Læsetid: 6 min.

Rushdie: Den skjulte krig kan ikke vindes

De har ødelagt vores by. Men de går efter at smadre mere end bare skyskrabere. De vil udrydde ytringsfriheden, de lårkorte skørter, evolutionsteorien, den frie kønsmoral…
4. oktober 2001

Kommentar
I JANUAR år 2000 skrev jeg i en nytårsklumme, at »den afgørende konflikt i den nye tidsalder kommer til at stå mellem terrorisme og sikkerhed«. Jeg uddybede her mine bekymringer for, hvordan vi risikerer at sætte dele af vores frihed over styr, hvis vi vælger at indrette vores tilværelse med henlik på at forhindre eksperternes værste scenarier i at blive virkelighed. Kun mørkets og undergrundens skjulte kombattanter vil have noget at vinde ved et samfund gennemsyret af frygt og kontrol. Demokrati fordrer gennemsigtighed, pointerede jeg. Og i afvejningen mellem de modstridende hensyn til sikkerhed og frihed, bør vi placere vores lod i frihedens vægtskål: Det er bedre at have for meget frihed end for meget sikkerhed.
Tirsdag den 11. september blev et af disse rædselsscenarier så til konkret virkelighed. De ødelagde vores by. Jeg hører til New Yorks senest tilkomne tilflyttere. Men selv mennesker, der aldrig har sat deres ben på Manhattan, har følt smerten fra New Yorks dybe sår, for New York er den synlige verdens bankende hjerte, en by, hvor man taler højt, og nye indtryk konstant frapperer. »City of Orgies« – orgiernes, spektaklets og glædernes by – skrev Whitman – »du stolte og lidenskabelige by« – så massiv, så skør, så ekstravagant. Det er denne synlighedens verdenshovedstad, som usynlighedens magter har tilføjet et forfærdeligt slag. Det er overflødigt at nævne, i hvilken frygtelig grad vi alle er ændret af det, vi så den dag. Det gælder lige nu om at sikre os imod, at såret bliver fatalt. Om at sikre, at den synlige verden vil triumfere over den skjulte verden, der kun viser sig i sine rædselsgerninger.
For at vores frie samfund også skal være sikre – sikrere – er det uundgåeligt, at vi må gå på kompromis med vores civile friheder. Men vi må som modydelse for delvis indskrænkning af vores frihed også kunne have en berettiget forventning om, at vores byer, drikkevandsforsyning, fly og børn bliver bedre beskyttet end hidtil. Vestens svar på attentaterne den 11. september vil i vidt omfang blive bedømt ud fra, hvor stor tillid borgerne kan have fremover til at føle sig trygge i deres hjem, på arbejdspladsen og i hverdagslivet. Vi har mistet denne tillid. Og vi er nødt til at genfinde den.

DERNÆST kommer spørgsmålet om modangrebet. Selvfølgelig skal vi sætte vores egne hemmelige krigere ind mod terroristernes og håbe på, at det bliver vores side, der vinder kampen. Men denne skjulte krig kan ikke alene sikre sejren. Vi har også behov for at sætte gang i en offentlig, politisk og diplomatisk offensiv, hvis målsætning skal være hurtigt at løse klodens presserende og vanskelige problemer, frem for alt striden mellem Israel og palæstinenserne om territorium, værdighed, gensidig anerkendelse og overlevelse. Alle parter må i fremtiden udvise sikrere dømmekraft. Ikke flere bombninger af aspirinfabrikker i Sudan, tak! Den amerikanske generalstab og regering holder hovedet koldt og synes at forstå, at det vil være forfejlet at bombe det mishandlede afghanske folk som gengældelse mod dets tyranniske herskeres forbrydelser. Måtte de retrospektivt rette dette nye klarsyn mod den skæbne, de har været med til at bringe over det mishandlede irakiske folk. Det er på tide at holde op med skabe sig nye fjender og på tide at begynde på at skabe sig nye venner.
At sige dette er på ingen måde det samme som at slutte sig til den kritik af USA, der er formuleret af de dele af venstrefløjen, der har tegnet sig for de mest smagløse reaktioner på terrorangrebene mod USA. »Problemet med amerikanerne er…«, »USA må forstå, at…« Vi har i den sidste tid måttet lægge øre til megen ordskvalder, der bliver indledt med sætninger af denne art fra bedrevidende og docerende typer med udtalt sans for relativisme. Et land, som netop har været udsat for verdenshistoriens blodigste terroraktion, og som er hensat i en tilstand af dyb sorg, chok og forfærdelige lidelser, skal også finde sig i at opleve kynikere antyde, at det selv bærer ansvaret for sine borgeres død. »Har vi fortjent det her, sir?« sagde en forpustet brandmand til en britisk journalist, der besøgte ruinhoben, der engang var World Trade Centers stolte tvillingetårne. Den alvorlige høflighed i brandmandens sir gjorde indtryk.

LAD MIG gøre det helt klart, hvorfor de selvretfærdige og rettroende antiamerikanere i mine øjne lyder så inderligt stupide. Terrorisme er mord på uskyldige – og i dette tilfælde et massemord. At retfærdiggøre den slags eksorbitante grusomheder med et angreb på den amerikanske regerings politik svarer til at fornægte grundlaget for al moral: Nemlig at individer selv er ansvarlige for deres handlinger. Med andre ord er terrorisme ikke forfølgelse af legitime mål med illegitime midler. Terroristen forklæder sig bag påskud om at kæmpe for undertrykte for at skjule sit egentlige mål. Uanset hvad mordernes motiver har været, så er det vanskeligt at forestille sig, at opbygningen af en bedre og mere menneskelig verden har indgået i dem.
Fundamentalisterne går efter mere end bare at smadre skyskrabere. For at gøre listen kort er disse mennesker fjender af ytringsfrihed, politisk partipluralisme, almindelig valgret, jøder, homoseksuelle, kvinderettigheder, sekularisme, lårkorte skørter, dans, skægløse mænd, evolutionsteorien, og den frie kønsmoral. De er kort og godt tyranner, ikke muslimer. Islam fordømmer selvmordere og dømmer dem til at genopleve deres død igen og igen i al evighed. Ikke desto mindre bør verdens muslimer spørge sig selv, hvorfor netop den tro, som de holder hellig, frembringer så mange giftspyende mutationer. Hvis Vesten skal prøve at forstå personer som Una-bombemanden og Timothy McVeigh, så må islam også turde se bin Laden i øjnene.
FN’S generalsekretær, Kofi Annan, har sagt, at vi fremover ikke blot kan nøjes med at definere os ved, hvad vi er for, men også ved, hvad vi er imod. Jeg kunne godt tænke mig at vende dette udsagn om, for i det foreliggende tilfælde er det indlysende, hvorfor vi er imod: Selvmordsterrorister smadrer passagerfly ind i World Trade Center og Pentagon og tager tusindvis af mennesker med i døden… tja, hm – det tror jeg nok, at jeg er imod. Men hvad er det, vi forsvarer? For hvilke værdier er vi rede til at risikere vores liv? Kan vi være enige om, at alle elementer på ovennævnte liste – og ja, også miniskørterne og dansen – er ting, som vi er parat til at give vores liv for ikke at undvære?
Fundamentalisterne tror, at vi ikke tror på noget. I deres billede af verden sidder de på de absolutte sandheder, mens vi vælter os bedøvede rundt i fordærvede nydelser. For at bevise, at det er dem, der tager fejl, må vi først vide, hvorfor de tager fejl. Vi må blive enige om, hvad der er virkelig vigtigt: Kys i fuld offentlighed, baconsandwich, demokratisk debat og skænderi, avantgardemode, litteratur, generøsitet, rent vand, en mere ligelig fordeling af verdens goder, film, musik, tankefrihed, skønhed, kærlighed. Det skal være vores våben. Det er ikke ved at føre krig, men ved at vælge at leve uden frygt, at vi skal besejre terroristerne.
Hvordan besejrer vi terroristerne? Ved ikke at lade os terrorisere. Ved ikke at tillade dem at styre vores liv. Også selv om vi er bange.

© Libération og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu