Læsetid: 3 min.

Vesten er altid skyldig

Af en eller anden grund vender hadet sig altid mod Vesten, og det er altid det opofrende, men forhadte Vesten, man vil have erstatning fra
Debat
10. oktober 2001

Gengældelse
Allerede før redningsfolkene er færdige med at grave de tusinder af forkullede menneskerester ud af ruinerne af World Trade Center, har sympatien i de toneangivende kredse flyttet sig fra ofrene til terroristerne. Dr. theol Ole Jensen og EU-kommissær Poul Nielson har antydet, at amerikanerne kun har sig selv at takke, mens forfatter Jørgen Knudsen oplevede attentatet »som en lettelse«. Ude på Nørrebronx antydede sognepræst Anne Braad en parallel mellem selvmordspiloter og Kristus. For hende og dusinvis af andre kulturkändisser var USA tydeligt den skyldige part.

Indsats for muslimerne
Men skyldig i hvad? Ifølge bin Laden havde USA stjålet arabernes olie og førte krig mod islam. Det var de to hovedgrunde bag angrebet, men der er noget, han har misforstået.
For det første har amerikanerne ligesom alle andre betalt for den olie, de har fået fra de arabiske lande, og for det andet, kan man – efter USA’s ensidige indsats for muslimske albanere mod kristne serbere og makedonere i Jugoslavien – vanskeligt anklage USA for at føre krig mod islam. Men sådan ser terroristerne ikke på det. De føler ingen taknemmelighed for, at USA støttede det muslimske Afghanistan, dengang det blev invaderet af Sovjetunionen, og i stedet for at hade russerne – hvad det er nærliggende at tro, de ville gøre – hader de pudsigt nok amerikanerne. Sådan virker mekanikken. Af en eller anden grund vender hadet sig altid mod Vesten, og det er altid Vesten, man vil have erstatning fra.
Det sidste ser vi tydeligst i Tysklands tilfælde, hvor der er blevet rejst utallige krav for skader sket under det hedengangne nazi-regime, som nulevende tyskere skal betale for. Intet lignende er sket i Rusland, hvor millioner af mennesker deporteredes til kz-lejre uden dom eller forklaring. Hvem har hørt om erstatning til dem? Tanken om en at kræve erstatning fra et ikke-vestligt land er så absurd, at den end ikke forekommer i debatten. Man véd på forhånd, at med sådanne lande, er der intet at stille op.

Kurdere amok
Det fik vi tydeligt demonstreret her i Danmark efter tilfangetagelsen af den kurdiske partisan-leder Abdullah Öcalan i 1999. Som nogen vil huske, blev Öcalan kidnappet af tyrkiske agenter i Grækenland, hvor grækerne og muligvis også israelerne gav dem et nap med. Tyrkerne slæbte Öcalan hjem til rettergang i Tyrkiet, hvor han risikerede dødsstraf. Der var jubel i Istanbul, men andre steder var der ramaskrig.
Her i Danmark gik det kurdiske samfund amok. En lille flok trængte ind i et EU-kontor og truede med at smide en af de ansatte ud af vinduet på første sal. Andre kurdere demonstrerede aggressivt uden for den græske og den israelske ambassade. Men ikke uden for den tyrkiske ambassade, som de gik i en stor bue udenom. De valgte de lette mål, kan man sige, og skånede the tough guys, fordi de anede, at disse tough guys muligvis ville svare igen med samme mønt.
Denne lyst til at vige udenom de barske drenge og slås med de uhyre sårbare vesterlændinge kan være en del af forklaringen på bin Ladens angreb på USA. Landet er åbent og nemt at ramme. USA er tillige et gæstfrit samfund, der har stillet alle mulige faciliteter til rådighed for bin Laden og hans folk. Også i dette kan der ligge en del af forklaringen, idet folk ofte ubevidst hader dem, der har giver dem noget, fordi det understreger modtagerens underlegenhed. Den følelse er ikke rart for muslimer at leve med.
Et andet anstødsten er amerikanernes tilsyneladende dekadente frihed. Pudsigt nok er netop disse tre elementer – kritikløs gæstfrihed, skattebetalte gaver i stride strømme og en meget vidtgående frihed – som vi byder på her i Danmark. Vi gør det i det fromme håb, at det vil føre til taknemmelighed, og tænker slet ikke på, at det også kan føre til had. Samtidig vil vi nødig erkende, at takket være en super-humanistisk lovgivning og retspraksis vil vi umuligt kunne forsvare os imod det, hvis dette had en dag får konkrete følger.
Men det er de fleste humanistiske kulturpersonligheder nu godt tilfredse med. Folk som Poul Nielson, Ole Jensen, Jørgen Knudsen og Anne Braad må føle ubevidst, at det brovtende, udbyttende og kapitalistiske Vesten ikke har nogen moralsk ret til at forsvare sig, og følgelig pænt må stille til klø, når de kommer. Det vil de uden tvivl opleve, som Jørgen Knudsen oplevede angrebet på World Trade Center: »som en lettelse«.
Men det vil lille hr. og fru Hansen næppe.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her