæftigt.
Det er klart at praktiserende psykologer må give sig tid til at sætte sig ind i de henvendelser de modtager. Hvis psykologen vurderer at den pågældende klient har brug for medicinsk behandling, så henviser psykologen klienten til en sådan ordinerende instans, ligesom den fagperson som har henvist klienten til psykologen har vurderet at klienten har behov for psykologisk behandling. Alle professionelle må udvise påpasseligehed med hensyn til egne begrænsninger, og være opmærksomme på andres faglige viden og kvalifikationer. At psykologen ikke har ordinationsret er ikke ensbetydende med at han ikke har nogen viden om medicin – tværtimod er det en nødvendighed for en klinisk psykolog at vide hvordan psyko-farmaka virker for at kunne være klienten behjælpelig.

Blind tiltro står i vejen
Den blinde tiltro til eksperter som J.H. synes at lægge op til er farlig. Den opfattelse, at psykiateren eller psykologen er ekspert, og således ved mere end klienten, kan stille sig i vejen for at indfange det unikke og det komplekse ved den enkelte klient, og medfører at man som professionel dominerer og lukker munden på klienten. Eksperten har magt over lægmanden. Måden professionelle hjælpere snakker med klienterne om deres problemer på kan utilsigtet låse dem fast, sådan at drøftelser som skulle være til hjælp fører til yderligere fastlåsthed. Når en psykolog arbejder terapeutisk er der derfor fokus på samarbejdet. Og vigtigt er det at klienten finder styrken hos sig selv og ikke i eksperten. Psykologens vigtigste rolle er at yde hjælp til selvhjælp.
For psykologer såvel som for andre fagpersoner gælder der ulige magtforhold til klienten. Derfor har man i Dansk Psykolog Forening udarbejdet ’Etiske principper for nordiske psykologer’ som søger at udligne disse forhold. Principperne har bl.a. det formål at yde vejledning og støtte for en stadig refleksion over psykologarbejdet, de udgør et grundlag for at tilliden til psykologfaglig professionsudøvelse opretholdes, og søger at beskytte klienten mod uhensigtsmæssig eller skadelig intervention. Et vigtigt punkt er respekt. Respekten for klienten, således at denne ikke krænkes, udnyttes eller undertrykkes, men i stedet mødes i ærbødighed.
Det er sandt at en psykolog er universitetsuddannet, hvilket ikke nødvendigvis er en garanti for de vigtige empatiske evner. Men til gengæld er det sådan at psykologer gennem den offentlige autorisationsordning kobler en praktisk uddannelse af to års varighed til den teoretiske universitetsuddannelse. Denne ordning rummer bl.a. krav om supervision på klientarbejdet, hvilket er med til at sikre en forsvarlig behandling.

Samtale eller medicin
Jeg har svært ved at se hvorfor en medicinsk behandling skal have den første prioritet, som J.H lægger op til i sit indlæg, for hvis nogle afklarende samtaler hos en psykolog kan hjælpe den enkelte på rette vej, er dette vel at foretrække fremfor risikoen for en besværlig medicinsk udtrapning eller afhængighed.
Fokus kan flyttes fra det indvendige i mennesket, til det der opstår og eksisterer mennesker imellem. Jeg efterlyser derfor et bredere sygdomsbegreb, således at man undgår en ensidig fokusering på medicinsk behandling som den relevante løsning på følelsesmæssige problemer.
Når forskningsresultaterne viser at psykoterapi er et egnet behandlingstilbud overfor de fleste psykiatriske problemstillinger, så burde det vel være op til den enkelte selv at vælge om det skal være det ene eller andet – eller en kombinationsbehandling.
Men mange gange vælges den medicinske behandling som det første; og det vel at mærke ikke af klienten men af systemet – og det er synd. Det er nemlig ikke dyrere at yde psykologisk behandling.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu