Kronik

Se historien i øjnene!

Efter nazitiden blev Litauen sovjetisk besat og fik aldrig muligheden for at se sin fortid i øjnene. Nu nægter mange litauere at reflektere kritisk over såvel den tyske som den sovjetiske besættelse
Debat
22. oktober 2001

Historisk set
I de senere år har indlæg på debatsiderne især i Berlingske Tidende og Jyllands-Posten insisteret på, at vi i Danmark gennemfører et opgør med den fascination af sovjetkommunismen, som deltes af mange danskere. Desværre har disse stærkt ideologiserede indlæg som oftest stillet sig hindrende i vejen for en nødvendig selvrefleksion snarere end det modsatte.
At det er svært og smerteligt at revidere sin egen historie- og selvopfattelse, ses lettere hos andre end os selv. Det er netop nu ti år siden, at de sovjetiske tropper begyndte deres tilbagetrækning efter i tæt ved 50 år at have holdt Baltikum besat.
I den mellemliggende tid glemte vi danskere i det store og hele vore baltiske broderfolk. Men præcis de tre baltiske landes historie i det 20. århundrede vidner om, hvilke uhyrligheder der i det 20. århundrede blev begået i såvel nazismens som kommunismens navn. Den tydeliggør endvidere, hvor nødvendigt, men samtidig vanskeligt og pinefuldt det er at foretage et opgør med historien.
Litauen er et godt eksempel. Det Litauen, man møder i dag, er et ganske andet land end det, man ville have mødt før Anden Verdenskrigs udbrud. Landet er territorielt større, idet Vilnius-regionen før verdenskrigen var underlagt Polen. Og befolkningssammensætningen er radikalt anderledes. I perioden 1941-1951 mistede Litauen ca. 30 procent af sin befolkning. Så godt som hele landets tyske befolkningsgruppe flygtede ved krigens slutning, i alt 190.000 personer. Kun nogle få tusinde af Litauens jøder overlevede holocaust, 220.000 blev dræbt. 10.000 litauere blev sendt til tvangsarbejde i Tyskland, mens 60.000 andre valgte at flygte til Vesten. 275.000 litauiske polakker ’repatrieredes’ efter krigen i Polen. 273.000 personer massedeporteredes ad flere omgange til Sibirien. 35.000 modstandere af henholdsvis det nazistiske og kommunistiske styre blev dræbt.

Der siger sig selv, at mange litauiske familier blev berørt af de tyske og sovjetiske besættelser af landet. Man hører det ikke umiddelbart. Men kommer man først tæt på litauerne, vil man på et tidspunkt høre deres familiehistorie.
Jeg begyndte for mere end ti år siden at undervise unge baltere på studieophold i Danmark. Mange af dem har jeg for nylig genoptaget kontakten med under et års ophold som gæsteprofessor ved Vilnius Universitet. Hvad jeg ikke havde hørt tidligere, blev mig nu fortalt. Første gang under en middag hos ægteparret Darius og Ausra, der havde mødt hinanden under deres studieophold i Danmark. Begges familiehistorier var rystende.
Under den første sovjetiske okkupation af Litauen fra 1940 til 1941 vidste Darius’ morfar, at han som gårdejer af besættelsesmagten betragtedes som klassefjende og af den grund var i fare. Han gik derfor under jorden. Hustruen, svigermoderen, en svigerinde og datteren blev afhentet den 14. juni 1941 og deporteret til Sibirien sammen med 50.000 andre litauere, herunder den dansk-litauiske familie Rachlin.
Efter krigen erfarede morfaren, at alle deporterede familiemedlemmer var døde, bortset måske fra datteren. Han fandt ud af, hvor i Sibirien familien sidst havde opholdt sig, og fik de sovjetiske myndigheders tilladelse til at hente 14 navngivne, forældreløse litauiske børn tilbage til Litauen. Heriblandt ikke hans egen datter, idet han ikke vidste, om hun stadig var i live. I Sibirien genforenedes han mirakuløst med datteren og bragte hende under falsk navn tilbage til Litauen. Imidlertid måtte far og datter i flere år benytte falsk identitet og konstant skifte adresse, da datteren ellers risikerede at blive deporteret tilbage til Sibirien.
Darius’ farfar havde været officer i det litauiske forsvar i selvstændighedsperioden 1918-1940. Efter Anden Verdenskrig blev han leder af modstandsbevægelsen i det vestlige Litauen, indtil han i 1947 blev forrådt. Han førtes til KGB’s hovedkvarter i Vilnius’ centrum, hvor han blev tortureret og myrdet. Man kan i dag finde farfarens navn mejslet i den tidligere KGB-bygnings granitfundament sammen med navnene på de øvrige litauere, som blev myrdet i bygningen. På fotografier i det museum, der nu er indrettet i bygningen, kan man følge den retsmedicinske identifikation af Darius’ farfar, hvis lig i 1998 blev fundet i en af KGB’s massegrave, herunder påvisningen af, at han var blevet ombragt ved et øksehug i baghovedet.

Darius’ familiehistorie er kun en blandt mange. Ausras og mange andre af mine tidligere studerendes historier er tilsvarende. Det er disse unge mennesker, som en af mine daværende danske kolleger i begyndelsen af 1990’erne omtalte som ’nomenklaturaets yngel’, som Danmark nu uddannede til at sætte sig på flæsket. Intet kunne være mere forkert. Mange af disse unge kommer fra familier, der har været forfulgt i tre til fire generationer af sovjetmagten.
Men i min kollegas himmelråbende fordomsfuldhed var det ikke faldet ham ind at spørge til de unge balteres baggrund. Selv sagde de ikke meget. Hvis de overhovedet vidste noget, var de opdraget til at holde helt, helt tæt. Af frygt for repressalier skiltede litauiske familier inden den genvundne uafhængighed i 1991 ikke med deres deportationer til Sibirien. Mange valgte slet ikke at fortælle familiens historie til børnene.
I forbindelse med den store folkelige modstand mod sovjetstyret, som tog form i 1980’ernes sidste halvdel, og som kulminerede med genoprettelsen af landets uafhængighed, blev litauernes lidelser under de sovjetiske besættelser til gengæld en væsentlig del af historieskrivningen og massemobiliseringen.
Man tog stærke ord i brug. Midt i Vilnius ligger Genocido Auku Muziejus – Museet for Folkedrabets Ofre. Som udlænding kunne man forledes til at tro, at det drejer sig om et holocaust-museum. Deri tager man fejl. Det er et KGB-museum. Med al respekt for de lidelser, som den sovjetiske besættelsesmagt påførte litauerne, var der på intet tidspunkt tale om et ’genocid’ (folkedrab) hverken i dette ords almindelige eller etymologiske betydning. Den indvending gør på mange litauere intet indtryk: Sovjetmagtens blotte undertrykkelse af litauisk kultur og sprog udgør for dem et drab på et folk.

Denne litauiske gentolkning af det 20. århundredes historie har sat lidelsen i fokus. Selv om tolkningen har sit udspring i nationalistiske kredse, har den en mere generel udbredelse. Historien fortælles som en etnisk lidelse i ren form.
Det gælder på to måder:
nFor det første tæller alene den lidelse, som den litauiske del af landets befolkning har været genstand for. Få kerer sig om den skæbne, der overgik landets polske endsige tyske befolkning. Og udlandets konstante interesse for udryddelsen af Litauens jøder vækker stærk irritation i vide kredse. Det er som om, mange litauere oplever, at der går skår af deres egen skæbne, hvis også andre i samme historiske periode blev udsat for forfølgelse og direkte tilintetgørelse.
nFor det andet er der en stærk modvilje mod at vedkende sig, at mange litauere samarbejdede med den nazistiske og den sovjetiske besættelsesmagt. Det er veldokumenteret, at litauere aktivt hjalp nazisterne med jødeudryddelsen.
Alligevel opfatter mange litauere det internationale pres på Litauen for at retsforfølge nazistiske håndlangere som utidig indblanding i landets indre anliggender.
Selv unge, veluddannede litauere kan affærdige betydningen af retsforfølgelsen ved at genfortælle myterne om, hvordan jøderne som sovjetsympatisører i virkeligheden selv havde været ude om deres skæbne. De er uvidende om, at jøderne udgjorde den forholdsmæssigt langt største befolkningsgruppe i massedeportationen den 14. juni 1941. De er i det hele taget rystende uvidende om jødernes historie i Litauen generelt og under den tyske besættelse specifikt. Få ved, at jøderne før Anden Verdenskrig udgjorde den største befolkningsgruppe (40 procent) i hovedstaden Vilnius. Lige så få ved, at man i udkanten af Vilnius kan besøge det sted, hvor jøderne blev masseombragt og -begravet. Men der er selvfølgelig også kun få jøder tilbage i dag til at fortælle den del af historien.
Ligeledes kunne det ikke undgås, at 45 års sovjetisk besættelse førte til samarbejde med besættelsesmagten i stort og småt. Litauernes opgør med denne nære fortid er påfaldende spagfærdig. Der foregår ingen kollektiv selvrefleksion. Der udvikles ikke begreber, med hvilke man kan forstå og forklare litaueres samarbejde med besættelsesmagten. For gjorde man det, ville der gå skår af den (etnisk) rene lidelse.

I de fleste vesteuropæiske lande, der kom under nazistisk herredømme, Tyskland inklusive, er der siden hen foregået en kollektiv, fortsat ikke afsluttet selverkendelsesproces. Det har været en undertiden smertelig, men nødvendig proces for at forhindre, at historien gentager sig. Litauen fik aldrig muligheden for under den sovjetiske besættelse at gennemgå en tilsvarende proces, hvad angår den tyske besættelse. Nu nægter mange litauere at reflektere kritisk over såvel den tyske som den sovjetiske besættelse af landet.
Heldigvis har man i Litauen i de senere år set en tiltagende afstandtagen fra den sort-hvide lidelsesberetning, herunder fra officielt hold. Det gælder især litaueres samarbejde med den tyske besættelsesmagt, mens det fortsat kniber med at tage opgøret med den sovjetiske besættelsestid.
Man må hilse denne vilje blandt en tiltagende del, måske endda flertallet, af den litauiske befolkning til at sætte spørgsmålstegn ved den nationalistiske historiefortolkning velkommen. For det vil kunne koste litauerne dyrt at mytologisere historien i stedet for at se den direkte i øjnene.
Det samme gælder for os danskere. For de fleste vil det være nemt at se det problematiske i litauernes hidtidige forsøg på at komme overens med deres historie. Det er sværere at se vore egne problemer. Hvor vi fortsat den dag i dag forsøger at tolke og vurdere danskernes holdninger og handlinger under den nazistiske besættelse af Danmark, har vi det betydelig vanskeligere, hvad angår danskeres fascination af den sovjetiske kommunisme.
Vi bør stille os selv spørgsmålet: Hvorfor?

'Erik Albæk er professor ved Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning, Aalborg Universitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her