Kronik

Hvad terror bliver brugt til

Forklaringerne svinger fra ’det var USA selv ude om’ til ’det onde må bekæmpes’. Ligeså kommer WTC-angrebet til at legitimere mange former for politisk handling. Lad os holde hovedet koldt og debatten hed
10. oktober 2001

Kronik.

Tro & Filosofi
Mange drømmer sig sikkert tilbage til de tider, hvor eksperten autoritativt kunne stille diagnosen og anbefale kuren. Psykoanalytikeren udsagde triumferende diagnoser: Hysterisk, neurotisk, pervers, manisk…, naturvidenskabsmanden fortolkede verden i stålsatte termer, og sociologen gav anbefalinger, der kunne omsættes til en social ingeniørkunst.
Problemet er derimod i dag, at lægmand allerede har affattet sin diagnose. Modtagerne af den naturvidenskabelige forskning har på forhånd et meget klart billede af, hvilke resultater de ønsker. Og politikerne taler allerede som sociologer, der behændigt tilbagefører problemerne til deres samfundsmæssige rod.
Dette problem møder vi i udpræget grad i diskussionen af angrebene mod World Trade Center og Pentagon. Her står vi ikke overfor et uforklarligt problem, som kræver tid og refleksion, men snarere et problem der hurtigt mobiliserede enhver tænkelig dagsorden.
Problemet er ikke mangel på forståelse, men det modsatte. Det eneste, man kan blive enige om, er, at angrebene var unikke, og at de gør x, y eller z-dagsorden hyperaktuel og uomgængelig. Vi står således overfor et dilemma mellem den politiske pluralisme og den sikkerhedspolitiske fordring om enighed og resolut handlen.
Der er mindst fire sikkerhedspolitiske dagsordener på spil. Den første dagsorden tager udgangspunkt i verdens opdeling i en første og en ’tredje’ verden.
Sociologen Zygmunt Bauman skrev i sin kommentar til attentatet, at »vore egne hjem minder mere og mere om et varehus fyldt med dynamit skabt af millioner af fattige og dårligt stillede menneskers elendighed tilsammen. Der er rigeligt med terroristaspiranter med tændstikker og lightere, men det er det stadigt voksende bjerg af dynamit, som skulle vække bekymring (….).«
Litteraturkritikeren Edward Said fulgte hurtigt trop, og forbandt angrebet med ikke blot Den Første Verdens udbytning af Den Tredje Verden, men også USA’s arrogante politik overfor dens omverden: »Antiamerikanismen (….) er ikke baseret på hverken had til moderniteten eller teknologimisundelse.
Den er baseret på en historie om konkrete interventioner, specifikke overgreb, som vi ser i det irakiske folks lidelser under de USA påtvungne sanktioner, og i den amerikanske støtte til Israels 34 år lange besættelse af de palæstinensiske områder.«
På lignende vis har fredsforskeren Johan Galtung hævdet, at angrebet er udtryk for en global klassekamp. Problemet har således en klar rod i den vestlige politik, og kuren ligger derfor lige for: Hvis man behandler de fattige og de dominerede med respekt, vil problemet forsvinde af sig selv. Vi har ansvaret for den bombe, som terroristerne antænder.

Den anden diagnose tager udgangspunkt i mere populære kategorier og forbinder angrebene direkte med globalisering, hypermodernitet, postmodernitet mv. Terroristerne gør oprør imod en globaliseret kapitalisme, som USA inkarnerer.
Særlig interessant er her parallellen mellem den globaliserede kapitalisme og dens modstandsform. Terroren afspejler det objekt, den er rettet imod. Saskia Sassen er ikke ene om at have kaldt terrorismen for en ’pest’, altså en epidemisk sygdom, som spreder sig på uforudsigelig vis. Terroren er blevet netværksagtig og viral.
Terrorgrupperne er organiseret som netværk uden central ledelse, på samme måde som den globale kapitalisme er centerløs og båret af kapitalstrømme.
Nok var terroren rettet mod konkrete bygninger, men det centrale var, at enhver kunne have været i disse bygninger eller i de kaprede fly. Terroren er således ikke primært rettet mod de direkte ofre. Den skaber en frygt, der breder sig som en virus hos alle og enhver.
Alle foranstaltninger kan på ethvert tidspunkt vendes mod dens bagmænd; modmagten kan hurtigt appropriere magtens egen teknologi. Computersystemer muliggør computervirus, forgreningen af transportsystemer gør både overvågning og flugt mulig. Alle vore tiltag udgør en potentiel risiko. Som filosoffen Paul Virilio skrev, er teknologiens essens ikke, hvad den kan, men den ulykke, den gør mulig.
Den tredje dagsorden fortolker angrebet som en punktering af forestillingen om Vestens usårlighed. Samfundsforskeren Dion Dennis skrev således, at angrebets ikonagtige karakter var slående: Datoen 911 (11. sept.) er for eksempel også telefonnummeret på emergency i USA; flyveselskabernes navne United og American er synekdoter for staten og nationen. De fire fly var instrumenter for geografisk deterritorialisering og globalisering, og de ramte de to herskende ikoner for informations- og kommunikationsnetværk og varegørelse: World Trade Centers tvillingetårne.
Slavoj Zizek skrev på lignende vis en kronik med titlen: »Velkommen til virkelighedens ørken.« Referencen var her til filmen Matrix, hvor filmens aktører som bekendt befinder sig i en kunstig verden. Zizeks argument er, at USA på samme vis udgør en sådan verden, hvor alt blot synes at være i evig cirkulation. World Trade Center er her interessant, fordi de to tårne var identiske og blot spejlede hinanden. Derved symboliserede de meningsløsheden af politisk polarisering i det postmoderne samfund.
World Trade Center var allerede blevet symbolet på en ’transpolitisk’ tilstand, hvor politisk opposition synes udelukket på forhånd. En orden, der nemt kan blive arnestedet for en konflikt mellem meningsløs og irrational terror på den ene side, og sikkerhedspolitisk retorik og praksis på den anden.
Angrebet mod WTC er følgelig at sammenligne med det øjeblik, hvor Matrix opdager en virkelig verden bag det konstruerede univers. Angrebet er en opvågning til virkeligheden. Goliat blev besejret.

Det leder os fluks over i den fjerde dagsorden. Her møder vi argumenter om, at angrebet er en kamp mellem religioner eller civilisationer, mellem fundamentalistisk islam på den ene side og sekulære demokratier på den anden, eller mellem terror og kristne værdier, f.eks. respekten for menneskelivets ukrænkelighed.
Samuel Huntington, der er berømt for sin tese om civilisationernes sammenstød, svarer, adspurgt om angrebet var udtryk for en fundamental konflikt mellem civilisationer, at konflikten snarere var »et angreb på hele den civiliserede del af verdenssamfundet, mod civilisationen som sådan, fra nederdrægtige barbarer.«
Bush og andre centrale politikere har betonet, at kampen står mellem civilisation og terrorisme, men samtidig er samme Bush dog lige så sikker på at have Gud på sin side, som Taleban er sikker på, at han er muslim.
Bush’ forestilling om Infinite Justice har nærmest samme status som Jihad. Den religiøse baggrund for de politiske tiltag er åbenbar, selv når Tony Blair i sine messianske taler understeger, at der er tale om en ’retfærdig krig’ imod ’ondskaben’.
Hvor religionen for Blair mobiliseres i et forsvar for værdier som tolerance og demokrati, forbindes ondskaben hos højrefløjen herhjemme med islams ’ondskab’. Kravet er derfor naturligt: Større kontrol med indvandrere, hårdere kurs overfor religiøse organisationer med muslimsk tilsnit mv.

Man kunne jo oplagt spørge, om der kun er disse fire dagsordener på spil, og svaret er naturligvis benægtende. Man kan forbinde angrebet med et spørgsmål om FN’s rolle, spørgsmålet om EU-forbehold, rettigheder til flygtninge osv.
Det centrale er ikke mængden af alternative dagsordener, men snarere den funktion, angrebet har i den politiske kamp.
Det, vi vil se i den kommende tid, er forsøg på at tage patent på fortolkningen af begivenheden. Muligvis vil referencen til den 11. september få samme funktion som referencen til Holocaust, der desværre i mange tilfælde har fungeret som noget, man anvendte for at stoppe en diskussion (»Er du ikke klar over, at det, du foreslår, leder direkte til Holocaust?«).
Referencer til hændelsen vil blive brugt som et værktøj til at give argumenter ekstra vægt. Med henvisning til angrebet den 11. september vil en lang række politiske aktører forsøge at give netop deres dagsordner sikkerhedspolitisk status. De vil hævde, at netop deres dagsorden er uopsættelig, at vi går vores undergang i møde, hvis vi ikke gør noget nu og her, og at det er nødvendig at tage drastiske tiltag og om nødvendigt sætte basale friheder og rettigheder ud af kraft.
Vi befinder os i en situation, hvor vi må erkende, at netværksamfundets karakter også er betingelsen for det mareridt, vi oplever. Det mindst ønskelige scenario er den allerede eksisterende tendens til, at sikkerhedspolitikken bliver den dominerende form for politik.
Sikkerhedspolitikken forsøger at regulere uordenen gennem kontrol og overvågning, snarere end gennem ægte løsninger.
Samtidig synes sikkerhedspolitikkens fordring om ultimativ kontrol og lynhurtige reaktioner uforenelig med et demokrati, der kræver tid til repræsentere og reflektere forskellige dagsordner. Derved varsler sikkerhedspolitikken også en apolitisering af samfundet.
Man kan i den sammenhæng understrege, at World Trade Center efter dets fysiske forsvinden er blevet et endnu stærkere symbol på det transpolitiske. Men nu ikke kun på den globaliserede kapitalisme, men også dens spektrale dobbeltgænger: Den sikkerhedspolitiske stat viet til stadig kontrol og overvågning af al form for bevægelse.

Den symbolske komplementaritet modsvares af den politiske. Når sikkerhed bliver den eneste form for politik, og når politik således erstattes af en varig undtagelsestilstand, kan magten, som den italienske filosof Giorgio Agamben skriver, uhyggeligt nemt provokeres til at opføre sig terroristisk.
En hændelse som den 11. september er på fundamental vis politisk. Dette ikke nødvendigvis på grund af dens væsen, men fordi den som alle andre væsentlige begivenheder spejler vore politiske dagsordener.
Men forudsætningen herfor er, at den på paradoksal vis opfattes som upolitisk. Som med Holocaust ’sakraliseres’ begivenheden, og ethvert forsøg på at forholde sig politisk anses derfor som upassende: Dette er alt for alvorligt til, at man kan tillade politisk plat. Det er et spørgsmål om national sikkerhed!
Men det er præcis netop fristende at foretage dette sikkerhedspolitiske træk, og derfor naturligvis noget, alle gør i en situation som denne.

Moralen må derfor i alt sin enkelthed være, at hændelser ikke forklarer sig selv. Det har de aldrig gjort, og de gode gamle dage, hvor psykoanalytikeren, naturvidenskabsmanden eller sociologen udøvede sit virke uforstyrret, har derfor altid været en illusion.
Lad os vende det til en fordel. Måske det netop handler om ikke at tillade, at nogle terroriserer det politiske rum og tager den demokratiske samtale som gidsel. Lad blot de fire dagsordener blive til otte og de otte til seksten….

*Bülent Diken er lektor ved Department of Sociology, Lancaster University.

*Carsten Bagge Laustsen er ph.d.stipendiat ved Institut for Statskundskab, Københavns
Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu